Til vor elskede Søn, Guido, Kardinalpresbyter af S. Lorenzo in Lucina, det apostoliske Sædes Legat. Vi har læst Dit Brev, vise Broder, og glædet os over at høre om Dit og Dit Følges Velbefindende, om Eders lykkelige Ankomst til Køln og om, hvad Du lykkeligt har udrettet paa Vejen, men over den medfølgende Ansøgning undrer vi os ikke lidet, og det med god Grund. Thi Du har altid i alles øjne vist Dig som en Mand af stor Beskedenhed, udmærket rustet mod Fattigdommens Angreb, og da vi efter vore Brødres Raad havde delt de tyske Kirkeprovinser mellem Dig og vor elskede Søn, Kardinaldiakonen Ottobonus af S. Adriano, var Du — som det sømmede sig — veltilfreds med Din særlige Lod, foruden de andre Provinser, vi gav Dig. Hvor kan vi da andet end undres over, at Du nu ogsaa higer efter at faa den Del, som den nævnte Ottobonus, der skal være kommet til England, ikke varetager, og det skønt TilvækstretN ikke gælder mellem to Legater, der hverken reelt eller formelt har noget med hinanden at gøre.

Da nu saa mange betydelige Provinser, ja ogsaa færre, er nok for een Legat, hvis han blot søger Guds Ære og ikke sin egen — og en saadan Mand anser Dine Brødre Dig for at være —, og da den, der har meget, ikke behøver mere, har vi for øjeblikket ikke villet bevilge Din Ansøgning; det vil Du finde Dig i med roligt Sind og ikke mene, at der er sket Dig Uret, naar Du erindrer Paulus, hvis Bøn blev afslaaet, skønt han gentog den tre GangeN. Det maa Du vel lægge Mærke til, at det først og fremmest er til Danmarks Rige, Du er sendt, og kun af Nødvendighedshensyn desuden har faaet andre Hverv, som fortrinsvis staar i nær Forbindelse med dette Rige; hele Tyskland bør ikke lægges til dette danske Hverv, der uden det store Antal Lande vil kunne føres til en lykkelig Afslutning. Hvis dette Hverv fik den tilbørlige og ønskede Afslutning, er Tyskland under de nuværende Forhold ikke i den Forfatning, at det behøvede en Legat. I hvor mange og betydelige Kirker ikke alene Legaters Ophold, men deres blotte Gennemrejse har foraarsaget Forvirring, det er vi nødt til at vide Besked om, til hvem Landenes Klager kommer; af den Grund har flere lagt os for Had, og hvor meget vi end i det, som angaar os, farer frem med Lempe, kan vi dog ikke stille dem tilfreds, da de ganske forkert tillægger os Skyld for de Plager, andre tilføjer dem. Du maa anse for tilstrækkeligt det, som Du vilde have fundet tilstrækkeligt, dersom den anden var kommet til de Lande, Du beder om. Omfat med kærlig Iver det Hverv, der er paalagt Dig som Legat. Anvend Din Nidkærhed til at skaffe Fred og fuld Forbedring af Forholdene i Danmarks Rige, og fuldfør iøvrigt, hvad Din Klogskab byder Dig, med den Guds Hjælp, som viser Dig sin Naade og føjer Naade til Naade, som har fyldt Dig med Visdoms Aand og Gang paa Gang ophøjet Dig fra Trin til Trin i sin hellige Kirke. Givet i Perugia den 31. December i vort Pontifikats 1. Aar.