Episcopo quondam Mutinensi apostolice sedis legato.
Ne terra uaste solitudinis quam dominus in partibus Liuonie. Semigalie. Curonie. ac Estonie per ministerium predicatorum adducens ad cultum nominis christiani/ de semine uerbi sui fecit noua fidelium segete pululare/ quod absit in salsuginem redigatur/ sed potius crescens in messem in fructum exuberet oportunum; expedit ut Christi fideles a paganis qui adhuc gentilis erroris horrore sunt hispidi tanquam spine nullatenus opprimi permittantur/ sed potenter defendantur ab eis/ alias congruis auxiliis confouendi. quatinus non solum <non> a ueritatis ipsi tramite deuiare cogantur/ uerum etiam in fide fortius radicatiy conuersionem aliis ualeant efficacius suadere. Quantus enim dolor quantusue pudor esset populo christiano/ et maxime circumposite regioni si terra plurimis laboribus et expensis domino acquisita per desidiam fidelium perderetur? Ut igitur tam arduum negotium fidei salubriter promoueri ualeat/ diuina clementia miserante/ ac feliciter consumari; fraternitatem tuam monemus et obsecramus in domino in remissionem tibi peccaminum iniungentes. quatinus assumpto predicationis officio propter deum/ pauperum crucesignatorum in Bremensi prouincia necnon in Magdeburgensi/ Hauelbergensi/ et dimidia Bramdebergensi uersus Albeam in Verdensi/ Mindensi/ et Padeburnensi diocesibus/ ac Gollandia/ cum quibus duximus dispensandum uota peregrinationis conuertens in succursum fidelium predictorum tam eos quam alios fideles in eisdem prouincia et diocesibus constitutos/ ad nimiam caritatem qua Christus eos dilexit et diligit respectum habere et ei retribuere aliquid pro omnibus que tribuit ipse illis monitis et exortationibus tuis secundum datam tibi a deo prudentiam informare procures/ diligenter/ et sollicite postulans/ ut ipsi redempti pretio glorioso/ in quos tanquam uiros christianos et catholicos cadere opprobria exprobrantium Christo debent se uiriliter et potenter accingant uelut zelum dei habentes/ ad a<m>pliandum nomen fidei christiane/ et liberandum proximos de manibus paganorum profecturi secundum tuum consilium et acturi. ita quod et ipsis pre- mium debeatur eternum; et infideles non possint quod impune Christi nomen impugnauerint gloriari. Circa personas uero et terras quas dominus ad fidem uocauerit taliter prouideas; quod neophiti congrua libertate gaudeant/ ordinentur ecclesie et dotentur. nec infeudentur decime. et terra sine nostro beneplacito nullatenus diuidatur. Preterea episcopos assecutos iam sedes/ quorum ecclesie sunt dotate/ fratres quoque militie Christi obtinentes possessiones et castra/ et ciues Rigenses cum habent ciuitatem/ necnon neophitos qui per munimen castrorum aliquam tutelam habere noscuntur moneas diligentius et inducas/ ut cum peregrinorum auxilio ad faciendas munitiones pro neophitis/ paganis expositis/ et ad ordinandas sedes episcopis adhuc uagantibus intendant fideliter et deuote. Cum autem multa necessitas exigat ut illuc fidelium subsidium transmittatur; et dignum sit ut in tanto negotio laborantes debita pro labore stipendia consequantur/ ut libentius securi de retributione procedant; nos de omnipotentis dei misericordia et beati Petri et Pauli apostolorum eius auctoritate confisi; tam crucesignatis quam signandis ad hoc in prouincia et diocesibus supradictis/ qui laborem istum in propriis personis subierint et expensis/ et eis qui in alienis expensis illuc accesserint/ ibidem ad minus per unius anni spatium domino seruituri/ seu illis qui ad subuentionem predictorum fidelium de propriis facultatibus ministrabunt/ illam remissionem peccaminum indulgemus que conceditur predictis modis subuenientibus terre sancte.
Datum Viterbii .xv. kalendas martii. anno nono.
3 Episcopo] .. (=Wilhelmo) Episcopo a. 14 <non>] mangler a. 30-31 a<m>pliandum)] appliandum a.
Til Vilhelm, fordum biskop af Modena, det apostoliske sædes legat.
