forrige næste

Tekst efter 2514:

Alexander episcopus (seruus seruorum dei) uenerandis fratribus, <..> Suerinensi, <..> Lubicensi, <..> Padneburgensi episcopis salutem (et apostolicam benedictionem) ♦ Si rex Daciæ illustris diligenter attenderet beneficia, quæ de manu domini suscepit, profecto ab ipsius offensa non solum prudenter retraheret manus suas, sed se ipsius beneplacitis humiliter coaptaret. ♦ Ab ipso enim, per quem reges regnant, obtinet sceptrum regni, multisque potestate præeminet, regio diademate insignitus, ♦ Unde ergo præsumptio tam effrænis et temeritatis impetus tam enormis, quod idem rex benefactorem huiusmodi in suis ministris persequitur? ♦ Quod eius beneficia? ♦ Et quidem, si quicquam de ipsius actibus perciperemus dignum laude, gauderemus, † etsi contrarium accidit, non considerat nec aduertit †. dolemus non modicum et tristamur. ♦ Non sumus ergo doloris expertes, eo quod sicut accepimus, idem rex uenerandum fratrem nostrum archiepiscopum Lundensem Sueciæ primatem honorabile quidem membrum ecclesiæ capi et carcerali mancipari custodiæ, diuino postposito timore procurauit. ♦ Ignominiosum uero eius captionis modum et qualiter satellites dicti regis eius sacro uertici capellum de caudis uulpium imponentes, eum indutum ueste laica, ligatis ipsius pedibus ad carceris angustias abduxerunt, narrare ad præsens omittimus: maxime cum sermonis series iniuriam uix possit attingere, quam supradicti satellites sibi nequiter irrogarunt. ♦ Uenerabilem uero Roskildensem episcopum fratrem nostrum idem rex exulare coegit, quem sibi uiuum uel mortuum iusserat ausu temerario præsentari. ♦ Et ut eidem archiepiscopo non adesset liberationis remedium dilectos filios præpositum et archidiaconum Lundenses propter hoc ad sedem apostolicam accedentes personaliter, capi faciens, ipsos detinet atro carceri mancipatos. ♦ Porro suadente iustitia in tantum super hoc accen ditur zelus noster, quod nisi dictus rex per celerem satisfactionem remedium prudenter duxerit sibi prouidendum, taliter procedere curabimus contra ipsum, quod pæna docente cognoscet, quantum excesserit, imo deliquerit in præmissis. ♦ Uerum quod monitio debet esse pænæ præambula et prius quam adhibetur incisionis gladius, lentis remediis est utendum. fraternitati uestræ per apostolica scripta in uirtute obedientiæ districte mandamus, quatenus præfatum regem per uos uel alios monere ac efficaciter inducere procuretis, ut infra unum mensem post huiusmodi admonitionem uestram archiepiscopum, præpositum nec non archidiaconum præfatos absque difficultate qualibet pristinæ libertati restituens, eos libere abire permittat. ♦ De irrogatis iniuriis eidem archiepiscopo et ecclesiæ, quam ex hoc contra se nimium prouocasse dignoscitur, plenariam satisfactionem impendat, ♦ Quod si uestris uel nostris potius monitis acquiescere non curauerit, ipsum extunc et omnes eius in hac iniquitate consiliarios faci<atis>, appellatione remota singulis diebus dominicis et festiuis, pulsatis campanis et candelis incensis in locis quibus expedire uideritis, excommunicatos publice nuntiari, et faci<atis> per uos et alios ab omnibus euitari. ♦ Et si nec sic uestra impleuerit monita, sed postea per mensem in sua pertinacia et malitia permanserit, supponatis regnum Daciæ ac loca in quibus eundem archiepiscopum detineri contigerit ecclesiastico interdicto. ita quod nullum in eis celebretur diuinum officium aut exhibeatur, præter baptisma paruulorum et poenitentias mor<ientium>, ecclesiasticum sacramentum. faciendo non minus hoc idem de quolibet loco, ad quem rex præfatus peruenerit, quamdiu morabitur in eodem. processuri alias contra ipsum, prout pænæ qualitas et proteruitas exigerit pertinaci<æ>.inuocato ad hoc (auxilio brachii secularis) contradictores (per censuram ecclesiasticam monitione premissa sublato appellationis obstaculo compescendo) non obstante constitutione de duabus dietis in concilio generali edita, seu si eidem regi ab apostolica sede indultum existat, quod excommunicari non possit, uel regnum ipsum interdicto supponi, per litteras apostolicas nisi plenam et expressam fecerint de indulto huiusmodi mentionem, uel quauis alia indulgentia sedis eiusdem, per quam effectus præsentium quomodolibet impediri ualeat,seu etiam retardari. ♦ Nos enim omnes literas, concessiones, fideiussiones, renunciationes, conuentiones, alienationes et his similia, si qua ab eodem archiepiscopo sic detento facta fuerint, etiamsi iuramento uallata noscantur, nullius extunc penitus esse uolumus firmitatis,, ita quod ad obseruationem prænotatus archiepiscopus uel successores eius in posterum nullatenus teneantur. ♦ Uos autem in negotio uobis commisso taliter procedatis, ut præfatus rex de sua malitia erubescat, et per hoc cæteris attentandi similia aditus præcludatur. ♦ Datum Anagniæ pridie nonas iunii. pontificatus nostri anno quinto.

