Faderens, Sønnens og den Helligaands Navn Amen. Broder Guido, af Guds Barmhjertighed Kardinalpresbyter ved S. Lorenzo in Lucina, det apostoliske Sædes Legat, de nulevende til Forvaring og kommende Slægter til Minde:

Det er notoriskN i Danmarks Rige og alle de Steder og Provinser, som grænser dertil — endogsaa i den Grad notorisk, at det ikke kan skjules ved nogen Slags UdflugterN — at de ærværdige Fædre Ærkebiskop Jakob af Lund og Biskop Peder af Roskilde er blevet fordrevet fra deres Bispe sæder af Erik, Danmarks høje Konge, og hans Moder, Dronning Margrete, og at Magister Sasser, Provst i Lund, Niels Gødesen, Kannik i Roskilde, Magister Ro, Kannik i Ribe, og David, Sognepræst i Rye i Roskilde Stift, er berøvet deres Stilling, Gods og Rettigheder, baade Kirkernes og deres egne, af samme Konge og Dronning. For os som Dommer staar Notoriteten heraf fuldkommen fastN, da vi i Embeds Medfør er draget rundt i det meste af fornævnte Rige, har besøgt baade større og mindre Kirker i flere Stæder og Stifter baade de regelbundnes og de verdensgejstliges, baade Præster og Menigheder, og i Ærkebispens og Bispens Fravær har ledet Synoderne i Lund og Roskilde Domkirke, hvortil efter gammel Skik og Brug i Riget alle kirkelige Sager fra hver sit Stift plejer at henvises; vi har der blandt andet hørt Klager og Henvendelser fra Præster, som indtrængende krævede deres Prælater tilbage, vi har tit og mange Gange baade af store og smaa, i By og paa Land, hørt talrige Klager over Prælaternes for mange Sjæle skadelige og for Kirkernes Frihed ødelæggende Fravær. Foranlediget ved disse Klager har vi ført mange Forhandlinger med Kongen og Dronningen, med Bisper og Stormænd og Rigets fornemme Mænd, baade enkeltvis og under eet, om hvordan fornævnte Ærkebiskop og Biskop i Fred og Forstaaelse med Kongen og Dronningen kunde vende tilbage til deres Bispesæde og Stilling og øve deres biskoppelige Gerning, og om hvordan ovennævnte Magister Sasser, Provst i Lund, Niels Gødesen, Kannik i Roskilde, Magister Ro, Kannik i Ribe, og David, Sognepræst i Rye i Roskilde Stift paa samme Maade kunde vende tilbage til deres Stillinger og Kirker, da de ikke vover at komme hjem til Kongens Omraade paa Grund af en berettiget Frygt.

Da vi efter lange Udsættelser og fem Maaneders langsommelig Venten saa, at disse Forhandlinger var ørkesløse og ikke førte til den ønskede Fred, prøvede vi Rettens Vej, og da fornævnte Prælater og gejstlige ved Bud og Brev — thi selv kunde de ikke komme til os — forlangte af os, at vi skulde skaffe dem deres fulde Ret, opfordrede vi baade een og flere Gange Kongen og Dronningen — da vi ikke vilde drage dem udenfor Riget af Ærbødighed for kongelig Majestæt — til at anvise os et dertil egnet sikkert Sted indenfor Rigets Grænser, hvortil vi kunde stævne Parterne for at undersøge Sagen, men i denne Sag kunde vi aldrig opnaa Gehør. Derfor har vi med een afgørende Stævning ladet Kongen og Dronningen kalde til Slesvig Stad, som ligger indenfor Rigets Grænser, idet vi gav dem en behørig Frist paa 40 Dage eller deromkring, for at de enten personligt eller ved dertil skikkede befuldmægtigede paa tilfredsstillende Maade kunde svare paa de Klager, der var fremført af fornævnte Ærkebiskop Jakob og Biskop Peder, fordi Kongen og Dronningen havde fordrevet dem fra deres Bispesæder, og ligesaa paa de Klager, der var fremført af fornævnte Magister Sasser, Provst i Lund, Niels Gødesen, Kannik i Roskilde, Magister Ro, Kannik i Ribe, og David, Sognepræst i Rye i Roskilde Stift, fordi Kongen og Dronningen havde fordrevet dem fra deres gejstlige Embeder og berøvet dem deres Stilling, Gods og Rettigheder, baade Kirkernes og deres egne, endelig ogsaa paa de Klager, der var fremført af Prælater og gejstlige fra Riget, fordi Kongen og Dronningen havde berøvet dem deres Gods og Stilling.

