Broder Guido, af Guds Barmhjertighed Kardinalpresbyter ved S. Lorenzo in Lucina, Pavestolens Legat, til den ærværdige Fader i Kristus Bispen af Ratzeburg, Hilsen evindelig med Gud.

Vore elskede Sønner i Kristus, Borgerne i Lübeck har i deres Klage til os paavist, at de, naar de eller andre Købmænd fra Verdens forskellige Egne, snart paa Pilgrimsfærd, snart paa Handelsrejse, befarer Vesterhavet eller Østersøen, ved Guds Styrelse ofte lider Skibbrud sammesteds og taber Liv og Gods. Og naar deres Gods driver op paa Stranden eller skyller i Land her eller andetsteds, kommer Riddere og andre mægtige Mænd fra de omliggende Egne tilstede med væbnet Følge, naar de hører om dette Herrens Svøbeslag, og tager hver efter Evne alle de skibbrudnes Ejendele op, idet de hævder, at det er deres Ret, uden at vise Medfølelse med dem, som Gud har tugtet, ja paa umenneskelig Vis føjer de Fortvivlelse til deres Fortvivlelse. Med Gud den almægtiges Myndighed og i den hellige og udelelige Treenigheds Navn har vi, til Gavn for troende kristne, der besejler Havet i lovligt og hæderligt Handelsøjemed overalt i Egnene ved Vesterhavet og Østersøen, nemlig i Danmark, Sverige, Vendland, Pommern, Frisland og ved Elben, besluttet at fastsætte, at alle Købmænd i saadanne Ærinder staar under Pavestolens og vor Beskyttelse. Og hvis nogen lider Skibbrud, skal alle de omkringboende for Guds og den naturlige RetsfølelsesN Skyld komme dem til Hjælp i deres store Nød paa samme Maade, som de selv vilde se sig hjulpet ved en lignende Tilskikkelse, da de maa vide, at det er fastsat med pavelig Myndighed og kejserlig og kongelig Magt, at alt det Gods, der tilhører dem, der har lidt Skibbrud uanset Stedet, hvor det driver i Land eller skylles op — hvad enten de skibbrudne er tilstede eller fraværende — rettelig skal tilhøre dem, som ejede det, førend de led et saadant Skibbrud, og det samme Gods skal tilhøre deres Arvinger, hvis de selv har lidt Døden, uanset al Sædvane af modsat Art. Og de Arvinger, som paa Grund af de store Afstande ikke med Lethed kan forfølge deres Sag inden Aar og DagN, skal have to Aar til dette i Kraft af nærværende Bestemmelse, og hvis de kommer fra meget fjerntliggende Egne, skal de forfølge Sagen, inden tre Aar er gaaet. Og de, som hjælper de fornævnte skibbrudne i denne store Prøvelse uden at stille Betingelser eller Vilkaar for Guds Skyld, skal faa hundrede Dage eftergivet af den dem paalagte Kirkebod. Og de, som for verdslig Vindings Skyld rækker dem en hjælpende Haand, skal have Løn for deres Arbejde efter gode Mænds Skøn, som beskikkes til dette. Men hvis nogen — hvilket vi ikke haaber — er saa forbryderisk og hildet i Timeligheden, at han udstrækker sin Haand for at røve det fornævnte Gods, skal han, hvis han ikke inden otte Dage giver tilbage, hvad han har taget, paadrage sig Banlysnings Dom, og Gudstjenesten skal standse i hele det Sogn, hvor det Gods, som saaledes er ranet paa Trods af Gud og Retfærdighed, vitterligt bliver tilbageholdt, og de Købere, som — skønt vel underrettede — køber Godset af Røverne, skal underlægges Banlysnings Dom; det samme gælder ogsaa den Dommer, i hvis Retskreds disse Røvere opholder sig, hvis han ikke foranlediger, at det røvede Gods tilbagegives inden en Maaned. Og hvis der fremføres Klage for Stedets Biskop over en saadan Handling, skal han ligeledes anvende samme Middel, hvis han vil undgaa Fare for at miste sit Embede. Og hvis nogen af de fornævnte banlyste lider Døden, inden han er blevet løst af Kirkens Ban, skal han ganske undvære kirkelig Begravelse, ja hans afsjælede Legeme skal kastes i Havet og lide sin fortjente Straf der, hvor Misgerningen er begaaet.

Eder, Herr Biskop af Ratzeburg, paalægger vi i Kraft af den Myndighed, vi indehaver, at paase, at alt det, som staar i fornævnte Brev, ubrødeligt overholdes, idet I tugter de modstræbende og genstridige med Kirkens Straf. Givet i Lubeck den 9. Januar i 1. Aar af Pave Clemens 4.s Pontifikat.