Til Vilhelm, fordum biskop af Modena, vor pønitentiar, det apostoliske sædes legat.

På vor meget kære søn i Kristus Valdemar, Danmarks berømmelige konges vegne er det gjort gældende for os, at vore forgængere som romerske paver InnocensN og HonoriusN, saligt ihukommede, havde ment at burde tilstå ham, at det måtte være ham tilladt at lægge det land, som han ved sine egne eller sine folks anstrengelser og udgifter kunne fravriste hedningehånd, til sit rige og dets kirker. Han drog da med en hær og under store anstrengelser og udgifter i egen person til Estland, og med Kristi hjælp drog han mange dersteds over til troen på ham, og han besatte og befæstede blandt andet en borg, som kaldes Reval. Men da han senere faldt i fangenskab, belejrede brødrene af Kristi ridderskab i Livland fornævnte borg på befaling af din kapellan magister Iohannes, og således overgav de vogtere, der var udpeget af denne konge sammesteds, denne borg til mesteren og brødrene af nævnte ridderskab, der modtog den i den romerske kirkes navn. Derfor har han bedt om, at vi ville lade denne borg med dens tilligender og de deraf nydte indtægter give tilbage til ham. Men da vi, som skylder alle at håndhæve retfærdighed, ikke vil svigte fornævnte konge i hans ret — han som er en katolsk fyrste og Romerkirken hengiven — og da det står fast for os både ved en tilståelse fra samme brødres prokurator og på anden måde, at nævnte borg er grundlagt af denne konge i fjendernes land, befaler vi dig i vort navn at tage borgen dig til hånde, og efter at du har fået legemlig besiddelse af den, skal du give ovenfor omtalte borg med dens tilliggender tilbage til nævnte konge. Du skal fremdeles sørge for, at der mellem fornævnte konge på den ene side og ovenfor omtalte brødre og de andre, som tilbageholder vedkommende borg på den anden side, afsluttes en fast fred og en venskabelig overenskomst, så der indbyrdes sluttes aftaler, gøres afkald og stilles passende sikkerhed, så at de for fremtiden ikke på nogen måde gensidigt forulemper hinanden, men indbyrdes frikender hinanden for alle disse ting, nemlig for skader og uretfærdigheder, som de har påført hverandre, samt i anledning af indkomsterne af jorderne, der henhører under samme konge og er oppebåret af ovenfor nævnte brødre, eller i anledning af de udgifter, som samme brødre hævder at have haft på samme borg, idet du med tilsidesættelse af appel tøjler dem, der stiller sig herimod, med kirkelig straf.

Givet i Viterbo den 10. april i vort tiende årN.