Innocens, Biskop, Guds Tjeneres Tjener, hilser sin kære Søn i Kristus Erik, Danmarks høje Konge, med den apostoliske Velsignelse.

Alt for længe har man rundt om i Landene maattet høre Roskildekirkens Jammer og Klageraab over den Fornedrelse, den maa lide: af Din mægtige Arm, hvormed Du paa kongelig Vis burde have ophøjet den, er den blevet slaaet ynkværdigt til Jorden, hvilket ikke just øger Din kongelige Værdigheds Glans, som vi ikke ønsker skal formørkes. Vi maa nødvendigvis krænkes i vore Følelser og Tanker over den Forargelse, der breder sig i Folkene ved denne Kirkes Klage og kendes af alle undtagen af den, der ikke ret forstaar, at den Salvelsens Naadegave, som har gjort Dig fremfor Dine Lige til Kristi salvede, ikke giver en Lære af denne Art og ikke har indsat de katholske Konger til saadant. Men bitrere bliver den Brod, som nager vort Hjerte, derved, at vi frygter for, at det Raab, som denne Kirke jævnligt lader lyde i sin store Nød — hvis vi viser os mindre nidkære for at øve Retfærdighed og mere eftergivende overfor et enkelt Menneske i Rettens Haandhævelse end tilbørligt er — da skal stige op til Hævnens GudN i Himlen og vække den almægtige Herskers Vrede ikke blot overfor Synderens Krænkelse, men ogsaa overfor ham, der skulde have dømt Synden, men blot klapper sin Søn med faderlig Mildhed.

Vaagn derfor op, kære Søn, og misbrug ikke med Fare for Din Sjæl Guds Magt, som — medens den holder det Lyn tilbage, hvormed den skulde straffe Brøden— ved milde Midler fører til Bod. Men betænk med angrende og sønderknust Hjerte og ydmygt skælvende Sind, hvor meget Din kongelige Højheds Hæder formindskes, hvor meget der gaar tabt for Din Frelse, hvor megen Vrede der opsamles til den frygtindgydende Dommens Dag derved, at Du sætter Dit Hjerte op mod denne Kirke og i al Din kongelige Styrkes Kraft kæmper imod den — som det tydeligt fremgaar af Kendsgerningerne og manges beskæmmende Omtale. Thi Du har berøvet den dens Friheder og de Gaver, som troende Fyrster i Deres Gavmildhed har skænket den i gamle DageN, hvilket er en ikke ringe Skændsel, og tvunget dens Biskop, salig Ihukommelse, til at leve i Landflygtighed saalænge, til Skæbnens Dag, som denne Modgangs Trængsler maaske har fremskyndet, paa een Gang gjorde Ende paa hans Liv og hans Landflygtighed.

Skønt vi som Følge deraf har gjort os Anstrengelser overfor Dig med kirkelige Formaninger og Bønner og en Faders bekymrede Omhu, for at Du skulde komme til gavnlig Erkendelse og blive betænkt paa at genoprette, hvad Du har forbrudt, har den ovennævnte Kirke dog endnu ikke faaet Ro, saalidt som Du har opnaaet Angerens velfortjente Frugter. Mon Du da mener, kære Søn, at Du efter dette er uskyldig, saa Du i Tryghed kan afvente den strenge Dommer, ret som om Gud, der har dannet øjet, ikke skulde se, eller han, der har skabt Øret, ikke skulde høreN, hvad der sker her paa Jorden? Tror Du mon, at Kongernes Konge, naar den retfærdige Dommens Time kommer, med lukkede Øjne gaar de mægtiges Misgerninger forbi, som fortjener at straffes, og fordeler sine Domme efter Persons Anseelse? Tror Du mon videre, høje Konge, at Du kan være tryg, naar foran Guds Trone dine aandelige Beskytteres Klager højlydt vidner mod Dig, skønt ved deres Hjælp Din Sag skulde føres til en lykkelig Afslutning for den frygtindgydende Dommer, og Du hos dem bør finde Støtte med Bønner og Sakramenter til Opnaaelse af Syndsforladelsens Dom, medens Du befinder Dig paa den Vej, der fører til den uundgaaelige Domstol? Derfor har vi rettet vor Bøn og Opfordring til Dig, milde Konge, og bønfaldt Dig ved Kristus vor Herre, som er al Magts Ophav, at Du skal aftvætte denne Synd af Din Samvittighed og fjerne denne Plet af Din ophøjede Kongeværdigheds straalende Glans og med tilbørlig Æresbevisning og skyldig Gunst antage Dig vor ærværdige Broder Jakob, Biskop af Roskilde — med hvem vi, da han i rigt Maal har faaet mange Dyder i Gave, har tørret Taaren af den nævnte Kirkes Kind i dens Enkestand ved efter vore Brødres Raad at stille ham i Spidsen for den som dens Biskop og Hyrde i Betragtning af, at Du, høje Konge, tillidsfuldt kan støtte Dig til hans rene Tro, om hvem vi ved, at han af oprigtig Kærlighed til Dig er nidkær for Din Frelse — og antage Dig hans Sendebud, og fuldt og helt tilbagegive ham den ham troede Kirkes Besiddelser og de andre røvede Rettigheder, raade Bod de Skader, den har lidt, og lade den nyde kirkelig Frihed og Ære med fuld Sikkerhed for Personer og Ting. Havde Du endvidere maaske til hans Forgængers Person fattet et Nag, so har tilskyndet Dig til at forvolde Kirken Tab, bør dette nu være helt forsvundet sammen med dets Aarsag, for at Du ikke ved at overføre din Sindsstemning paa hans uskyldige Efterfølger skal faa Udseende af hidtil at have forfulgt ikke ham personlig, men hans Kirke, til større Vanære for Din kongelige Magt. Tag da nu, kære Søn, imod Din Faders Formaninger, naar han bønfalder Dig med oprigtig Mildhed og Kærlighed, og laan dem Øre i sønlig Kærlighed, naar de kommer til Dig gennem ham, som vi i denne Anledning har villet sende til Dig, vor elskede Søn Broder Nicolaus, Almisseindsamler i Klostret Tournus, Kapellan hos vor elskede Søn Petrus, Kardinalpresbyter af S. Marcello, saa at den nævnte Kirke fuldtud kan glemme den udstaaede Plage og ved den sin kærlige Forbøn forsone Gud, som var krænket ved de Forurettelser, havde lidt, med Dig og Dit Rige, og vi som Følge deraf kan yde Dig, høje Konge, velfortjent Lov og Pris og Taksigelse og atter faa stor Glæde af Dig med Herren, naar det viser sig, at Du elsker Retfærdighed og hader Uretfærdighed, hvorfor Herren Din Gud har salvet Dig. Givet i Lyon den 21. Maj i vort Pontifikats 7. Aar.