Alexander, Biskop, Guds Tjeneres Tjener, hilser sine ærværdige Brødre Rudolf, Biskop af Schwerin, Johan, Biskop af Lübeck, og Simon, Biskop af Paderborn, med den apostoliske Velsignelse.

Hvis Danmarks høje Konge omhyggeligt mærkede sig de Velgerninger, han har modtaget af Herrens Haand, vilde han til visse ikke blot forsigtigt undlade at fortørne Gud, men ogsaa ydmygt føje sig efter hans Beslutninger. Thi fra ham, som giver Kongerne deres KongemagtN, har han sit kongelige Scepter og staar over mange i Magt som den, der har faaet Kongekronen. Hvorfra da en saa tøjlesløs Dristighed og en saa uhyrlig Forvovenhed, at denne Konge forfølger sin Velgører i hans Tjenere? Og at han ikke tager hans Velgerninger i BetragtningN? Hvis vi om hans Handlinger hørte noget, der fortjente Ros, vilde vi glæde os, og naar det modsatte indtræffer, bedrøves og sørger vi ikke lidet. Det fylder os med Sorg, naar vi erfarer, at denne Konge har ladet vor ærværdige Broder, Ærkebispen af Lund, Sveriges Primas, et hæderværdigt Medlem af Kirken, tage tilfange og kaste i Fængsel med Tilsidesættelse af al Gudsfrygt. Den vanærende Maade, hvorpaa han blev taget tilfange, og hvordan Kongens Drabanter satte en Hue af Rævehaler paa hans hellige Hoved, klædte ham i Lægmands Dragt, bandt hans Fødder og slæbte ham til et trangt FængselN, det undlader vi her at berette, især fordi Ord næppe kan udmale den Vold, de nævnte Drabanter skændigt har tilføjet ham. Vor ærværdige Broder, Bispen af Roskilde, har samme Konge tvunget til at drage i Landflygtighed efter i fræk Forvovenhed at have befalet, at han skulde bringes ham død eller levende. Og for at Ærkebispen ikke skulde have noget Middel til at slippe fri, har han ladet vore elskede Sønner, Provsten og Ærkedegnen i Lund, som af den Grund personligt agtede at begive sig til det apostoliske Sæde, gribe og holder dem nu i et mørkt Fængsel.

Derfor er ogsaa vor Vrede over dette paa Retfærdighedens Bud blusset op saa stærkt, at vi, hvis ikke Kongen ved hurtig Oprejsning klogt søger at raade Bod herpaa, da vil gaa saa kraftigt frem imod ham, at Straffen kan lære ham, hvor langt han har vovet sig ud, eller rettere hvor meget han har forbrudt sig i den nævnte Sag. Men da Advarsel bør gaa forud for Straf; og lemfældige Midler bør anvendes, førend Sværdet drages for at slaa løs, paalægger vi Eder, Brødre, ved denne apostoliske Skrivelse strengt i Kraft af Eders Lydighedspligt, at I personligt eller ved andre lader Kongen formane og eftertrykkeligt bevæge til inden en Maaned efter denne Eders Formaning uden at rejse nogen Vanskelighed at gengive Ærkebispen, Provsten og Ærkedegnen deres Frihed og lade dem drage uhindret bort; for de Fornærmelser, han har tilføjet Ærkebispen og Kirken, som han derved ses at have udæsket stærkt imod sig, skal han give fuld Oprejsning. Skulde han ikke rette sig efter Eders eller rettere vore Formaninger, da skal I lade ham selv og alle hans Raadgivere i denne uretfærdige Sag offentlig erklære for banlyste med Udelukkelse af Appel, og I skal lade dette forkynde paa alle Søn- og Helligdage med Klokkeringning og tændte Lys paa Steder, hvor I finder det hensigtsmæssigt, og baade personlig og ved andre sørge for, at alle undgaar dem. Hvis han heller ikke da gør det, I formaner ham til, men efter den Tid en Maaned igennem fremturer i sin Forhærdelse og Ondskab, skal I lægge Danmarks Rige og de Steder, hvor Ærkebispen holdes fangen, under Interdikt, saaledes at der ikke maa holdes Gudstjeneste der, og intet af Kirkens Sakramenter maa uddeles bortset fra Barnedaab og døendes Skriftemaal. Det samme skal I gøre paa alle Steder, hvortil Kongen kommer, saalænge han bliver der, og iøvrigt skal I fare frem imod ham, som Straffens Art og den forhærdedes vidtdrevne Frækhed kræver det, idet I paakalder den verdslige Arms Hjælp til det, og saaledes at I efter forudgaaende Formaning med Udelukkelse af Appel tvinger dem, der ikke vil rette sig herefter, med Kirkens Straf; uanset Bestemmelsen om de to DagsrejserN, der er udstedt paa det almindelige Kirkemøde, og uanset om det maatte være bevilget Kongen af det apostoliske Sæde, at han ikke kan banlyses, eller hans Rige lægges under Interdikt ved Brev fra Pavestolen, medmindre dette fuldstændig og udtrykkelig omtaler denne Bevilling, og uanset enhver anden Begunstigelse af Pavestolen, som kan hindre eller blot hæmme Virkningen af dette Brev. Vi erklærer nemlig alle Breve, Bevillinger, Kautioner, Afkald, Aftaler, Afhændelser og lignende, som foretages af Ærkebispen, saalænge han saaledes sidder fangen, — selvom de ogsaa vides at være edelig bekræftede, — for ganske magtesløse at være, saaledes at Ærkebispen eller hans Efterfølgere ingenlunde skal være forpligtede til at overholde dem. I det Hverv, der saaledes er overdraget Eder, skal I gaa frem saaledes, at Kongen maa rødme over sin Ondskab, og Adgangen til at vove noget lignende derved spærres for andre. Givet i Anagni den 4. Juni i vort Pontifikats 5. Aar.