Til ærkebiskop Peder af Lund.

Den ansøgning, som du har indgivet til os, lød på, om vi ville værdiges i barmhjertighed at drage omsorg for dette, at nogle af dine undergivne, både gejstlige og lægfolk, hyppigt forfalder til skændigt samleje, idet de ikke blot har skændig legemlig omgang med personer, de er knyttet til ved blodsslægtskab, men også med umælende dyr og begår den unævnelige synd, som var skyld i, at Herren dømte Sodoma og Gomorra til undergangN, og at nogle af dem på grund af den lange, farefulde vej, andre på grund af skamfølelse hellere vil dø i disse synder end fremstille sig for os personlig på grund heraf. Da Guds fromhed altså er større end menneskets ugudelighed, og man bør håbe mere på Guds mildhed end fortvivle over størrelsen af nogen som helst synd, befaler vi dig, broder, ved dette brevs myndighed, at du i al tålmodighed og belæring irettesætter, besværger og dadler disse syndere og pålægger dem en frelsebringende bod og bruger en sådan omtanke, at du ikke ved altfor stor medgørlighed giver nogen frækhed til at synde, men heller ikke ved umådeholden strenghed bringer nogen i fortvivlelse.

Givet i Lateranet den 4. februar i vort elvte år.