1 Alexander episcopus (seruus seruorum dei)] Krarup-Norvin. Alexander dei gratia episcopus etc. 2514. Alexander dei gratia episcopus 2513.

— uenerandis] uenerabilibus Krarup-Norvin.

— <..>=Rudolfo] mgl. mss.

2 <..>=Iohanni] mgl. mss.

— <..>=Simoni] mgl. mss.

— Padneburgensi=Paderburnensi.

— (et apostolicam benedictionem)] Krarup-Norvin. etc. mss.

4 ipsius offensa] ipsis offensa 2513. ipsis offensis in apogr. Luxd. Suhm.

6 multisque] multis quod 2513.

7 præeminet] præmineat 2513.

9 persequitur] prosequitur 2513.

— beneficia] non considerat nec aduertit tilf. Gertz cf. l. 11, sandsynligvis med rette, etsi i l. 70 skal da læses et si.

10 actibus] artibus 2513.

11 non considerat nec aduertit] udelader Gertz.

13 uenerandum] mss. uenerabilem Krarup-Norvin.

14 capi] rapi 2513

— et] mgl. 2513

— carcerali] rettet fra carcerati 2514 carcerati et 2513.

15 captionis] raptionis 2513.

17 eum] cum 2513.

18 omittimus] omittemus 2513.

19 quam] quia 2513.

24 capi] rapi 2513.

25 in tantum] interim 2513.

1 nisi dietus] uero predictus 2513.

3 imo] uno 2513.

8 uestram] 2513. uestrum, rettet fra uestram 2514.

10 restituens] restitutos 2513.

14 faci<atis>] Gertz, Krarup-Norvin. facientes 2514. faciemus 2513. faciamus in apogr. Luxd. Suhm.

16 faci<atis>] Gertz, Krarup-Norvin. facientes 2514. faciemus 2513 faciamus in apogr. Luxd. Suhm.

20 celebretur diuinum] diuinum celebretur 2513.

— præter] propter 2513.

21 poenitentias] primitias 2513.

— mor<ientium>] Gertz. mortuorum mss.

22 idem] uidelicet 2513.

— peruenerit] peruenit 2513.

24 exigerit] exegerit 2513.

— pertinaci<æ>] Gertz. pertinacis mss.

— (auxilio indtil secularis)] etc. mss.

25-26 (per .. compescendo)] etc. mss.

27 dietis] dictis 2513.

2 huiusmodi] huius 2513.

3 mentionem] intentionem 2513.

— præsentium] præsentiæ 2513.

4 quomodolibet] quomodo 2513.

6 his] si 2513

— qua] quæ 2513.

— etiamsi] etsi 2513.

6: cf. Proverb. 8,15.

26: c. 28 X de rescriptis I 3.

Alexander, Biskop, Guds Tjeneres Tjener, hilser sine ærværdige Brødre Rudolf, Biskop af Schwerin, Johan, Biskop af Lübeck, og Simon, Biskop af Paderborn, med den apostoliske Velsignelse.

