Sed archiepiscopus idem totam Estoniam siue a Rigensibus expugnatam siue nondum adhuc subiugatam regis Dacie esse dicebat a Rigensibus episcopis sibi collatam missisque nunciis Rigam ne racemos dependentes colligerent mandauit nec sacerdotes suos in angulis Estonie ad predicandum mitterent.
Cui rescripsit Rigensis episcopus uenerabilis Albertus uineam ipsam Estiensis ecclesie pluribus annis ante tempora Danorum a suis iam dudum plantatam, sanguine multorum et bellorum incommodis multis excultam, sacerdotesque suos non in angulis Estonie, sed in media Gerwa, uerum etiam in Wironia et usque in faciem ipsius archiepiscopi comparuisse.
19 archiepiscopus = Andreas Lundensis archiepiscopus.
20 regis Dacie = Waldemari II.
Men samme ærkebiskop sagde, at hele Estland, hvad enten det var erobret af indbyggerne i Riga eller endnu ikke undertvunget, tilhørte Danmarks konge og var overdraget ham af Rigas biskopper, og gennem sendemænd til Riga påbød han dem ikke at indsamle de druer, der hang ned, og heller ikke sende deres præster til udkanterne af Estland for at prædike.
Den ærværdige biskop Albertus af Riga skrev tilbage til ham, at den estiske kirkes vingård forlængst flere år før Danskernes tid var beplantet af hans folk, opdyrket ved manges blod og ved mange vanskelige krige, og at hans præster havde vist sig ikke i Estlands udkanter, men midt i Gervien, ja endog i Virland og for selvsamme ærkebiskops åsyn.
Brevet til Anders Sunesen omtales af Henrik Letlænder under biskop Albertus' 22. embedsår. Omkring 1. marts 1199 tiltrådte han som biskop (MGH. In usum scholarum XXIII). Hans 22. år omspænder følgelig perioden fra omved 1. marts 1220 til samme tidspunkt i 1221, og inden for disse grænser er også brevet udgået til den danske ærkebiskop. Tidsrummet kan snævres yderligere ind. Under samme embedsår fortæller Henrik lidt senere om Svenskernes nederlag i Estland, en begivenhed, der fandt sted 1220 8. august (ib. 167). Skrivelsen må have denne dato som terminus ante quem og hidrører altså fra [1220 marts—august].