Honorius, biskop, Guds tjeneres tjener, sender sine elskede sønner dekanen Conradus, skolemesteren Conradus og kantoren Conradus i Hildesheim hilsen og apostolisk velsignelse.

Det er på Hamborg kapitels vegne blevet fremstillet for os, at, omendskønt vor forgænger pave Innocens, saligt ihukommet, havde forkyndt bandlysningsdom mod Valdemar, der havde trængt sig ind i kirken i Bremen, og mod hans tilhængere og dem, der havde omgang med ham, og skønt D.N og I.N og nogle andre kanniker fra kirken i Bremen, som Hamborgernes kirke er forenet med, havde pådraget sig samme dom ved at omgås ham, har de, som ved at begunstige førnævnte Valdemar pådrog sig førnævnte dom, endnu ikke, skønt lang tid er forløbet, anmodet om befordrende afløsning og er ikke til fare for deres sjæle og til skade og tynge for Hamborgerne ophørt med at celebrere gudstjeneste og tage del heri, hvorfor disse har anmodet om, at der ved det apostoliske sædes råd træffes foranstaltninger desangående. Da nu kirkelige indtægter med rette unddrages den, hvem man nægter kirkens fællesskab, befaler vi ved denne vor apostoliske skrivelse jer, vore kloge sønner, at I undgårN samme og på vor myndighed unddrager dem deres beneficier, indtil de kommer til besindelse og i ydmyghed bønfalder om og forskaffer sig en befordrende afløsning. Men hvis I ikke alle kan tage del i udførelsen af dette, skal i hvert fald to af jer udføre det.

Givet i Lateranet den 23. december i vort pavedømmes femte år.