Urbanus episcopus seruus seruorum dei dilectis filiis nobilibus uiris consulibus et comunitati Lubicensi/ salutem et apostolicam benedictionem. ♦ Non sine mentis turbatione referimus/ quod nobiles uiri Gerardus et Iohannes comites Halsatie/ carissimum in Christo filium nostrum Ericum regem Datie illustrem etate tenerum et proprii genitoris auxilio destitutum/ uariis ut accepimus persecutionibus affligentes ad regnum eius toto conamine manus iniuriosas et uiolentas extendunt falso pretendentes regnum ipsum ad quosdam eorum spectare nepotes filios uidelicet quondam Abel/ qui uirtute prorsus humanitatis abiecta/ clare memorie Ericum regem Datie germanum suum patruum prefati regis seuo dicitur gladio peremisse. ♦ Uerum non minori amaritudine uiscera nostra turbantur super eo quod dicti comites carissimam in Christo filiam nostram Margaretam reginam Datie illustrem matrem prefati regis/ dum ad defensionem dicti regni se contra ipsos opponeret/ necnon uenerabilem fratrem nostrum episcopum Sleswicensem/ et nonnullos alios qui secum aderant captiuarunt/ et captos faciunt sub diri detentione carceris macerari. ♦ Decetitaque nos tanquam orphanorum patrem et iudicem uiduarum maturum super hiis adhibere consilium/ ne personarum que sub speciali sedis apostolice protectione consistunt/ dissimulare uideamur iniurias et rem tam pernitiosi exempli cum patientia tolerare. ♦ Sperantes igitur immo pro firmo tenentes/ quod saltem consideratione dei/ cuius in hac parte negotium agitur/ ad eripiendos eosdem/regem reginam episcopum et captiuos alios de crudelium manibus/ necnon ad tuitionem regni prefati/ ne quod absit relinquatur miserabiliter indefensum/ apponatis fauorem consilium et auxilium oportuna uniuersitatem uestram rogamus et hortamur attente/ quatinus contra dictos comites ea facerestudeatis/ que huiusmodi negotio uideritis profutura exercitum etiam contra ipsos si opus fuerit congregando. ita quod exinde uobis premium retributionis eterne proueniat/ et dignis apud deum/ ac sedem apostolicam/ mereamini laudibus commendari. ♦ Datum Uiterbii v idus maii pontificatus nostri anno primo.
16 Halsatie = Holsatie.
Urban, Biskop, Guds Tjeneres Tjener, hilser de velbyrdige Raadmænd og Lübecks Borgerskab med den apostoliske Velsignelse.
Ikke uden Oprør i vort Sind meddeler vi, at de velbyrdige Grever Gerhard og Johan af Holsten, efter hvad vi hører, paa forskellige Maader for følger vor kære Søn i Kristus Erik, Danmarks høje Konge, som er ung af Aar og berøvet sin Faders Støtte, og at de af al deres Magt med Uret og Vold udstrækker deres Hænder efter hans Rige, idet de falskelig paastaar, at Riget tilkommer deres Søsterbørn, Sønner af afdøde Abel, som siges at have traadt al menneskelig Følelse under Fødder og grumt at have ladet sin egen Broder Kong Erik af Danmark, højlovlig Ihukommelse, nævnte Konges Farbroder, slaa ihjel. Men ikke mindre bittert oprører det os i vort Inderste, at de nævnte Grever har taget vor kære Datter i Kristus Margrete, Danmarks høje Dronning, Kongens Moder, tilfange, da hun satte sig til Modværge mod dem for at forsvare Riget, sammen med vor ærværdige Broder Bispen af Slesvig og adskillige andre, som stod paa deres Side, og at de nu lader dem pine og plage i grusomt Fængsel. Derfor bør vi med Hensyn hertil som de faderløses Fader og Enkernes Beskytter gaa frem efter modent Overlæg, for at vi ikke skal synes at se gennem Fingre med den Uret, der tilføjes Personer, som staar under det apostoliske Sædes særlige Beskyttelse, og taalmodigt finde os i en saa mislig Sag. Vi haaber og tror fuldt og fast, at I i al Fald for Guds Skyld, hvis Sag det her gælder, vil yde al Eders Bistand og Medvirkning i Raad og Daad, hvortil der gives Eder Lejlighed, for at udfri nævnte Konge og Dronning, Biskop og andre Fanger, af de grusommes Haand og beskytte det nævnte Rige, at det ikke — hvad Gud forbyde — skal staa ynkeligt uden Forsvar; vi retter vor Bøn og indstændige Opfordring til Eder alle om, at I mod Greverne vil bestræbe Eder for at gøre alt, som I ser kan være til Fremme for denne Sag, ogsaa ved om fornødent at rejse en Hær imod dem, saa I derved kan faa den evige Gengældelses Løn og fortjene at lovprises efter Fortjeneste hos Gud og ved det apostoliske Sæde. Givet i Viterbo 11. Maj i vort Pontifikats 1. Aar.