Til Valdemar, Danmarks berømmelige konge.

Din ansøgning, som er blevet forelagt os, indeholdt, at din vasal, grev Henrik af Schwerin, da han havde taget dig til fange og holdt dig indespærret i fængsel, aftvang dig en ed på, at du ville betale ham en ikke ubetydelig sum penge og i mellemtiden give ham dine sønner som gidsler, hvorfor du i ydmyghed har bønfaldet os om, at vi ville værdiges til sikkerhedN at løse dig fra den omtalte ed, da opfyldelsen af det løfte, hvorved du længe før din tilfangetagelse højtideligt havde forpligtet dig til at yde et storslået bidrag til undsætning for Det hellige Land, helt og holdent hindres herved, og den nævnte pengesum overstiger dine midler, og du derfor ikke bør tvinges til at betale samme, da ingen bør tvinges til det umulige, og samme ed blev aftvunget dig ved frygt og åbenbar vold, og du derfor ikke er forpligtet til at overholde samme, da de ting, som sker på grund af vold og frygt, ikke bør være gyldigeN, og nævnte greve har brudt troskabens bånd ved at tage dig til fange, hvorfor du ikke er forpligtet til at være tro mod ham, eftersom man ikke bør være tro mod den, der ikke selv er tro. Vi har altså på grund af de ovenfor anførte årsager — og fordi vi påmindes af profetens røst om at løse ugudeligheds lænker og de trykkende bånd, frigøre dem, som er kuede, og sønderbryde ethvert ågN — løst dig fra den således aftvungne ed og fra alt det, som vides at være fulgt deraf, da eden ikke bør være en nedrighedens lænke, men en retfærdighedens grundsten. Men vi har ment til vidnesbyrd om denne løsning at burde bevilge dig dette brev, hengivne konge.

Givet i Lateranet den 26. juni.