Til magister Peder, kannik i Roskilde, kansler hos vor meget kære søn i Kristus Erik, DanmarksN berømmelige konge.

Det apostoliske sædes sædvanlige velvilje kendetegner i fremsynet kyndighed fortjenstfulde personer, således at det med sin omfattende nåde og gunst ophøjer dem, som udmærker sig ved boglig viden og ædle sæder, og virker for at hædre dem med større velgerninger, eftersom det er rimeligt ved en særlig forsorg at bevilge een enkelt, hvad der ville slå til til flere i det tilfælde, hvor han alene med hensyn til de dyder, han har fået, vides at have, hvad man finder delt op mellem flere. Da vi derfor betænker din retskaffenhed på passende måde og som følge heraf ønsker at vise dig en særlig nåde, bøjer vi os for dine bønner og bevilger dig ved dette brevs myndighed, at du, hvis de tildeles dig på kanonisk vis, uhindret kan modtage andre beneficier, selv om de har sjælesorg knyttet til sig, når blot indkomsterne af disse sammen med de beneficier, du sidder inde med, ikke overstiger en værdi af 100 mark sølv årligt, og frit kan beholde dem sammen med dem, du sidder inde med, uanset bestemmelsen på det almindelige konciliumN og forudsat, at beneficierne ikke på grund heraf unddrages den tjeneste, der skyldes dem, og sjælesorgen i dem på ingen måde forsømmes. Det skal altså overhovedet ikke være tilladt noget menneske at antaste dette vort bevillingsbrev eller i dumdristig forvovenhed handle derimod. Men hvis nogen drister sig til at prøve herpå, skal han vide, at han pådrager sig den almægtige Guds og hans apostle sankt Peders og sankt Paulus' vrede.

Givet i Lyon den 21. juni i vort tredie år.