Til Valdemar, Danmarks berømmelige konge.

Den hengivenhed mod den romerske kirke, som du nærer, høje konge, og har lagt for dagen ved dine prisværdige og berømmelige gerninger, såsom nedarvet fra dine forgængere til din kongelige person, er os en kraftig opfordring til med iver at udføre de ting, som vi ved er til behag for dig, stormægtige konge. Vi bøjer os altså for dine bønner og bevilger dig, høje konge, ved dette brevs myndighed, at du kan beholde een kannik fra hver katedralkirke i Danmarks rige i din tjeneste, som du ved vil være til nytte for dig med hensyn til samme riges tarv eller dine personlige behov, nemlig således at de fuldt og helt kan oppebære indkomsterne af deres præbender, som om de residerede personligt i deres kirker, med undtagelse af de daglige uddelinger, som sædvanligvis kun bliver udbetalt til den, der forretter tjeneste. Det skal altså overhovedet ikke være tilladt noget menneske at antaste dette vort bevillingsbrev eller i dumdristig forvovenhed handle derimod. Men hvis nogen drister sig til at prøve herpå, skal han vide, at han pådrager sig den almægtige Guds og hans apostle sankt Peders og sankt Paulus' vrede.

Givet i Lateranet den 28. januar i vort ellevte år.