Illustri regi Dacie.
Ut te christiane fidei sine qua nemo saluatur sicut decet uirum catholicum exhibeas zelatorem peregrinos qui se Christi obsequio ascribentes ad subsidium terre acquisitionis eius in Liuonia se accingunt/ non solum non debes aliquatenus retardare; uel quominus illuc fidelium deferantur elemosine impedire ; uerum etiam et illis impendere auxilium et fauorem. et de tuo deberes elemosinam erogare. cum iuxta sapientis edictum nemo debeat prohibere alium benefacere. sed si potest quilibet benefacere teneatur. Quia igitur salutem tuam paterno zelamur affectu; serenitatem regiam rogandam duximus attente et hortandam quatenus peregrinos libere illuc transire permittens. eorum transitum quantum in te fuerit non patiaris ab aliquibus impediri. ita quod tibi exinde meritum apud deum. et apud homines compares nomen bonum. nosque celsitudinem tuam possimus merito commendare.
Datum Viterbii .iiii. kalendas nouembris anno quarto.
19 Illustri regi = Waldemaro.
25-26 Jf. Prov. 3,27: Noli prohibere benefacere eum, qui potest, si uales, et ipse benefac.
Til Valdemar, Danmarks berømmelige konge.
For at du, således som det sømmer sig et medlem af den hellige, almindelige kirke, kan vise dig som forkæmper for den kristne tro, uden hvilken ingen bliver frelst, bør du ikke blot ikke på nogen som helst måde holde de pilgrimme tilbage, som i lydighed mod Kristus tilslutter sig og væbner sig for at hjælpe med til at vinde land for ham i Livland, eller hindre, at troendes almisser bringes derhen, men også velvilligt yde dem hjælp og selv give af dit eget, da ingen, som den vise siger, bør forhindre andre i at gøre godt, men alle og enhver, hvem det end er, bør være godgørende, hvis han kan. Eftersom vi altså i faderlig kærlighed virker ivrigt for din frelse, har vi anset det for rigtigt indtrængende at bede og opfordre dig, høje konge, til, at du tillader pilgrimmene frit at drage derhen og ikke, så vidt det står til dig, tåler, at nogen lægger hindringer i vejen for dem, således at du derved kan erhverve dig fortjeneste hos Gud og et godt navn hos menneskene, og vi med rette kan prise dig, høje konge.
Givet i Viterbo den 29. oktober i vort fjerde år.