Til ærkebiskopper og biskopper og abbeder, priorer, dekaner, ærkedegne, ærkepræster, provster og andre prælater ved kirkerne i Siciliens rige.

På en uhørt nedrig måde gør man gengæld over for Ham, der gavmildt skænker alt godt, når de, som er opfedet på Kristi fædrene gods og på fordømmelig vis lever overdådigt heraf, ikke viger tilbage for åbent at forfølge Kristus i hans tjenere, som var Hævnens HerreN blevet afmægtig. Thi selv om vore elskede sønner prædikebrødrene på frelsebringende måde har fornægtet sig selv og har valgt at gøre tjeneste i den yderste fattigdom, den fattige Kristus til behag, som om de intet har, men ejer altN, findes der mange, både prælater ved kirkerne og andre, som, ledet af blindt begær, mener, at de selv i deres havesyge går glip af alt, hvad fromme troende gavmildt skænker fornævnte brødre, og foruroliger og forstyrrer dem på mangfoldig vis og søger forskellige påskud til at fortrædige dem. Det er nemlig deres, omend ikke alles ønske, at tvinge dem til at gå til skrifte hos sig og pålægge dem bod og tildele dem nadveren, og de tillader ikke, at Kristi legeme opbevares i deres kapeller og tvinger dem til at lade deres afdøde brødre begrave og holde begravelsen i de andres kirker. Og hvis nogen af de brødre, der afgår ved døden, vælger sit gravsted andetsteds end i deres kirker, gennemtvinger de, at liget først bringes til deres kirker, for at offeret kan tilfalde deres brug, og de tåler ikke, at de har klokketårn eller indviet kirkegård og tillader dem kun at forrette gudstjenester på visse tidspunkter. De ønsker ligeledes efter forgodtbe findende at bestemme og fastsætte antallet af brødre, præster, gejstlige og verdslige, og desuden af vokslys, lamper og prydelser i deres huse og fordrer det overskydende af vokslysene af dem, når der sættes nye op, og tillader ikke, at deres nye præster forretter deres første messer andetsteds end i deres kirker og tvinger dem lige så vel til, at de ved de daglige messer, som de forretter i deres egne stiftelser og for deres egne altre, skal modtage og opbevare, hvad der ofres til deres behov. Endvidere søger de under navn af offer at fravriste dem alt, hvad fromme og hengivne troende skænker dem, når de forretter højtidelige messer inden for deres huses omkreds, det, som ligefrem overdrages disse samme til alterprydelser såvel som kirkelige bøger, gør de falskelig krav på som deres, tvinger dem til at komme til deres synoder og underkaste sig deres bestemmelser, og de har ikke nok heri, men truer med, at de vil holde kapitler og anstille undersøgelser i brødrenes stiftelser for at retlede dem og kræver troskab, bestyrket med ed af deres priorer, befaler dem tillige, at de skal følge dem i procession såvel uden for byerne som inde i dem, og slynger af ubetydelige årsager bandlysningsdom mod deres velgørere og truer brødrene med det samme og arbejder ivrigt på at fjerne dem fra de steder, hvor de gør tjeneste for Herren, hvis ikke de adlyder dem i alle ovenfor nævnte ting. Dertil nedlægger de forbud mod, at brødrene, der er hidkaldt af de hengivne menigheder, skal vove at komme til ansete stæder og byer, hvor de kan tage ophold på from og agtværdig måde, og fordrister sig til at fælde bandlysningsdom såvel mod de brødre, der kommer, som mod dem, der modtager dem. Endvidere søger de efter at fravriste dem tiender af havernes frugter og desuden indkomster af brødrenes boliger ligesom af jødernes huse, idet de forsikrer, at nogle indtægter skulle betales dem af andre beboere, hvis ikke brødrene boede der. Og for helt og holdent at lægge dem under deres herredømme vil de sætte priorer i spidsen for dem efter deres ønske og forgodtbefindende, og alle disse fortrædigelser af brødrene kan I ikke alle sige jer helt fri for. Da altså fornævnte brødres orden takket være deres fortjenester er fundet værdig til at blive anerkendt af vore forgængere Honorius og Gregor, saligt ihukommet, og os, påminder vi jer alle indtrængende, for at I ikke skal synes at ringeagte det apostoliske sædes bestemmelser, som I er forpligtet til at antage i ydmyghed og overholde i ærbødighed, og påbyder urokkeligt som vor befaling, at alle og hver enkelt af jer på frelsebringende måde skal tage vare på jeres samvittighed og rygte og afstå fuldstændigt fra ovenfornævnte og andre tynger mod fornævnte brødre og med strenghed tvinge Jeres undergivne til det samme. I modsat fald giver vi ved vort brev vore ærværdige brødre ærkebiskopperne Petrus af Napoli, Cesarius af Salerno og Marinus af Bari urokkelig befaling til efter forudskikket påmindelse på vor myndighed med tilsidesættelse af enhver hindrende modsigelse eller appel at tvinge jer til at overholde alt det fornævnte uanset bestemmelsen om de to dagsrejser, der blev bekendtgjort på det almindelige konciliumN. Men hvis I end ikke på denne måde sørger for at adlyde vore befalinger, skal I vide, at vi på anden vis med Herrens bistand vil drage omsorg for omtalte brødre i så henseende.

Givet i Lyon den 17. september i vort tredie år.

.....

Et ligelydende brev til ærkebiskopper og biskopper og abbeder, priorer, dekaner, ærkedegne, ærkepræster, provster og andre prælater ved kirkerne i Danmarks, Sveriges og Norges riger.