Til Valdemar, Danmarks berømmelige konge.

For at du, således som det sømmer sig et medlem af den hellige, almindelige kirke, kan vise dig som forkæmper for den kristne tro, uden hvilken ingen bliver frelst, bør du ikke blot ikke på nogen som helst måde holde de pilgrimme tilbage, som i lydighed mod Kristus tilslutter sig og væbner sig for at hjælpe med til at vinde land for ham i Livland, eller hindre, at troendes almisser bringes derhen, men også velvilligt yde dem hjælp og selv give af dit eget, da ingen, som den vise siger, bør forhindre andre i at gøre godt, men alle og enhver, hvem det end er, bør være godgørende, hvis han kanN. Eftersom vi altså i faderlig kærlighed virker ivrigt for din frelse, har vi anset det for rigtigt indtrængende at bede og opfordre dig, høje konge, til, at du tillader pilgrimmene frit at drage derhen og ikke, så vidt det står til dig, tåler, at nogen lægger hindringer i vejen for dem, således at du derved kan erhverve dig fortjeneste hos Gud og et godt navn hos menneskene, og vi med rette kan prise dig, høje konge.

Givet i Viterbo den 29. oktober i vort fjerde år.