Da de var stævnede — saaledes som det tydeligt fremgaar af Svarskrivelse fra de Stævningsmænd, som vi havde tildelt det Hverv at foretage Stævningen — men inden Fristen var udløbet, blev det fra Kongens og Dronningens Side paastaaet over for os, at de blev fortrædiget ved denne Stævning, fordi vi havde ladet dem kalde til et usikkert Sted, som af mange Grunde var dem mistænkeligt, da det var i Nærheden deraf, at de var blevet fanget og holdt i FangenskabN; fremdeles var Rigets Stormænd ikke uvidende om, hvorledes Kongens Farbroder, Kong Erik af Danmark, salig Ihukommelse, var blevet behandlet af sine Fjender i Nærheden af dette Sted; selv havde de ogsaa der i Nærheden, dog udenfor Rigets Grænser, deres Dødsfjender, og for disses Efterstræbelsers Skyld kunde de ikke komme til dette Sted undtagen muligvis med en væbnet Skare og efter at have samlet en Hær. Staden, hvortil de stævnedes, sagde de dog ikke, at de havde mistænkt; den staar under Hertugen, og hele Landet er et Hertugdømme, og Hertugen erkender, at han har Hertugdømmet til Len af Kongen, og han er Kongens Vasal paa Grund af Hertugdømmet; som Slægtninge har de sluttet Fred og god Forstaaelse med hinanden, og der er hel og varig Fred imellem dem.

Hertil svarede vi, at vi ikke troede, at vi paa noget Punkt havde fortrædiget Kongen eller Dronningen, og havde vi paa noget Punkt gjort det, kaldte vi det tilbage. Og skønt det tydeligt fremgik, at Stedet var sikkert, og de trygt kunde møde der ved befuldmægtigede, fordi Sagen var af en saadan Art, at den godt kunde komme til Behandling ved befuldmægtigede, og det ikke var passende for kongelig Majestæt selv at give Møde for Retten i en saadan Sag, og skønt ogsaa alle de Personer, der kræves til at faa Sandheden oplyst for Retten, trygt kunde give Møde paa det angivne Sted, siden der var fuldstændig Fred mellem Kongen og Hertugen, Hertugdømmet og Kongeriget, som grænser op til hinanden — ja Hertugdømmet er en Del af Riget — var vi dog af Ærbødighed for kongelig Majestæt rede til at møde i Staden Ribe, hvor Kongen er fuldt ud Herre og, personligt eller gennem sine RettereN, frit i alle Maader udøver Jurisdiktion i verdslige Sager, hvilken Stad ogsaa gælder for at være mere anselig, folkerig og betydelig i Riget; dog skulde de saa give fornævnte Ærkebiskop, Biskop og de andre gejstlige frit Lejde for deres Person, om de selv vilde komme til Ribe for at overvære Behandlingen af deres Sag; der skulde gives os Besked, før Terminen var inde, om dette behagede Kongen og Dronningen eller ej, saa at vi bekvemt kunde komme til Stede i den angivne Termin, da vi ikke havde til Hensigt at ændre denne, men kun Stedet; ellers vilde vi fremme Sagen paa den Tid og det Sted, der var berammet i Stævningen, saaledes som den med Rette burde fremmes. Ogsaa i Ribe nægtede de ganske efter eget Forgodtbefindende at give Møde, og de anførte ingen anden Grund, end at der ingen Bymur var, men appellerede til det apostoliske Sæde uden at give os Besked eller Svar inden Fristens Udløb, om Forandringen af Stedet behagede Kongen og Dronningen; derimod erklærede Ærkebispen, Bispen og de andre ovennævnte gejstlige sig stadig villige til personligt at føre deres Sag.

