Til den højbårne hertug Leopold af Østrig.

Blandt de forskellige skændselsgerninger, hvormed Frederik, kaldet kejser, har ødelagt og forrådt kristenhed og tro, bør du særlig mærke dig fire, som bør beklages alfabetet igennem fire gangeN, og som i troskab er meddelt os ved et brevN fra vor ærværdige broder Geroldus, patriark af Jerusalem, det apostoliske sædes legat, og det forstås håndgribeligt af ordlyden af den våbenstilstandN, der er sluttet med hedningene.

Det første er, at han på den mest skamløse måde har opgivet det kristne ridderskabs våben — dette mægtige sværd, der er løftet fra Skt. Peders alter til straf for misdæderne og til pris for de godeN og overgivet ham af Kristus ved hans stedfortræder, for at han kunne forsvare og styrke Kristi fred og kirkens tro dermed — til fordel for troens fjende, Jesu Kristi modstander, dyrkeren af fortabelsens Muhammed, sultanen af Babylonien, og tilkendegivet for ham, at han kunne gøre med det, hvad han ville, og bekræftet, at han ikke for fremtiden ville gribe til våben imod ham, han, som havde modtaget den høje kejserværdighed for i troskab at angribe troens angriber. Herved kan han åbent beskyldes for af egen drift at have givet afkald på kejserdømmets værdighed og dets hæder, idet han — ved at opgive at føre sit sværd mod troens fjender efter en ugudelig overenskomst og med en uhørt frækhed — har berøvet sig selv sit mægtige og værdige embede, og han har angivet, at den sag er taget fra ham, som han har lovet og besvoret ikke fremtidig at ville virkeliggøre. Thi den har fortjent at miste sin værdigheds privilegium, som har misbrugt den ham tildelte magt.

Det andet, endnu mere ugudelige og uhørte, som vækker forbavselse, gru og skræk, er, at han skamløst og uærbødigt har jaget Kristus ud af Guds tempel — det han blev fremstillet i, og hvor han opstillede sit første læresæde, da han sad midt blandt de lærde og lyttede og svaredeN — og i hans sæde har anbragt fortabelsens Muhammed, da han bevilgede, at hans nedrige lære og lov skulle forkyndes og udråbes i Guds tempel, og bragte den evangeliske sandheds forkyndelse til tavshed, overdrog bevogtningen af samme tempel og nøglerne til dettes indhegning til Saracenerne og bestemte, at ingen kristen må træde ind, medmindre han efter først at være blevet undersøgt af templets øverste godtgør sin troværdighed for hedningen, hvorved det kan forstås håndgribeligt, at det overlades til en Saraceners dom, om en kristen bør betræde Guds tempel.

Det tredie er, at han har udsat Antiokia og provinsen Antiokia, ligeledes provinsen Tripolis med dens tilliggender, borgen som kaldes Krak, Det hvide Kastel og MargatN for at blive besat af hedningene, da han undtog dem fra våbenstilstandsoverenskomsten, ja han samtykkede i, at han, hvis de blev angrebet af hedningene, ikke alene ville nægte enhver understøttelse, men han forpligtede sig ved den mest nedrige edelige binding til at hindre og standse alle, der bragte hjælp, som om det ikke er nok for en så uhørt, fordømt og vantro tyran, at Guds tempel underlægges troens fjenders magt og profaneres af hedningenes urenheder, og at Kristus på skændig vis er jaget bort fra sit sæde, men at han også, idet han misligholder den ed, han har aflagt til vikaren for apostlenes fyrste, skal udlevere dennes første sæde til fjenderne af den kristne tro, hvorved han håndgribeligt erklærer, at den, der er utro mod hovedet, er troløs ikke over for et enkelt lem, men over for hele kroppen.

