Sanctissimo patri ac domino Innocencio sacrosancte Romane ecclesie summo pontifici. L. dei gratia Raceburgensis episcopus cum fideli reuerencia deuota pedum oscula beatorum.
Quoniam de uero nobis constat ciuitatem Lubicensem de iure sub imperii dominio existere eiusdem angustiis et miseriis quibus rex Dacie non ueretur Lubicenses continue affligere conpaciendo/ sanctitatis uestre auribus insinuamus quod idem rex Dacie ipsos Lubicenses iniuriose opprimendo et uiolenter impugnando omnibus suis uiribus et studio conatur ciuitatem ab imperio quod in detrimentum nostrum et ecclesie nostre dispendium nimium uergeret segregare et per hoc iuri imperii inmerito derogare. Unde cum pro honore et iure imperii conseruando ipsi ciuitatenses laboribus et expensis/ ipsius regis Dacie iniuriosis impugnationibus uiriliter resistendo grauiter affligantur. idcirco pro ipsis Lubicensibus qui bonum successum ecclesie nostre diligunt et promouent deuotas preces sanctitati uestre effundere decreuimus quatinus de consueta sedis apostolice pietate iamdictis Lubicensibus fere omni solacio destitutis paternum adiutorium et efficax consilium misericorditer impendere dignemini qualiter a crudelissimis manibus ipsius regis Dacie eripiantur et pristine libertati traditi imperio conseruentur. petitiones eciam suas quas uestre sanctitati per Iohannem clericum canonicum Lubicensem porrigunt affectuose audiatis et clementer exaudiatis.
26 L. = Ludolfus.
42 exaudiatis) herefter en bølgestreg, der udfylder resten af linien A.
Til sin højhellige fader og herre Innocens, den hellige og ukrænkelige romerske kirkes høje pave, sender Ludolfus, af Guds nåde biskop af Ratzeburg, i ærbødighed og troskab fromme kys på hans helligheds fod.
Eftersom vi i sandhed er forvissede om, at staden Lybæk med rette hører under kejserrigets magtområde, lader vi det komme Eder for øre, hellige fader, i medfølelse med samme stads trængsler og de ulykker, som kongen af Danmark ikke undser sig for til stadighed at hjemsøge lybækkerne med, at den samme konge af Danmark uretmæssigt undertrykker og voldeligt angriber disse lybækkere og ivrigt søger af alle kræfter at udskille byen fra kejserriget og herved med urette mindske kejserrigets ret, hvilket ville medføre over ordentlig megen skade og tab for os og vor kirke. Da disse byboere, der mandigt modstår den samme konge af Danmarks uretfærdige angreb for at opretholde kejserrigets hæder og ret, af denne grund tynges hårdt, hjemsøgte af anstrengelser og udgifter, har vi derfor besluttet at fremføre hengivne bønner for Eder, hellige fader, til fordel for disse lybækkere, som elsker og befordrer vor kirkes fremgang, om, at I ud af det apostoliske sædes sædvanlige fromhed i miskundhed ville værdiges at yde nysnævnte Lybækkere, der er ladt i stikken næsten uden nogen trøst, Eders faderlige hjælp og virksomme råd, så at de kan udrives af denne højst grusomme danske konges hænder og, når de har fået deres gamle frihed tilbage, bevares for kejserriget og ligeledes kærlighedsfuldt påhøre og mildt bønhøre deres egne anmodninger, som de fremlægger for Eder, hellige fader, ved klerken Johannes, kannik i Lybæk.
Biskop Ludolfs udaterede diplom er tidligere dateret til 1247-48 og til 1249. 10
Skønt brevet er rettet til pave Innocens IV, der indviedes 1243 28. juni, henligger det den dag i dag i arkivet i Lybæk, og ud fra det faktum rejser det spørgsmål sig, om brevet overhovedet er afgået til paven. Efter brevets form at dømme må det tillige have skullet fungere som akkreditiv for den lybske kannik Johannes, der havde til opgave at forelægge stadens synspunkter for paven. At bispen af Ratzeburg optræder i denne forbindelse, kan måske hænge sammen med, at det lybske bispesæde var ledigt, efter at biskop Johannes I var død 1247 8. marts, cf. UB. des Bisthums Lübeck I 93 noten, for endnu så sent som 1247 11. januar, Lübeckisches UB. I nr. 121, bevilgede paven lybækkerne gennem sin legat, den udvalgte biskop af Ferrara, at de ikke behøvede at møde for delegerede dommere, hvis de i stedet mødte for biskop Johannes af Lybæk, men fra 9. juli, Berger I nr. 3136, blev stiftet underlagt ærkebiskop Albertus af Rigas administration. Hvis denne opfattelse af biskop Ludolfs rolle holder stik, må brevet antagelig være affattet engang i tidsrummet marts-juli 1247. Det harmonerer tilsyneladende også med, at det sidste brev, man ellers kender fra biskop Ludolf, udstedtes 1247 12. maj, Mekl. UB. I nr. 593. Om biskop Ludolfs virksomhed herefter og indtil hans dødsdag 1250 29. marts er man uden sikre efterretninger fra samtiden, cf. Masch, Geschichte des Bisthums Ratzeburg, 144-46.