Til den højærværdige Fader og Herre i Kristus Jakob, af Guds Naade Biskop i Roskilde, Broder Adam med Ønske om Fred i det timelige og Ære i Evigheden.

Velsignet være det himmelske Forsyns vidtskuende Anordning, der har ophøjet Eder, udmærkede og vise Fader, hvis Vandel er anerkendt, og hvis Visdom er fremragende, hvis Nidkærhed er saliggørende, og hvis Langmodighed har bestaaet sin Prøve, og som paa synlig Vis er blevet kronet med straalende Hædersbevisninger, til Bispeværdighedens højhellige Tinde i Overensstemmelse med den evangeliske Bestemmelses vanskelige Krav, ikke mindst i en slet Tids farefulde Stunder, da man ser det uhyrlige Syn i næsten hele Kristenheden, at de, der har opnaaet det himmelske Hverv at skulle bringe Frelse, fordrejer den højeste Værdighed, den klareste Sandhed og den mildeste Hellighed til pralende Magtbrynde, afmægtig Vindesyge og smudsigt Begær — ak! ak! ak! — et Syn, der er saa meget desto afskyeligere, som det fører til Fortabelse.

Derfor raser mod Guds Rige allevegne en hidtil uhørt Vildskab i alle mulige Former, som om Helvede havde sprængt sine Lænker, og Satan var sluppet løs; det rystes af de afsindiges Voldshandlinger, forføres af Bedragernes Falsknerier, nedbrydes af de frafaldnes Forstokkethed og undergraves af Kætternes Vranglærdomme, saaledes at vi næsten erfarer mere af den gruopvækkende Virkelighed, vi ser for vore Øjne, end vi gisner af Profeternes frygtelige Spaadomme, og saaledes at de udvalgtes Skare med en uafbrudt og uafladelig Taarestrøm maa sørge over Sjælenes uoverskuelige Affolkning og Legemernes uforklarlige Fald.

Eller er det mon ikke just disse Ulykker, Kirken døjer med de Prælater, der ikke blot bryder med Mose Lov og derfor dør uden Barmhjertighed, men fortjener meget værre Straf, da de træder Guds Søn under Fod og agter Pagtens Blod, hvormed de blev helligede, for urent og forhaaner Naadens AandN? Det er mod dem, JesajaN udstøder sin Forbandelse: »Alle I Markens Dyr, kom hid og æd, alle I Dyr i Skoven. Blinde er alle detsN Vogtere, intet ved de, alle er stumme Hunde, som ikke kan gø, de ligger og drømmer, de elsker Søvn; graadige er de Hunde, kender intet til Mæthed, og saadanne Folk er Hyrder! De skønner intet, de vender sig hver sin Vej, hver søger sin Fordel, fra den højeste til den laveste. 'Kom, saa henter jeg Vin, vi drikker af Mosten; som idag skal det være imorgen, ovenud herligt'«. Mod dem raaber ogsaa MikaN, der siger: »Hør det, I Jakobs Huses Høvdinger, I Dommere af Israels Hus, I som afskyr Ret og gør alt, som er lige, kroget, som bygger Zion med Blod og Jerusalem med Uret. Dets Høvdinger dømmer for Gave, dets Præster kender Ret for Løn, dets Profeter spaar for Sølv og støtter sig dog til Herren. 'Er Herren ej i vor Midte? Over os kommer intet ondt'. For Eders Skyld skal derfor Zion pløjes som en Mark, Jerusalem blive til Grushobe, Tempelbjerget til Krathøj.«

Hvad andet er tilbage for den hellige Ypperstepræst, som Gud har udvalgt, under den faldende Kirkes frygtelige Farer, end at efterligne den hellige Apostel med rene Bønner, klare Overvejelser og hellige Betragtninger og være afsindig for Guds Skyld, besindig for FolketsN med Livets Tale, Uskyldighedens Eksempel og himmelske Kærlighedsgaver; hist bøjer han det guddommelige mod det menneskelige, her hæver han det menneskelige mod det guddommelige, saaledes at han med den himmelske Lovgiver, der foretrækker, at fromme Kirkefyrster anvender den ovenfor anførte Form fremfor den enkelteN, uafbrudt og utrætteligt kan færdes paa de Stier, der fører fra Sletten til Bjergets Top og fra Bjergets Top tilbage til Sletten, hist kan hæves til Delagtighed i Guddommen, her gøre sig ringe for at tjene Menneskeheden. Og da den Engel, der tjener Hærskarernes Herre, staar paa Jakobs Stige og snart stiger op for at bringe Verdens Sag frem for den Højeste, snart stiger ned for at bringe den Højestes Mildhed til Verden, skal han hist betragte den himmelske Orden, her søge denne Orden indført paa Jorden.

