Alexander, Biskop, Guds Tjeneres Tjener, hilser sin højtelskede Søn i Kristus Kristoffer, de Danskes høje Konge, med den apostoliske Velsignelse.

Det er rimeligtN, at vi uden Indvending giver vort Samtykke til de bedendes berettigede Bønner, og at vi opfylder de Ønsker, der ikke afviger fra Fornuftens Vej, saa de naar at virkeliggøres. Da fordum Frederik, Siciliens daværende Konge, der var valgt til romersk Kejser, for ukrænket at bevare Fred og Enighed mellem Kejserriget og Danmarks Rige og for at holde Rigens Fjender i Ave med Samtykke af Tysklands Fyrster til Dit Rige har lagt alle til Kejserriget hørende Egne Nord for Elben og Elde, som Kong Knud, salig Ihukommelse, Din Broder, udæsket af Overgreb, og Du selv sammen med ham, har erhvervet, og hvad Din Broder besad i Vendernes Land gennem sin Faders og sin egen Erhvervelse — som det tydeligt fremgaar af et Originaldokument derom — erklærer vi, idet vi bøjer os for Dine Bønner, at, hvad samme Konge med Raad og Samtykke af Fyrsterne for Fredens Skyld har gjort i denne Sag, skal være gyldigt, bekræfter det med vor pavelige Myndighed og stadfæster det med nærværende Brevs Værn. Intet Menneske maa driste sig til at bryde dette vort Stadfæstelsesbrev eller i ubesindig Forvovenhed gaa imod det. Hvis nogen drister sig til at forsøge det, skal han vide, at han derved vil paadrage sig Gud den almægtiges og hans hellige Apostle Petrus' og Paulus' Vrede. Givet i Anagni den 28. Juni i vort Pontifikats andet Aar.