Til ærkebiskop Uffe af Lund.

Undertiden bliver de undskyldt af følgen, som anklages af misgerningen, og da tilfældet nødvendigvis letter brøden, er det ikke upassende, hvis det mildner straf og skade. Den os forebragte ansøgning fra præsten Mogens, der stammer fra dit stift, indeholdt altså, at han, da han kom ridende, mødte en tyv på vejen, og da han havde spurgt om vej og troede, at denne ville vise ham den, længe blev ført ad afveje, blev truffet af et spyd på ugudelig vis, fik brækket tre ribben og ladt tilbage, efter at tyven havde gjort sig alt som bytte. Men lidt efter vendte han tilbage, og da der ikke var andet end livet at franøde ham, der var såret og udplyndret, begyndte han at forfølge ham, som flygtede, og slyngede et spyd efter ham. Da han havde gennemboret hans klæder og tilføjet ham et, omend ringe, sår, angreb han, der overhovedet var truet af undergang, sin fjende med en sten, da ingen anden udvej stod åben, og tyven blev truffet og udåndede med det samme. Selv om vi altså — af sky for blodetN — ikke har ment at burde give ham dispensation til nogen af hans grader, ynkes vi dog over hans ulykkelige tilfælde og befaler, at du ivrigt skal arbejde på at sørge gavmildt for samme med et eller andet underhold i dit stift, som ikke har sjælesorg, for at han kan ernære sig deraf og ikke skal tvinges til at tigge til skændsel for den gejstlige stand, idet du udfører vor bøn og befaling på en sådan måde, at det kan være kærkomment for Gud og velkomment for os.

Givet i Lateranet den 4. juli i vort syvende år.