Til abbed Walterus af Citeaux og abbed Guido af Morimond.

Nærværende brevfører, Valdemar, veg ikke tilbage for, grebet af oprørsånd, at rejse sig mod det apostoliske sæde uden at huske og uden at være taknemmelig for den store venlighed og nåde, det tidligere havde vist ham, af hvilken grund han blev berøvet sin biskoppelige værdighed, og i lang tid fastholdt han sin oprørskhed. Men endelig rørte Han, som rører ved bjerge, så de rygerN, det hårde hjerte i ham, og ved en nødtvungen sygdoms trængsel kaldtes hans ånd tilbage fra sin lange landflygtighed, og han fik af abbed RatmarusN af Loccum af jeres orden afløsning for den bandlysning, han var bundet af ved apostolisk myndighed, da denne troede, at hans sidste timer nærmede sig, således som det er meddelt jer ved brev fra vor ærværdige broder biskop Conradus af Minden og nævnte abbed, og han antog cistercienserordenens dragt. Idet vi da forbarmer os over hans indtrængende bønner og samtidig tager hensyn til jeres orden, erklærer vi førnævnte afløsning for gyldig, og vi befaler jer derfor, elskede sønner, ved denne vor apostoliske skrivelse at sørge for, at samme Valdemar, der i ydmyghed overholder jeres ordens regel, bliver behandlet med oprigtig kærlighed i Herren i et eller andet kloster af samme orden, som han selv må vælge, dog således at han afholder sig fra at udøve præstegerning, med mindre han måske i tidens løb kan fortjene at få det apostoliske sædes nåde i så henseende.

Givet i Orvieto den 23. september i vort pavedømmes femte år.