Fornævnte Ærkebiskop, Biskop og de andre ovennævnte gejstlige gav da paa fastsat Tid og Sted personligt Møde i Retten for os, forlangte indtrængende, at Sagen skulde fremmes og indleverede følgende Klageskrift og Paastand:

I Herrens Navn Amen! Af Eder, Herr Guido, Kardinalpresbyter ved S. Lorenzo in Lucina, det apostoliske Sædes Legat, fordrer Ærkebiskop Jakob af Lund, Sveriges Primas, Biskop Peder af Roskilde, Magister Sasser, Provst i Lund, Niels Gødesen, Kannik i Roskilde, Magister Ro, Kannik i Ribe, og David, Sognepræst i Rye i Roskilde Stift, at I — da de af Erik, Danmarks høje Konge, og Margrete, Danmarks høje Dronning, er fordrevet fra deres Bispesæder, Stillinger og Værdigheder og berøvet deres Gods og Rettigheder, og dette er notorisk paa Grund af de faktiske Omstændigheders uomstødelige VishedN, saa det ikke kan skjules ved nogen Slags Udflugter, og dette er notorisk for Eder som Dommer ved Gejstlighedens almindelige Protester og Menighedens Angivelser, ogsaa ved Klager paa de Synoder, som I under højtidelige Former, med Til slutning fra Bisper, gejstlige og verdslige, Munke og verdensgejstlige, har afholdt i Domkirkerne i Roskilde og Lund, og det tillige er notorisk i andre omliggende Lande — efter det apostoliske Mandat, der er givet Eder, vil lade disse Prælater og gejstlige genindsætte fuldt og frit hver paa sit Sted i deres tidligere Stillinger efter allerførst at have fjernet alle dem derfra, der uretmæssigt har tiltaget sig disse Stillinger eller vogter dem, og uden Hensyn til den Hindring, alskens Vanskeligheder kunde lægge i Vejen, samt skaffe dem alt det tilbage, som var berøvet dem ved ligegyldigt hvilke Menneskers Anslag, og bringe deres Kirker paa Fode igen. Og dertil paastaar de, at I ved en Slutdom skal domfælde Kongen og Dronningen, idet de forbeholder sig Ret til i enhver Henseende at lægge til, trække fra eller forandre, og til alle de Klagemaal og Sager, som tilkommer dem efter det apostoliske Brevs Ordlyd; i disse, til hvilke fornævnte Konge og Dronning er indstævnet, tilbyder de at ville procedere for Eder; tillige paastaar de, at det, der er sket, er i den Grad notorisk, at det ikke kan skjules ved nogen Slags Udflugter, og at det ogsaa for os som Dommer er notorisk med Hensyn til fornævnte Fordrivelser og Plyndringer.

