Honorius, biskop, Guds tjeneres tjener, til sine elskede sønner provst Andreas i Kappenberg i Münster stift, dekanen Hermannus ved Skt. Paul og skolemesteren LutbertusN ved Skt. Lutger i Münster hilsen og apostolisk velsignelse.

Det er på provst Burchardus' og Bremerkapitlets vegne blevet forebragt os, at efterfølgerne af ærkebiskop Adalbert af Bremen, saligt ihukommet, da førnævnte ærkebiskop fordum nogle gange havde sammenkaldt sine lydbiskopper i Danmark, Sverrig og Norge til provinskoncilium i Hamborgkirken, blot fordi den blev anset for mere bekvem dertil på grund af naboskabet, efter at den omsider var blevet ødelagt ved ildebrand, fra da af har afholdt samme koncilium i Bremens kirke, således som de burde gøre det. Men nu længe efter stræber kannikerne ved en anden kirke, som kaldes den hamborgske, narret af, at den har samme navn, at erhverve de rettigheder og sædvaner, som den første hamborgske kirke havde erhvervet, for deres kirke og siger, at provinskonciliet i lighed hermed bør afholdes i deres kirke, skønt samme bremensiske kirke bestyrkes af en fyrreårig hævd, og de fordrister sig i dette og andre ting til at fratage førnævnte bremensiske kirke dens ærkebiskoppelige ret. Men da vi ikke har klarhed over førnævnte ting, befaler vi jer, kloge sønner, ved denne vor apostoliske skrivelse, at I efter at have sammenkaldt parterne skal påhøre sagen og med tilsidesættelse af appel fastsætte, hvad der er ret, og sørge for, at det, I fastsætter, urokkeligt overholdes under kirkens straf. Men hvis de vidner, der bliver udmeldt, undslår sig af venskab, had eller frygt, skal I under samme straf med tilsidesættelse af appel tvinge dem til at aflægge sandt vidnesbyrd. Men hvis I ikke alle kan tage del i udførelsen af dette, skal i hvert fald to af jer udføre det.

Givet i Lateranet i vort pavedømmes sjette årN.