Broder Guido, af Guds Barmhjertighed Kardinalpresbyter ved S. Lorenzo in Lucina og det apostoliske Sædes Legat, til den ærværdige Fader i Kristus Tyge, af Guds Naade Biskop i Aarhus, Hilsen med Gud.

Derfor lod Gud Eder blive sin salvede Søn og gav Eder biskoppelig Værdighed frem for andre, for at I skulde hade Lasten og elske RetfærdN. Og da Eders Fortjenesters SkatN vil kunne forøges derved, at I forkaster den første og elsker den anden, bør I tro paa saadanne Raad og rette Eder efter saadanne Mænds Formaning, som søger ikke egen Fordel, men Eders Ære, idet de styrker Eders Stræben i de Ting, hvorved Eders Renhed kan blive endnu renere, og som med Ængstelse søger at holde Eder tilbage fra de Ting, hvorved lettelig Eders biskoppelige Glans kunde fordunkles. Af Meddelelser fra vore elskede Sønner i Kristus Abbederne i Øm Kloster og andre Klostre af Cistercienserordenen i Danmark er det kommet os for Øre, at Abbeden og det menige Konvent i Øm Kloster maa føle Eders tunge Haand paa mangfoldige Maader, skønt I burde støtte dem med from Gavmildhed, for at I ikke skal synes at krænke baade Retfærd og Fromhed, som I bør være allermest rede til at øve. Thi de siger, at I kaster Eder over det fornævnte Kloster, dets Ladegaarde og øvrige Gods samt — gid det ikke var sandt — over deres Personer som over en hældende Væg og en faldende MurN og derved forstyrrer deres fredfyldte Liv i Herren, og at I strækker Eders graadige Hænder ud efter deres Ejendom og derved forulemper dem paa mangfoldige Maader ikke mindre ved Overgreb mod deres Personer end ved Ran af deres Ejendom, for ikke at sige Afpresning, som I eller Eders Mænd foretager. Og for at vi — bortset fra utallige andre Tynger, som I lader overgaa dem — nu kan indflette nogle enkelte, ja saare faa i Forhold til den Mængde, der forties, bemærk da, hvad der skrives:

I afpresser dem tre Ugers Gæsteri for Eder selv og en stor Skare, der kommer ridende sammen med Eder hvert Aar, I giver Befaling til og lader deres Huses Døre bryde op med Vold, og I har engang givet Riddere og Baroner Befaling til at paagribe Munkene, naar de kunde, mishandle dem og endog plyndre dem, skønt de er fritagne for alle Skatter, da I hævder at have Myndighed til at give saadanne Ugerningsmænd Afløsning. Til anden Tid lægger I dem for Had hos hans kongelige Majestæt og Riget, skønt de fornævnte Brødre aldrig i nogen Sag har lagt Raad op mod Kongens Ære. I stævner ogsaa Abbeden, Munkene og Lægbrødrene i det fornævnte Kloster til Eders Ting, ganske som I finder for godt. Fremdeles undlader I ikke paa Trods af al Retfærdighed at banlyse deres Landboer, undergivne og Bryder, hvis de ikke møder for Eder inden for en forud angiven Frist, og I undser Eder ikke for at straffe deres Lægbrødre paa Ladegaardene med Pengebøder paa samme Maade som de verdslige Magthavere for enhver Forseelse eller rettere uden Grund, da I ikke har nogen Retsmyndighed over dem. Men man fortæller ogsaa om Eder, at I har lyst vor elskede Søn Øm Klosters fornævnte Abbed i Ban, fordi han — hvilken besynderlig Grund! — i sine Breve kalder sig Abbed; fremdeles har I paa lignende Maade lyst det menige Konvent i Ban, fordi det har begravet Liget af en Drabsmand, der angrede, da hans sidste Time var kommet, og — hvad man anser og holder for endnu mere utaaleligt — I lader ikke blot haant om de Privilegier, der er givet dem og deres Orden af det apostoliske Sæde, hvilket en opmærksom Læser kan slutte af det foregaaende, men I bestræber Eder ogsaa ved saadanne og andre Tynger paa at udslette det fornævnte Kloster, hvilket er urimeligt. Men en Ting, som heller ikke kan forbigaas, er fremdeles Eders lige saa latterlige som sørgelige Dom — hvis den da bør kaldes en Dom — med hvilken I rammer alle dem, der hører Munkene, hvis de nogen Gang holder Messe uden for Klosteret, og med hvilken I forsøger at revse Munkene efter Eders Forgodtbefindende, ja ganske vilkaarligt, som det lyster Eder, idet I, hvis jeg maa bruge de Ord, hovent og opblæst siger, at I skal retlede deres Vandel og visitere deres Huse. En af deres Medbrødre, en Præst ved Navn Skjalm, har I fremdeles, under Tilsidesættelse saavel af al Respekt for fromme Stiftelser som ogsaa af den biskoppelige Værdighed, ført bort eller ladet føre bort fra Kirkegaarden, og en anden Munk ved Navn Bjørn, som I lod føre bort fra en af Munkenes Gaarde, og Lægbroder Tyge lod I ikke uden voldelig at lægge Haand paa dem gribe af Eders Knægte, idet I derefter bortførte Penge, meget Løsøre og fire Heste. Dette stiller vi Eder nu for Øje, og man taler ogsaa om andre lignende og mere alvorlige Tilfælde. Vej nu alt det fornævnte paa Eders Tankes Vægt, og idet I drøfter for og imod med Eder selv i Eders Hjerte, skal I, kloge Broder, afgøre og skelne, om det er sandt, og den Retfærdighed, der bor i Eders Hjerte, skal dømme efter moden Overvejelse, om saadant bør siges en Biskop paa. Selvom vor Medfølelses Strømme bør naa ud til alle, idet vi yder dem vor Hjælp og Støtte i Kærlighed, bør vi dog navnlig vise Tegn paa vor Kærlighed over for dem, til hvilke vi er knyttede med nære Baand gennem et fromt Levneds Ukrænkelighed.

For at ikke andres Brøde skal kunne lægges os til Last, er det nødvendigt, at vi ikke lader de Overtrædelser, der meddeles os med sømmelig Alvor, henligge uænsede; thi skønt vi ønsker at hædre Eder saa meget, som vi kan med Gud og efter Eders Anseelse, vil vi dog ikke paaføre andre Skade derved, at vi undlader at advare deres Fjender eller ave dem. Vi beder Dig derfor indtrængende om og opfordrer Dig trygt, vor kloge Broder, til med Sindets Renhed at tage Vare paa Dit Navns Ære, til at give det fornævnte Kloster og dets Munke Bod for de anførte Overgreb og Tab og til for Fremtiden at afstaa fra sligt, for at Abbeden og det menige Konvent fremtidig ikke skal have nogen Grund til Klage imod Eder, og for at vi med Rette kan glæde os over, at Eders Klogskab og Forsigtighed slaar sig til Taals med gode Raad og retter Fejltagelser og gør det ret, som før var uret.

Givet i Roskilde den 21. Maj i 2. Aar af vor hellige Fader Pave Clemens 4.s Pontifikat.