Valdemar, af Guds nåde de Danskes og Venders konge, til alle troende kristne, der får dette brev at se, hilsen til evig tid.

Når ifølge evangelietN Kristi fred skal hvile over fredens søn, og det, som var ondt og bittert, skal forsødes af ro og fred, må og vil vi, som er og skal være vor hellige moder kirkens og fredens sønner, med hensyn til alle kristne bevare og fastholde fredens gode, så vidt det står til os, og især med hensyn til alle dem, som er bundet til eller forbundet med os enten ved slægtskab eller svogerskab, ved venskab eller særligt tjenesteforhold. Da der derfor fra gammel tid af vore forgængere viseligt var knyttet venskab med de ærværdige til enhver tid værende grever af Flandern, og den nyttigt overholdte og hidtil urørte overenskomst mellem mændene i vort rige og dem i Flandern senere voksede i kraft, er det vor vilje, så vidt det står til os, for at der ikke i vor tid skal opstå uenighed og forvirring træde i stedet for enighed, at opretholde et bestandigt og oprigtigt venskabsforhold til de ledende og stormændene i Flandern og til mændene i det land, når blot vi får gengældelse til gengæld, idet denne betingelse lige så vel er tilføjet, at den til enhver tid værende greve af Flandern og hans mænd virkningsfuldt skal være venner af vore venner og fjender af fjenderne, og at de gamle vedtægter og sædvaner, som i de omkring 40 forløbne år var uanfægtet, både ubrydeligt skal overholdes over for vores købmænd, der begiver sig til landet Flandern, og at fornævnte købmænd ikke skal tynges ud over det fornævnte, og at der ikke for fremtiden skal pålægges vore mænd nye krav, ekstraskatter, vejafgifter, ny og utilbørlig told, da de er forbudt ifølge retten; men hvis der er pålagt noget tyngende fra tidspunktet for hr. grev Ferrandos fangenskabN - god ihukommelse - og umiddelbart derefter, skal det tilbagekaldes, især da det, som vi har hørt, er pålagt uden stormændenes samtykke. Hvis de fra vort land desuden måtte blive stævnet for retten i Flandern, skal den anklagede ikke føres til stenhusetN, som kaldes fængsel, så længe de kan stille en garant for sig, eller de har så meget gods, at det kan træde i stedet som fyldestgørende sikkerhed, når blot sagen er af en sådan karakter, at den kræver garant eller sikkerhed, men han skal fuldstændig frigøres, når anklageren ikke kan føre bevis. Men hvis man måtte pålægge den anklagede at rense sig, skal 12 af hans landsmænd aflægge ed sammen med ham angående den ham påbyrdede sag, eller efter at han har aflagt ed på, at han ikke kan få 12 mand, skal han aflægge ed 12 gange, og på denne måde skal han være frigjort. Desuden siger vi kort, at hvis fornævnte tynger ikke tilbagekaldes, eller hvis der til større tynge fastsættes nye sværere end de fornævnte, vil vi pålægge deres mænd det samme, svarende til alt, hvad der af enhver art bliver pålagt vore, og det skal være hans forseelse, som først fastsatte nye skatter og opfandt og pålagde utilbørlige afgifter. Thi det synes os billigt, at alt hvad der pålægges vore i Flandern, det samme eller lignende vil vi gøre over for dem fra Flandern. Men hvis det sker, at fornævnte brydes blot fra den ene side eller fra begge sider, skal købmændene ikke straks holdes tilbage eller deres gods plyndres på grund heraf, medmindre der foreligger en retfærdig klage og forudskikket passende påmindelse.

Givet på Agersø i det Herrens år 1240 den 21. oktober.