I den hellige, udelelige Treenigheds, Faderens, Sønnens og den Helligaands Navn! Amen. Fra Eder, ærværdige Fader, Herr Tyge, Biskop i Aarhus, appellerer jeg Broder Bo, skønt uværdig, kaldet Abbed i øm, da jeg føler, at jeg og mit Kloster og menige Konvent uforskyldt tynges af Eder. Thi paa Grund af nogle Besiddelser i Djursland, som er overdraget vort Kloster af Eders ærværdige Forgænger Herr Svend udelukkende for hans Sjælefrelses Skyld slet og ret og uden nogensomhelst Betingelse, stræ ber I at paabyrde og aftvinge os det til Visitation knyttede Gæsteri, — som vi ingenlunde er Eder skyldige, da vi efter den særlige Ret, der er tilstaaet os af det apostoliske Sæde, aldeles ikke er pligtige at lade os visitere af Eder, — og mod den ovenfor nævnte særlige Ret og mod al Retfærdighed tillige at paabyrde og aftvinge os andre Afgifter og Tjenester, som vi aldeles ikke er Eder skyldige, samt fortrædige vore undergivne med utilbørlige Skatter og Bøder. Videre derved, at I, efter at vor Appel fra Eders Domstol til det hellige Sæde paa lovmæssig Maade var udstedt, og medens den endnu svævede, og der intet nyt rettelig burde have været foretaget, med Magt har brudt Porten op til et af vore Huse indenfor Klosterets Omraade, og at I inden Dagen for det Møde, der af Herr Niels, Biskop i Viborg, Kansler hos Danmarks høje Konge, og adskillige andre af Rigets bedste Mænd var berammet for at forny Fred og Enighed mellem os, og som I havde sluttet Eder til og var gaaet ind paa, har stævnet vore undergivne for Eder, lagt dem under Interdikt og afpresset dem Penge. Fremdeles derved, at I, skønt der var gaaet Appel forud, og denne endnu svævede, dog har banlyst mig, Abbed i det nævnte Kloster, skønt jeg ikke havde vægret mig ved at efterkomme Stævningen og ikke havde tilstaaet eller var overbevist om nogen Brøde, alene af den Grund, at jeg efter vor Ordens Sædvane i mine Breve kalder mig Abbed, og at I paa samme Maade ogsaa har banlyst mit Konvent, fordi de efter vor Ordens nævnte Sædvane kalder mig deres Abbed, saa I derved formindsker eller fuldkomment ophæver og fratager os vore Friheder eller de Begunstigelser, der er bevilget os og hele Cistercienserordenen ved det apostoliske Sædes Privilegier, og som har været hævdede uden Afbrydelse i den lovbestemte Tid — alt sammen til ikke ringe Skade og Tynge for os. Fra alle disse Tynger, og hver enkelt af dem og fra alt muligt andet, som I, ærværdige Fader, Herr Tyge, Biskop af Aarhus, har truet os med, allerede har paaført os og i Fremtiden vil paaføre os, og tillige fra Eders Domme eller Dommen over mig, mit Konvent og de nævnte undergivne, der er afsagte eller afsagt efter den af mig lovligt iværksatte Appel til det apostoliske Sæde, eller i Fremtiden vil blive afsagte eller afsagt — fra alt dette appellerer jeg nu for anden Gang i mit eget og mit Klosters, mit hele Konvents og alle mine undergivnes og alle de mig underlagte Kirkers Navn skriftlig til det apostoliske Sæde, idet jeg stiller mig og mit Kloster, mit Konvent og alle mine undergivne, de nævnte Kirker og alt vort Gods, løst eller fast, under dette Sædes Beskyttelse. Tillige kræver jeg indtrængende AppelbrevN og hvis I nægter det, appellerer jeg paany for denne Krænkelse til det apostoliske Sæde. Jeg forpligter mig til at bevise, om ikke alt det foran anførte, saa dog saa meget, som synes at være nok til Begrundelse af min Paastand.