Til ærkebiskop Uffe af Lund.

Vi drager gerne af vort apostoliske sædes gunst omsorg for de kirkelige prælater, som foruroliges af oprørske undergivne, så at hine får deres myndighed styrket, disse deres frækhed undertrykt. På dine vegne blev det nemlig forelagt os, at nogle gejstlige — skønt du tugter manglende afholdenhed hos gejstligheden i dit stift på kanonisk vis — for at unddrage sig denne tugt og rådne op i smudset binder sig til hinanden og sammensværger sig og både ved ulovlige eder og pengebøder forpligter sig indbyrdes til at stå hverandre bi i sådanne ting og på alle måder forhindre, at du kan straffe dem for dette forhold. Derfor har du i ydmyghed bønfaldet os om, at det på vor myndighed må være dig tilladt at standse disse sammensvorne i deres frækhed ved at påkalde hjælp desangående fra den verdslige arm, da nogle er i den grad opsætsige, at de ringeagter kirkens straf. Vi giver altså gerne vort samtykke til dine bønner og bevilger dig ved dette brevs myndighed, hvad du har fordret. Det skal altså overhovedet ikke være tilladt noget menneske at antaste dette vort bevillingsbrev eller i dumdristig forvovenhed handle derimod. Men hvis nogen fordrister sig til at prøve herpå, skal han vide, at han pådrager sig den almægtige Guds og hans apostle Skt. Peders og Skt. Paulus' vrede.

Givet i Anagni den 3. december i vort sjette år.