For at ikke det vidtstrakte ørkenland, som Herren i Livlands, Semgallens, Kurlands og Estlands egne ved prædikanternes tjeneste har ført frem til dyrkelse af kristendommen, og hvor han af sit ords sædekorn har ladet fremspire en ny afgrøde af troende, atter skal gøres til saltørken, hvad Gud forbyde, men derimod vokse til høsten og bugne af skøn frugt, bør det på ingen måde tåles, at de troende kristne bliver undertrykt af hedningene, der er som tidsler og stadig er rå og grueligt vildfarne vantro, men de bør forsvares med magt imod dem og iøvrigt begunstiges og hjælpes på behørig måde for ikke blot ikke selv at blive tvunget til at bøje af fra sandhedens trange vej, men også des dybere rodfæstet i troen med des større virkning kan formå og overbevise andre til at omvende sig. Thi hvor stor en smerte og hvor stor en skam ville det ikke være for den kristne menighed og frem for alt for de omliggende egne, hvis dette land, der er erhvervet for Herren ved den største møje og ved de største bekostninger, skulle gå tabt på grund af de troendes træghed? For at altså denne troens meget vanskelige sag kan fremmes på frelsebringende måde ved den guddommelige nåde og miskundhed og lykke ligt fuldføres, påminder og besværger vi dig i Herren, broder, og pålægger dig til forladelse for dine synder, at du påtager dig prædikantens hverv for Guds skyld og ændrer løfterne om pilgrimsfærd fra de fattige — der har taget korsets tegn i Bremen kirkeprovins og desuden i stifterne Magdeburg, Havelberg og det halve af Brandenburg op til Elben og i Verden, Minden og Paderborn og på Gotland — hvem vi har ment at burde give dispensation, til understøttelse af fornævnte troende, og at du ved dine påmindelser og opfordringer ifølge den dig af Gud givne forstandighed sørger for at oplyse såvel dem som andre troende i samme kirkeprovins og samme stifter om at vende blikket mod den alt for store kærlighed, hvormed Kristus har elsket og elsker dem, og give ham noget til gengæld for alt det, han har givet dem, og omhyggeligt og omsorgsfuldt anmoder om, at disse, der er genløst ved denne herlighedens pris, og som kristne og troende mænd bør blive ramt af de bebrejdelser og forhånelser, der lyder mod Kristus, mandigt og mægtigt væbner sig såsom nidkære for Gud for at drage ud og udbrede den kristne tro og befri de nærmestboende fra hedningenes hånd i overensstemmelse med din plan og handle således, at der på den ene side skal skyldes dem evig løn, og de vantro på den anden side ikke kan prale af, at de har angrebet kristenheden ustraffet. Men du skal drage omsorg for de personer og lande, som Herren måtte kalde til troen, på en sådan måde, at de nyomvendte kan fryde sig over en passende frihed, og at der bliver indrettet kirker og disse udstyret, og at tienderne ikke bliver bortforlenet og landet på ingen måde opdelt uden vor vilje. Du skal endvidere omhyggeligt påminde og tilskynde de biskopper, der allerede har opnået bispesæder, og hvis kirker er udstyret, og ligeså Kristi sværdridderbrødre, der sidder inde med besiddelser og borge, og borgerne i Riga, eftersom de har en købstad, og desuden de nyomvendte, der vides at finde nogen beskyttelse ved de befæstede borge, til, at de trofast og hengivent med pilgrimmenes hjælp arbejder på at udføre befæstninger for de nyomvendte, der er udsat for hedninge, og på at indrette bispesæder for de biskopper, der endnu ikke har fast sæde. Men da det er højst fornødent, at der sendes troende derhen til undsætning, og det anstår sig, at de, der arbejder i så stor en sags tjeneste, opnår en tilbørlig løn for deres arbejde, så at de, når de er sikre på gengældelse, går frem des mere villigt, bevilger vi af den almægtige Guds miskundhed og i tillid til hans apostle Skt. Peders og Skt. Paulus' myndighed såvel dem, der har taget korsets tegn, som dem, der måtte tage det i ovenfor nævnte kirkeprovins og stifter, og som i egen person og på egen bekostning går ind til dette arbejde, og dem, som drager derhen på fremmed bekostning for i det mindste i et år at tjene Herren der, eller dem, som vil give af deres egne midler for at understøtte fornævnte troende, den syndernes forladelse, som tilstås dem, der understøtter Det hellige Land på de fornævnte måder.
Givet i Viterbo den 15. februar i vort niende år.
Datoen .xv. kalendas martii har tidligere været opløst som 16. februar, måske fordi 1236 er et skudår (Fontes hist. Latviae II nr. 206). Datoforskydningen i et skudår rammer dog kun dagene efter bissextus, d. v. s. efter 24. februar. — Datoen er af Raynaldus i hans Annales XIII 445 § 64 gengivet som .xii. kalendas martii, hvad der giver 18. februar (fejlopløst med gal skudårsforskydning som 19. februar hos Bunge UB. I sp. 183 nr. 144). Men Raynaldus har haft Regesta Vaticana som grundlag, hvad vi også har. Derfor må hans datering til 18. februar afvises.