Til ærkebiskop Galterus af Sens.

Peders bådN, som er moderkirkens tilflugt, råber, overskyllet af sagernes bølger og kastet om i hvirvelstorme af påtrængende spørgsmål, om hjælp fra Jesu højre hånd, et bytte for nordenvindens pust, mens Herren soverN, synes det, og disciplene vakler, søfolkene ligesom frygter skibbruddets endeligt, folkene skælver, og Peder råber, gid da i det mindste sønnerne, når de andre er lunkne, ville bringe råd, hjælp og frelse, for at ikke bølgen skal bryde ind over den, eller den grusomme sørøver føre den bort. Fremdeles kuldkastes troen, når den naturlige pagts bånd bliver brudt, kærligheden kølnesN, fromheden bliver lunken, nedrigheden, der pønses på mod Gud og næsten, vokser og tager til i styrke, og det er indlysende, at der herved rejser sig hindringer for den kristne tro og dens tarv, at frelsen derpå lider skade, og de troendes fromme folk bebyrdes og fortrædiges på forskellig måde, når den velgørende ro bliver forstyrret, og idet den apostoliske værdighed og myndighed, der vejer og dømmer alle, ved en retfærdig undersøgelse og drøftelse klogt afvejer disse ting for som fælles og eneste moder for alle at drage omsorg for hver enkelts tarv, har den ikke uden grund besluttet at kalde stærke hænder til sig, nemlig konger, prælater, fyrster og andre troende for med mangedoblet råb at vække den sovende Herre og ved fleres hjælp og råd gøre de trykkende byrder lettere og lykkeligt rette kursen mod afgørelsens og forventningens havn. Men, efter hvad vi har fået sikker underretning om, har hanN, der fra gammel tid har været kirkens fremmeste søn og er blevet befordret og forsvaret med apostolisk hjælp lige fra dreng af, dengang da han var berøvet enhver støtte, og på moderens skulder ført frem til kejserrigets top, ikke villet lade sig nøje med den nedrige uret, han øvede til tak og har til gengæld bemægtiget sig faderens trone, men som en ugudelig har han til agt at stille sin bly moder til skue og tilrane sig helligdommen, og han væbner sig til stadighed mod den med forslagenhed og rænker og forbyder under trusler de prælater, vi har kaldt til os, at drage hertil, således at han under benyttelse af ethvert kneb end ikke tillader, at kirken, som han alvorligt hjemsøger og fortrædiger, ånder op ved at blive trøstet af sine børn. Da altså dette så hellige forsæt til almen gavn, der er opstillet i tillid til Guds nåde, ikke bør forsinkes af menneskeligt rænkespil, beder og påminder vi dig, broder, indtrængende og påbyder dig strengt i lydighedens navn som vor befaling ved dette vort apostoliske brev, at du sætter Gud over mennesket og stiller en fortjenstfuld lydighed over vanskelighederne og ikke undlader personligt at drage til det apostoliske sæde inden førstkommende fest for Herrens opstandelseN, for at moderen, styrket ved sine børns nærværelse, kan bringe fjendens og modstanderens hindringer af vejen ved Guds forsyn og lykkeligt afslutte og fuldbyrde, hvad der er begyndt i from hensigt. Thi vi vil med Herrens bifald sørge for at drage omsorg for alle ting, som er til gavn for udførelsen af så vigtigt et anliggende, således som nærværende brevfører vil oplyse dig nærmere om. Desuden befaler vi som vor vilje, at du på vor myndighed skal pålægge dine lydbiskopper og deres kapitler, abbederne og andre prælater i din kirkeprovins, som ikke hidkaldes hver for sig i denne anledning, ikke at undlade at sende tro og fremsynede sendemænd til det apostoliske sæde inden nævnte tidsfrist.

Givet i Lateranet den 15. oktober i vort fjortende år.

Et ligelydende brev til ærkebiskop Uffe af Lund, i overensstemmelse med det i det første.

Et ligelydende brev til biskop Niels af Roskilde, i overensstemmelse med, hvad der skrives til biskopperneN.

Et ligelydende brev til .., biskop af SlesvigN.