Hvis Danmarks høje Konge omhyggeligt mærkede sig de Velgerninger, han har modtaget af Herrens Haand, vilde han til visse ikke blot forsigtigt undlade at fortørne Gud, men ogsaa ydmygt føje sig efter hans Beslutninger. Thi fra ham, som giver Kongerne deres Kongemagt, har han sit kongelige Scepter og staar over mange i Magt som den, der har faaet Kongekronen. Hvorfra da en saa tøjlesløs Dristighed og en saa uhyrlig Forvovenhed, at denne Konge forfølger sin Velgører i hans Tjenere? Og at han ikke tager hans Velgerninger i Betragtning? Hvis vi om hans Handlinger hørte noget, der fortjente Ros, vilde vi glæde os, og naar det modsatte indtræffer, bedrøves og sørger vi ikke lidet. Det fylder os med Sorg, naar vi erfarer, at denne Konge har ladet vor ærværdige Broder, Ærkebispen af Lund, Sveriges Primas, et hæderværdigt Medlem af Kirken, tage tilfange og kaste i Fængsel med Tilsidesættelse af al Gudsfrygt. Den vanærende Maade, hvorpaa han blev taget tilfange, og hvordan Kongens Drabanter satte en Hue af Rævehaler paa hans hellige Hoved, klædte ham i Lægmands Dragt, bandt hans Fødder og slæbte ham til et trangt Fængsel, det undlader vi her at berette, især fordi Ord næppe kan udmale den Vold, de nævnte Drabanter skændigt har tilføjet ham. Vor ærværdige Broder, Bispen af Roskilde, har samme Konge tvunget til at drage i Landflygtighed efter i fræk Forvovenhed at have befalet, at han skulde bringes ham død eller levende. Og for at Ærkebispen ikke skulde have noget Middel til at slippe fri, har han ladet vore elskede Sønner, Provsten og Ærkedegnen i Lund, som af den Grund personligt agtede at begive sig til det apostoliske Sæde, gribe og holder dem nu i et mørkt Fængsel.

Derfor er ogsaa vor Vrede over dette paa Retfærdighedens Bud blusset op saa stærkt, at vi, hvis ikke Kongen ved hurtig Oprejsning klogt søger at raade Bod herpaa, da vil gaa saa kraftigt frem imod ham, at Straffen kan lære ham, hvor langt han har vovet sig ud, eller rettere hvor meget han har forbrudt sig i den nævnte Sag. Men da Advarsel bør gaa forud for Straf; og lemfældige Midler bør anvendes, førend Sværdet drages for at slaa løs, paalægger vi Eder, Brødre, ved denne apostoliske Skrivelse strengt i Kraft af Eders Lydighedspligt, at I personligt eller ved andre lader Kongen formane og eftertrykkeligt bevæge til inden en Maaned efter denne Eders Formaning uden at rejse nogen Vanskelighed at gengive Ærkebispen, Provsten og Ærkedegnen deres Frihed og lade dem drage uhindret bort; for de Fornærmelser, han har tilføjet Ærkebispen og Kirken, som han derved ses at have udæsket stærkt imod sig, skal han give fuld Oprejsning. Skulde han ikke rette sig efter Eders eller rettere vore Formaninger, da skal I lade ham selv og alle hans Raadgivere i denne uretfærdige Sag offentlig erklære for banlyste med Udelukkelse af Appel, og I skal lade dette forkynde paa alle Søn- og Helligdage med Klokkeringning og tændte Lys paa Steder, hvor I finder det hensigtsmæssigt, og baade personlig og ved andre sørge for, at alle undgaar dem. Hvis han heller ikke da gør det, I formaner ham til, men efter den Tid en Maaned igennem fremturer i sin Forhærdelse og Ondskab, skal I lægge Danmarks Rige og de Steder, hvor Ærkebispen holdes fangen, under Interdikt, saaledes at der ikke maa holdes Gudstjeneste der, og intet af Kirkens Sakramenter maa uddeles bortset fra Barnedaab og døendes Skriftemaal. Det samme skal I gøre paa alle Steder, hvortil Kongen kommer, saalænge han bliver der, og iøvrigt skal I fare frem imod ham, som Straffens Art og den forhærdedes vidtdrevne Frækhed kræver det, idet I paakalder den verdslige Arms Hjælp til det, og saaledes at I efter forudgaaende Formaning med Udelukkelse af Appel tvinger dem, der ikke vil rette sig herefter, med Kirkens Straf; uanset Bestemmelsen om de to Dagsrejser, der er udstedt paa det almindelige Kirkemøde, og uanset om det maatte være bevilget Kongen af det apostoliske Sæde, at han ikke kan banlyses, eller hans Rige lægges under Interdikt ved Brev fra Pavestolen, medmindre dette fuldstændig og udtrykkelig omtaler denne Bevilling, og uanset enhver anden Begunstigelse af Pavestolen, som kan hindre eller blot hæmme Virkningen af dette Brev. Vi erklærer nemlig alle Breve, Bevillinger, Kautioner, Afkald, Aftaler, Afhændelser og lignende, som foretages af Ærkebispen, saalænge han saaledes sidder fangen, — selvom de ogsaa vides at være edelig bekræftede, — for ganske magtesløse at være, saaledes at Ærkebispen eller hans Efterfølgere ingenlunde skal være forpligtede til at overholde dem. I det Hverv, der saaledes er overdraget Eder, skal I gaa frem saaledes, at Kongen maa rødme over sin Ondskab, og Adgangen til at vove noget lignende derved spærres for andre. Givet i Anagni den 4. Juni i vort Pontifikats 5. Aar.