Men for det fjerde ses han håndgribeligt at have forbundet sig med hedningene mod hele den kristne menighed derved, at han på fordømmelig vis har bundet sig til, at han ifølge edelig forpligtelse på egen bekostning og med sin egen hær af alle kræfter skal bekrige alle, som på nogen som helst måde kunne ønske at modsætte sig den sammensværgelse, han har indgået med dem, hvoraf følger, at han, hvis en kristen hær kunne ønske at hævne uretten mod sin genløser og fjerne hedningenes smuds fra Guds tempel og Det hellige Land, er klart forpligtet til at stille sig mod de kristne.

Mon ikke du i din nidkærhed vil harmes over disse ting, eller skal Kristus ustraffet fordrives fra sit rige og sæde, og mon du, skønt kristen og from, vil være ligeglad og billige denne afgørelse fra en fyrste, som kun er kristen af navn, hvorved Guds tempel overlades til Muhammed? Gud forbyde, at du skulle blive meddelagtig og følgesvend for ham, som er skyldig i majestætsfornærmelse. Hvis nogen, som har sørget for eller listigt bevirket, at en by eller provins overgives til fjenderne, er skyldig i denne forbrydelse, hvor meget mere er den så ikke skyldig i samme forbrydelse, som har indgået en nedrig sammensværgelse med fjenderne af den kristne tro imod Himlens konge og den evige kejser om, at hans trone skal flyttes over til modstanderen? Hvis en sådan skændselsgerning skal sones og ifølge de verdslige fyrsters love straffes med så hård og gruelig en straf, at hævnen rammer såvel den, der har begået forbrydelsen, som de dømtes afkom, og den, der er skyldig i samme forbrydelse, ikke alene berøves sin ære, men også sit liv, og evigt vanry følger børnene, så at de ikke når frem til nogen ære eller overhovedet nogen krigstjenesteN, så at døden er dem en trøst, og livet forvandles til straf — hvilken straf og hvor stor en straf er han så værdig til, som ugudeligt har krænket vor herre Jesus Kristus, Guds søn, i så mange og så store ting, da det er langt alvorligere at krænke den evige majestæt end den verdslige? Derfor beder og påminder vi dig, højbårne søn, i Herren, idet vi besværger dig ved Kristi udgydte blod, om at du rejser dig for at hævne uretten mod Gud, vor frelser på en sådan måde, at kirken, din moder, når du modtager opfordring af os, skal finde dig rede til at håne denne forhånelse fra fjenderne af Kristi kors og til at fjerne så stor og vanærende en plet fra kristenhedens hæder.

Da vi fornylig på søndagenN efter apostlenes fest havde modtaget patriarkens brevN om de fornævnte ting, modtog vi den følgende lørdagN et andet brevN fra ham, hvori vi har set, at der blandt andet står, at efter at nævnte Frederik var vendt tilbage fra byen Jerusalem, belejrede han sammen med dem, der var med ham, nævnte patriark og brødrene af tempelridderskabet 5 dage i Akkon og angreb dem heftigt i den hensigt at plyndre deres huse for alt gods, men da Herren havde undertrykt hans lumpne forsøg, og han ikke kunne udføre, hvad han havde i sinde, lod han hemmeligt bliderne og de øvrige våben, der var efterladt dér til forsvar for Det hellige Land både af vor meget kære søn i Kristus Johannes, Jerusalems berømmelige konge, og af andre, nemlig pilgrimme, og i lang tid havde været opbevaret dér, bortføre til sit skib, og idet han tog en del af dem med sig og sendte resten til sultanen, troens fjende, flygtede han efter at have ødelagt galejerne, som skulle efterlades til bevogtning af landet, i hemmelighed på apostlene Filips og Jakobs dagN, drog ud af byen i morgengryet og forlod således landet, blottet for mænd og magt, våben og øvrige forsvarsmidler, og udsatte det for erobring af troens fjender.

Givet i Perugia den 18. juli i vort pavedømmes tredie år .....

Et ligelydende brev er skrevet til kong Valdemar af Danmark.