Innocens, Biskop, Guds Tjeneres Tjener, hilser sin elskede Søn, Broder Nicolaus, AlmisseindsamlerN i Klosteret Tournus, Kapellan hos vor elskede Søn Petrus, Kardinalpresbyter af S. Marcello, og vor Nuntius i Danmark, med den apostoliske Velsignelse.

Da Biskop NielsN af Roskilde, salig Ihukommelse, af vor kære Søn i Kristus, Erik, Danmarks høje Konge, som havde besat den befæstede By København og beslaglagt alle de Indtægter, der tilkom Bispen, var blevet tvunget til at drage i Landflygtighed, lod vi ved vor Broder Simon af FranciskanerordenenN, som vi i denne særlige Anledning udsendte til Danmarks Rige, og ved Prælaterne i Riget Kongen formane til at give det ovennævnte tilbage og yde Bispen Sikkerhed for, at han i Fred kunde blive i Riget. Men eftersom Kongen ikke tog Hensyn til deres Formaninger, tilkendte nævnte Broder Simon efter at have faaet oplyst Sandheden om det foran anførte ved Dom vor ærværdige Broder Ærkebisp Uffe af Lund paa Bispens Vegne som hans Stedfortræder i denne Sag, Kirken i Roskilde, den befæstede By og det andet Bispegods, hvilket var hans Ret i Kraft af det apostoliske Hverv. Han paalagde derfor nogle Kanniker ved samme Kirke, at de skulde sørge for at tilbagegive Bispen alt, hvad de under hans Landflygtighed havde oppebaaret af Indtægter, der tilkom ham, tilligemed, hvad de havde kunnet oppebære. Over dem, der nedlagde Indsigelse herimod, og med Navns Nævnelse over Præsten Hasten og nogle Lægmænd fra Roskilde Stift, afsagde han en Banlysningsdom, fordi de var i Besiddelse af noget af det ovennævnte og nægtede at give det tilbage, og overhovedet over alle, som hindrede eller dristede sig til at modvirke, at det, der retteligt tilkom Bispen, blev givet ham tilbage, eller som uden hans eller hans Stedfortræders Samtykke solgte bort af hans Ejendom. Men da Kongen havde hørt dette, forbød han tværtimod under en nærmere fastsat Straf, at nogen maatte staa Bispen eller hans Stedfortræder til Ansvar med Hensyn til det biskoppelige Gods, og han vilde ikke tilbagekalde dette Forbud, skønt vi ved vort BrevN fandt at maatte formane ham dertil. Og saa endte Bispen da sit Liv i Landflygtighed.

Nu tror vi fuldt og fast, at den nævnte Konge, selvom han af en eller anden Grund har baaret Nag til denne Biskop, efter hans Bortgang let vil kunne formaas til at følge et fornuftigt Raad og tøjle sit oprørte Sind, især da vor ærværdige Broder JakobN, nævnte Biskops Efterfølger, er besluttet paa at vinde den høje Konges Naade, naar blot hans Kirkes Rettigheder ikke krænkes. Derfor har vi ved et andet Brev paalagt Dig, at Du personlig begiver Dig til dette Rige og eftertrykkeligt bevæger Kongen til at lade den befæstede By tilbagegive til Bispens Efterfølger, og hvad man ellers har oppebaaret af denne Efterfølgers Rettigheder fra den Tid, hans Forgænger drog i Landflygtighed, samt hvad man havde kunnet oppebære deraf, med skyldig Skadeserstatning og Bod for de Overgreb, Kongen i Mellemtiden har tilføjet den nævnte Kirke, og det uden nogensomhelst Formindskelse, og lade ham i Fred nyde Besiddelsen af Roskildekirken, den befæstede By og alt, hvad der tilkommer ham. Skulde Efterfølgeren ikke selv være tilstede i Riget, skal Du ikke undlade at kræve og forlange det ovenfor anførte paa vore og den romerske Kirkes Vegne. Men hvis Kongen ikke vil tage Hensyn til Dine Formaninger, da skal Du personlig eller ved en eller flere andre gaa frem i Sagen summarisk og uden formelig Rettergang, saaledes at Du sammenkalder Prælater og andre, som Du finder det formaalstjenligt at sammenkalde, hvor det kan ske bekvemt og sikkert, selvom det skulde være nødvendigt at gøre det udenfor det nævnte Rige, naar blot det er nær ved dets Grænser; derpaa skal Du med apostolisk Myndighed lægge de Steder under Kirkens Interdikt, hvortil Kongen, adelige og alle andre, der har tiltaget sig Bispens Gods og Rettigheder, kommer, saalænge de er der, saaledes at der paa det Sted ikke maa holdes nogen Gudstjeneste, bortset fra de døendes Skriftemaal og Smaabørns Daab.

Men for at vi ikke skal forsømme til alvorlig Skade for baade Kongens og vor egen Velfærd at gribe til kraftigere Lægemidler, hvis milde Midler ikke hjælper til at helbrede Kongens alvorlige Sygdom, paalægger vi ved denne apostoliske Skrivelse Dig, vise Broder, at Du, om Du finder det nødvendigt, hvis Kongen og de, der har tiltaget sig Ejendommene, heller ikke paa denne Maade kommer til Fornuft, — efter behørig Ventetid, da Straffen efter Fortjeneste bør øges i Forhold til Syndernes Ulydighed — skal lyse Ban over Kongen, over dem, der støtter ham, og dem, der har tiltaget sig Ejendommene, og det hvad enten de er adelige eller ikke, og lægge dette Rige og disse Mænds Jordegods under Interdikt, og det skal Du om fornødent gøre paa et sikkert Sted, selvom det bliver udenfor Riget, efter dertil at have kaldet dem, som til Sagens Tarv kræves kaldet. Herved skal Du tvinge dem til alt det ovennævnte, og Du skal lade Dommene højtideligt forkynde med Klokkeringning og tændte Lys og sørge for at de ubrydeligt overholdes af alle, indtil passende Bod er givet. Skulde der være nogle, som ikke overholder disse Domme, skal Du med Kirkens Straf tvinge dem til personlig at give Møde hos Dig for at faa, hvad de har fortjent, for at i al Fald paa denne Maade de, der begaar saadanne Misgerninger, kan gribes af Skam og ved at gøre Bod kan forsone sig med Gud, som de ved deres Krænkelser har fjernet sig fra. Dette skal Du gøre, uanset om det af det apostoliske Sæde er tilstaaet Kongen eller nogen anden, at de ikke skal kunne stævnes udenfor Riget, eller at der ikke skal kunne lyses Ban over deres Personer eller forkyndes Interdikt over det nævnte Rige eller alle deres Lande, uanset alle Begunstigelser fra samme Sæde, som kan hindre eller opsætte Udførelsen af vort Paabud eller som udførligt og udtrykkeligt skal omtales i dette Brev, uanset om efter Pavestolens Bevilling intet Medlem af Din OrdenN, vor Søn Nicolaus, er pligtigt at undersøge og udføre saadanne Sager og uanset Bestemmelsen om de to DagsrejserN, som er udstedt paa det almindelige Kirkemøde. Givet i Lyon den 18. Maj i vort Pontifikats 7. Aar.