Til Vilhelm, fordum biskop af Modena, vor pønitentiar, det apostoliske sædes legat.

En ansøgning fra vor ærværdige broder Uffe, ærkebiskop af Lund, er blevet læst for os og indeholdt følgende: Da landet Estland blev omvendt fra hedenskabets ritus til den kristne gudsdyrkelse ved den ivrige omsorg fra vor meget kære søn i Kristus Valdemar, de Danskes berømmelige konge, og Anders, ærkebiskop af Lund, i god ihukommelse, idet de i egen person besværede sig derhen med en hær, så oprettede samme ærkebiskop med det apostoliske sædes tilladelse tre bispedømmer dér, nemlig i Leal, Virland og Reval, og ordinerede biskopper i hvert af dem, som han gjorde til medbiskopper under Lundekirken. Da samme kirke i nogen tid var forblevet i rolig besiddelse af disse, så faldt fornævnte konge dernæst i fangenskab, og brødrene af Kristi ridderskab i Livland og nogle andre naboer til samme land satte sig voldeligt i besiddelse af det, forjog biskopperne derfra og henlagde ikke blot verdslige ting, men også åndelige til brug for sig selv. Derfor har denne ærkebiskop i ydmyghed anmodet om, at vi ville værdiges at drage omsorg for Lundekirken ved genindsættelsens velgerning. Da det altså både ved en tilståelse fra samme brødres prokurator og på anden måde står fast for os, at nævnte kirke har haft kvasibesiddelse af denne åndelige styrelse i de fornævnte bispedømmer Virland og Reval, befaler vi på vore vegne dig at tage denne åndelige styrelse i din hånd og genindsætte omtalte ærkebiskop i den i disse samme bispedømmer, idet du med tilsidesættelse af appel tøjler dem, der stiller sig her imod, med kirkelig straf. Men hvad angår det nysnævnte bispedømme Leal, skal du ivrigt virke for at drage omsorg for denne kirke, så at den ikke lider skade i sin ret.

Givet i Viterbo den 22. marts i vort tiende år.