Agnes, Datter af Erik, fordum Danmarks Konge, af eget Ønske og egen Vilje og i Kraft af sit Klosterløfte og sin Ordensdragt Kristi ydmyge Slavinde og Ordenens Tjenerinde, erklærer sig overfor de højærværdige og højtelskede Herrer villig og rede til Lydighed og Underkastelse under Ordenens Regler.

Lovet være Altets Skaber, Menneskenes Forløser, al Skabningens mægtige, barmhjertige og naadige Herre, som paa den øde og uvejsomme Jord for de kaldede har bygget mangfoldige Veje, der gennem Belæring og gode Raad fører til Himlen; den sikreste og retteste, omend den snævreste af disse Veje, har Jesus Kristus selv, som er VejenN, værdigedes at vise Eder særlig klart og lære Eder særlig tydeligt, og han har med større Fuldkommenhed villet føre Eder ind paa Herrens Stier, for at han, der formaner sine kaldede til at skynde sig til sig, ogsaa kunde skænke Tilskyndere, ved hvis Belæring de kaldede kunde undgaa Farer, undvige Tab og ile mod Livets Sejrsløn. Saaledes nyder Eders Orden et lifligt Rygte, berømmes af Menneskene og udmærker sig ved Fromhed. Da dens Glans har bredt sig i Alverdens Egne, og dens Ry er trængt ud over hele Verden, kunde den heller ikke forblive ukendt for dem, der bor i en koldere Verdensegn og lever under et fjernere Himmelstrøg, men ogsaa til os har en mild Luftning bragt Bud om Eders Ordenssamfund og i denne Egn findes da allerede en Skare troende, der fryder sig ved denne milde LuftningN. Idet jeg derfor betænker, at mange, velbyrdige og ringe, gamle og unge, fattige og rige haster mod Himlen ved at efterfølge Eders hellige Klosterliv, er ogsaa jeg i Tanken gaaet denne Vej, af Angst for den Fare, der omgiver mig daglig, og for Livets Uvished, af Kærlighed til Eders Orden, og fordi jeg af den rette og fuldendte Lære er belært om at vælge fremfor andre denne Orden, hvor helligt Levned blomstrer i større Skønhed, hvor en ædlere Nidkærhed raader, hvor Fromheden luer med større Styrke, hvor alle Dyder findes i rigt Maal, og hvor de andre Ordener søger deres Forbillede og Mønster. Denne Orden attraar jeg brændende, jeg elsker den inderligt og tager den med Lidenskab i min Favn. Jeg har besluttet at vandre fremad indtil Enden, og da jeg ikke mægter at skjule min Længsel, har jeg aflagt Klosterløfte overfor vor elskede Fader, Provincialprioren i Danmark, idet jeg afgav det Løfte at tjene Herren til evig Tid under Eders Ordens Klostertugt. Jeg har iført mig den Dragt, om hvilken jeg har lært, at Søstrene af samme Orden bærer den, idet jeg har draget til mig nogle Jomfruer, hvis Hjerter Gud har bevæget til den samme Beslutning, og idet jeg til det Sted, hvor Klosteret vil blive bygget, til dette Arbejdes Udførelse skænker alt det fædrene Arvegods, som tilkommer mig ved Arveret. I dette Kloster lover jeg at tjene Gud alle mine Levedage i Ordenens Dragt, med Lydighed mod Ordenen og under dens Beskyttelse og Omsorg, idet jeg med Herren anraaber Eder, fromme Fædre, at I med Tanke paa Guds Kærlighed, som ikke viser nogen bort, der vil følge ham, vil tilstaa mig denne Begæring med Barmhjertighed og lytte til min Bøn, idet I tager mig og de Søstre, som er kaldede eller vil blive kaldede i Fremtiden, i Ordenens Varetægt og fulde Beskyttelse og tilstaar os kyndige og gode Ordenssøstre og alt andet, hvad vi har behov, saaledes at vi, naar vore Forhold har fundet Ro og Orden, kan tjene Herren i Aandens Lyksalighed og glæde os ved at værnes af Ordenens Beskyttelse og hjælpes af dens Bistand.