Til biskop Peder af Roskilde.

Da vi har ment at burde betro dig det hverv at prædike korstog i Lunde kirkeprovins, betror vi dig ved dette brevs myndighed — for at din tale kan få frit løbN og dit arbejde bære des rigere frugt — at det må være dig tilladt, når du kommer til steder under interdikt, på hvert enkelt af disse een gang at åbne een kirke og holde gudstjeneste dér med udelukkelse af bandlyste og dem, der med navns nævnelse er belagt med interdikt, for at du på denne måde særlig virkningsfuldt kan fremføre korsordet dér, lige såvel som vi bevilger, at du kan ændre løfter fra dem, som har lovet at besøge Skt. Jakob eller andre helgeners grave til den byrdefulde pilgrimsfærd over havet, og at du på vore vegne i henhold til kirkens regler kan tildele dem, som har foretaget ildspåsættelser, og dem, som på grund af voldelig håndspålæggelse er ifaldet den kanoniske bestemmelse — når blot det ikke er en grov forseelse — afløsningens velgerningN, hvis de ellers på passende måde yder oprejsning til de skadelidte og fromt modtager korsets tegn til hjælp for Det hellige Land. Vi bevilger ligeledes, at du, når du finder, det er til gavn, kan hidkalde nogle agtværdige og hertil skikkede mænd til at tage del i den dig betroede gerning, som ikke, mens de virker i dette prædikehverv, skal miste indtægterne af deres beneficier, men oppebære dem i deres helhed, som om de residerede i deres kirker, dog forudsat, at du ikke går for vidt ved at antage for mange og ikke antager mere end een fra hver kirke. Vi tager også dem, som tager korset, under Skt. Peders og vor beskyttelse med alt deres gods og fastsætter, at alt dette, efter at de har tiltrådt pilgrimsfærden, skal stå under kirkens særlige forsvar, indtil der foreligger fuldstændig sikre efterretninger om deres hjemkomst eller død. Vi bevilger endvidere gejstlige, at de på grund heraf kan pantsætte indkomsterne af deres beneficier i indtil tre år eller oppebære dem, så længe de er fraværende af denne grund, hvilke indkomster uden nogen som helst formindskelse skal anvises til dem, hvem de har pantsat dem til eller overgivet at indsamle dem, dog således at sognekirker i mellemtiden betjenes af en agtværdig vikar, og ingen fordrister sig til at skride til denne pantsættelse, undtagen når han påbegynder rejsen over havet, og at enhver står til rådighed for hjælpen til Det hellige Land i lige så mange år, som han har pantsat sine indtægter. Men hvis nogen måske vender før tilbage, skal han omhyggeligt betjene den kirke, hvis indtægter er blevet pantsat af ham, for at man således kan imødegå visse slette folk, som gerne — efter at have pantsat frugterne af deres beneficier — aflægger besøg ved Det hellige Lands grave og straks vender hjem og unddrager såvel Det hellige Land som deres kirker deres tjeneste. Men eftersom nogle siges af egen forvovenhed at have aflagt korset efter at have anlagt det eller at være vendt tilbage fra havnene uden at have fuldført den påbegyndte pilgrimsfærd, befaler vi som vor vilje, at du med kanonisk strenghed skal tvinge dem til at genantage korset og til påny at give Herren det løfte, de har lovet. For at de troendes hengivenhed over for hjælpen til samme Hellige Land kan kaldes bedre frem, skal du desforuden fastsætte, at der i det mindste hver måned afholdes højtidelige processioner på alle steder, som synes egnede herfor, og at salmen: Alle folkeslag er kommetN, efter sædvane hver dag synges i alle kirker, under den forudsætning, at du, hvis du måske mener at burde meddele nogen syndsforladelse for dem, som møder op til disse processioner eller dine andre stævner, ikke må lade den forladelse, du bevilger, overskride et antal af ti dage, og hvis der bliver ofret eller i øvrigt givet noget af dem eller hvilke som helst andre, som møder op til disse stævner, til hjælp for Det hellige Land, skal du i troskab lade det forvare, så at vi på tidspunktet for overfarten kan lade gøre brug af det, sådan som det synes at være til gavn for hjælpen til samme Hellige Land.

Givet i Lateranet den 28. februar i vort ottende år.