Broder Esbern, kaldet Abbed i Esrom, Broder Jens, kaldet Abbed i Løgum, og Broder Mads, kaldet Abbed i Ryd Kloster, af Cistercienserordenen i Danmarks Rige, Kys paa hans Helligheds Fod med indtrængende og fromme Bønner. Til den højhellige Fader og Herre Urban, af Guds Naade den hellige og ukrænkelige romerske Kirkes øverste Biskop.

Skønt vore egne mangfoldige Trængsler og stadige Undertrykkelser næppe lader os drage Vejret frit, føler vi dog af ganske Hjerte Medynk med de Ulykker, der har ramt vor elskede Medabbed i Kristus Thure af øm Kloster i Aarhus Stift og det menige Konvent sammesteds, og nødes til at besvære Eders Helligheds Øren med ynkelige og her i Landet indtil vor Tid uhørte Klager. Skønt den nævnte Stads Biskop for den Naade, der er bevist hamN, i særlig Grad er pligtig til med Ærbødighed at ære det apostoliske Sæde, synes han med en særlig, ja enestaaende Ondskab at formindske Eders Myndighed og haane Eders Godhed. Thi han finder det under sin Værdighed at tage Hensyn til de Appelhandlinger, der er foretaget for at faa Hjælp af Eders Barmhjertighed, og Eders Privilegiers Værn lader han haant om. Thi foruden de Tynger, som den nævnte Abbed har omtalt i sin øjensynlig af Nød og Trang udstedte Appelskrivelse, har Bispen nu udtænkt nye Paafund og stævner ved sine BreveN Abbeden, hans Munke eller Lægbrødre til Ting og Retsmøder, lyser Interdikt og Ban over deres undergivne, fordi de holder Tienden tilbage, og alligevel lader han ved sine Provster og Officialer med stadige Stævninger de saaledes domfældte jage og drive fra den ene Ret til den anden og giver dem saa den Forklaring, at det eneste Middel, hvorved de kan faa Syndsforladelse og Fred, er, at de paa en af ham fastsat Dag eller Termin opsiger Munkene deres Tjeneste; Lægbrødrene stævner han ogsaa paa lignende Maade for sig og idømmer dem for en eller anden Forseelse eller Krænkelse Pengebøder ganske som de andre Lægmænd, der hører under hans egen Jurisdiktion. Og skønt Eders Hellighed for at værne Kirkens Mænd har fastsat, at alle, som lægger voldelig Haand paa en MunkN eller Lægbroder ved selve denne Handling skal være banlyst, og at Præsterne i Kirkerne med tændte Lys offentligt skal erklære dem for banlyste, lover dog Bispen demN, der har fortjent at blive domfældte, naar de plyndrer eller slaar Personer, som staar under dette Kloster, at de da straks skal faa Syndsforladelse af ham, ganske som om dette var ikke en Skærpelse af Overtrædelsen, men snarere et tydeligt Bevis paa from Anger og passende Erstatning. Saaledes lod han for Eksempel paa Kirkegaarden ved Rosmos Kirke, som vides at være skænket det ovennævnte Kloster straks ved dets Grundlæggelse, en Munk og Præst ved Navn Skjelm, der stod under det nævnte Ordenshus, gribe og tage tilfange ved en væbnet Skare af sine Drabanter, paa den hellige Marcus Paves DagN, som faldt paa en Søndag, og han holder ham endnu i Fængsel under Bevogtning. Ved det samme Overfald røvede han ogsaa to Heste og tog dem med sig og for anden Gang i samme Uge ligesaa to til og lod en Lægbroder, som skulde passe paa dem, gennemprygle. Ogsaa dem, der hører Munkenes Messer, og dem, der tillader Munkene at høre Messer i deres Kirker, udelukker han ved Dom fra de troendes Fællesskab. Ved alt dette og lignende Ting, hvormed han daglig finder paa nye Plager for dem, synes han at arbejde paa fuldkommen ødelæggelse af det ofte omtalte Kloster, og han vil ogsaa i Løbet af kort Tid naa sit Maal, hvis ikke I værdiges fromt at beskytte det, hvorved I udfrier de undertrykte, befrier de uskyldige, giver dem, der lider Uret, en retfærdig Dom og altid i enhver Henseende yder dem gavnlig Hjælp. Givet i det Herrens Aar 1263 paa de 11.000 Jomfruers Dag.