Dette er, saaledes som I, høje Fader, med Eders Lærdoms Flid ved det bedre, hvad der med ubøjelig Strenghed, naar den forfærdelige Prøve stiller sine ubønhørlige Krav, vil blive fordret af dem, der er blevet ophøjede til det kirkelige Styres frygtelige Højder. Thi derved kaldes i al Fald gennem Helligdommens Vogtere endog de urimeligeN til Frelse, og de milde opnaar Salighed; derpaa bør der nu gives Agt med saa meget desto større Aarvaagenhed, jo mangfoldigere i disse Dage de ugudeliges Ondsind allevegne ses at rase, for at ogsaa, hvad der ved Fjendernes uhyrlige Afsind drives mod Fordærvelsens Afgrund, kan blive frelst ved Kirkefyrsternes saliggørende Hellighed; først da kan dette opfyldes, hvis Bisperne sikrer sig kraftig Støtte og kloge Raad og rene Tjenere og retfærdige Dommere og desuden kun overlader Kirkens Tøjler til dem, som Frelserens Ord med særlig Omhu beskriver, idet han sigerN: »Sørg derfor for at finde nogle vise og erfarne Mænd, hvis Vandel er anerkendt i deres Stamme, og jeg vil sætte dem i Spidsen for Eder« — de vise for at lære Eder den sande Tro og hæderlig Vandel, de erfarne for at fordele Himlens Sakramenter og min Hjælp til denne Verden. Ved en anerkendt Vandel i deres Stamme, tror jeg, menes den Vandel, om hvilken man kan sandsynliggøre, at den ved Kødets Spægelse og Hjertets Ruelse findes hos de enkelte, der er udmærkede ved kirkelige Grader. Dette rører jeg kun flygtigt ved; thi jeg ved, med hvem jeg taler, nemlig en from Præst, kyndig i TaleN. Jeg ved, at det er tilstrækkeligt at have givet den vise en Antydning.

Med Hensyn til Udsættelsen af det helsebringende Anliggende, som I med en hellig Nidkærheds aarvaagne Omhu (har fremmet)N angaaende de engelske Brødre, der skulde sendes Eder til Hjælp for at støtte Eders frelsende Værk, vilde Smerten tynge mit saarede Hjerte, hvis ikke jeg kunde forlade mig paa den sikre Forvisning, at Gud, der i sin Mildhed ved bedre Raad og ikke overhører fromme Ønsker, fordi han altid sørger for at opflamme Fromhedens Iver, med større Naade vil føre Sagen igennem og hans velvillige Forsyn fuldbyrde den, saa den faar den ønskede Udgang.

Bispen af LincolnN og den engelske Ministers StedfortræderN og Broder Thomas af York har med min Ringheds beskedne Bistand, fra den Dag, da vi modtog Eders Brev indtil Dagen for den hellige Johannes Døberens Fødsel, overfor den anførte Sag udvist aarvaagen Opmærksomhed og anstillet velovervejede Raad med Tanke paa Guds Ære og paa Eder, høje Fader.

Og da den ønskede Virkning kunde haabes, traadte legemlig Sygdom hindrende i Vejen, og skønt nogle anførte som en Befaling Generalministerens milde Tryk, vilde den Broder, der syntes at være mest egnet dertil og derfor, ikke uden mange Besværligheder, blev kaldet, ingenlunde give sit Minde til at drage til Danmarks Egne, ligesaalidt som andre.

Men jeg mener, at hvis I billiger det og Sagen kræver det, den engelske Provincialminister, naar han vender tilbage fra Generalkapitlet, efter at have opnaaet en mere tvingende Bemyndigelse fra sine overordnede, med Guds Hjælp til den højestes Ære og Sjælenes Frelse i det Land vil kunne imødekomme det, som I, hellige Fader, saa prisværdigt ønsker at opnaa.

Eders Klerk, vor kære Broder i Kristus Jakob, som I har sendt for at udføre det ovennævnte Anliggende, og som en ganske særlig aarvaagen Ar bejdsiver og vidtskuende Kløgt, mild Velvilje og langmodig Udholdenhed, (har holdt tilbage)N hos Bispen af Lincoln, og de andre, sammen med hvilke han har skullet fremme Eders paa mangfoldig Vis anbefalelsesværdige Ønske, beder jeg Eder, ærværdige Fader, ydmygt om naadigt og godt at tage imod i Herrens Navn.

Maatte den Salighed, vi ønsker Eder, forblive ubeskaaret i Jesus Kristus og den højhellige Jomfru, ved hvis Mellemkomst jeg beder om, at den Allerhøjeste maa tilstaa Eder under de truende og frygtelige Farer at føre det, som I klogt bestemmer og kraftigt udfører under Udvisning af Maadehold og Ligelighed ialt, til den Afslutning, hvor Gud er, (som virker)N alt i alle, i sikker Evighed og fuldkommen Fred.