Dette paastod og krævede de i Retten for os i Nærværelse og under Paahør af Magister Peder, Ærkedegn i Aarhus, og Magister Rane, Kannik i Roskilde, der ved Breve, som de forelagde hver for sig og paa forskellige Tidspunkter, var indsat som befuldmægtigede for Kongen og Dronningen, men blot for at ansøge om, at der maatte blive anvist deres Herskere et sikkert Sted. Disse befuldmægtigede bevidnede ogsaa i alles Nærværelse og erkendte ligefrem, at de ikke havde Stedet mistænkt for Hertugens Skyld, da der var fuldstændig Fred mellem Kongen og Hertugen, og de var gode Venner, men for de Fjenders Skyld, som de sagde, Kongen og Dronningen havde der i Nærheden, dog uden for Riget, men skønt vi flere Gange opfordrede dem dertil, vilde de ikke nævne dem ved Navn. Disse befuldmægtigede støttedes ogsaa af andre Udsendinge, der var sendt til os med blotte Anbefalingsskrivelser fra Kongen og Dronningen, og som opkogte noget af det tidligere sagte med Hensyn til, at Stedet var usikkert paa Grund af salig Kong Eriks Død, da han blev dræbt der i Nærheden. Hertil svarede Modparten, at Kong Erik var ikke blevet dræbt af Kong Kristoffers eller hans Søns, den nu regerende Konges, Fjender eller Modstandere, og hvis alle anselige Steder i Danmark skulde kaldes usikre, fordi der var dræbt en eller anden Konge der, maatte saa godt som alle anselige Steder i dette Rige være at anse for mistænkelige, da de fleste af de danske Konger, som regerede i gamle Dage, var blevet dræbt i forskellige af Rigets Stæder, og kun faa var død en naturlig Død. Senere kom der ogsaa andre, fornemme Udsendinge til Stede, nemlig Bispen af Ribe, Jens, Kongens Marsk, og andre af Kongens Raader og Sekretærer, som medbragte blotte Anbefalingsskrivelser fra Kongen, men ikke havde andet at bede om, end at Mødestedet, som de betegnede som usikkert, maatte blive ændret. Vi svarede dem, at efter saa mange fornemme Udsendinges Erklæringer fremgik det tydeligt, at Stedet var sikkert, og ligesom Kongen og Dronningen havde sendt saa mange dertil for at undskylde sig, havde de lige saa vel kunnet sende deres befuldmægtigede, og lige saa vel som de første var kommet dertil i god Behold, lige saa vel kunde ogsaa de sidste være kommet i god Behold, og alle kunde være sikre paa, at de ikke drog gennem Fjendeland, men at de trygt kunde komme til det Sted, hvortil Kongen og Dronningen var stævnet. Skønt Ærkebispen, Bispen og de andre fornævnte gejstlige fastholdt deres fornævnte Krav om hurtig Genindsættelse og fra Dag til Dag trængte mere ind paa os, ventede vi dog i længere Tid efter den angivne Frist paa Kongen og Dronningen, nemlig i seks Dage, paa at de skulde give Møde ved en til dette Hverv egnet befuldmægtiget eller Forsvarer, eftersom det ikke sømmede sig for deres høje Stilling personligt at møde for Retten i denne Sag; men da der ikke viste sig nogen befuldmægtiget eller Forsvarer, og de lige saa vel kunde have sendt befuldmægtigede eller Forsvarere, som de havde sendt Folk for at bede sig undskyldt, især da de ikke var indstævnet personligt, men til at møde enten selv eller ved dertil egnede befuldmægtigede, saa har vi efter Retfærdighedens Krav erklæret dem for trodsigt udeblevet, uden at tage Hensyn til deres Appel, hvortil der heller ingen Anledning var, da det drejede sig om et notorisk Forhold.

Da det nu er vort faste Forsæt med nøje Omhu at følge Ordlyden af det apostoliske Sædes Befaling, da vi har fuld Vished om de faktiske Omstændigheder som notoriske, altsaa om ovennævnte Fordrivelser og Plyndringer, og vi som Dommer er kendt med Forholdets Notoritet, der endog er notorisk i den Grad, at det ikke kan skjules ved nogen Art af Udflugter, og da vi forstaar, hvor farligt det er at udskyde Genindsættelsen, eftersom en af de fordrevne Bisper, nemlig Bispen af Odense, er død, medens han forfulgte sin Ret; da vi fremdeles forstaar, at Præla ternes Fravær virker ødelæggende paa Kirkernes Rettigheder, at deres Friheder svækkes, og at Farer truer de undergivnes Sjæle, erklærer vi ved en Slutdom, at de ærværdige Fædre Ærkebiskop Jakob af Lund, Biskop Peder af Roskilde, Magister Sasser, Provst i Lund, Niels Gødesen, Kannik i Roskilde, Magister Ro, Kannik i Ribe, og David, Sognepræst i Rye i Roskilde Stift, med fuld Æresoprejsning bør genindsættes i deres Bispesæder, Stillinger, Gods og Rettigheder, hvorfra de var fordrevet og udjaget af fornævnte Konge og Dronning og tillige udplyndret, at alt, hvad der ved Anslag ligegyldigt fra hvilken Side er frataget dem, skal tilbagegives dem efter Fjernelse af alle, der har tiltaget sig deres Embeder eller vogter dem, og at de skal kaldes tilbage til de Stillinger, som de har forladt, og i Overensstemmelse med det apostoliske Sædes Mandat genindsætter vi dem i alt dette.

Men eftersom det ikke tilfulde staar os klart, og det ikke er ligesaa notorisk som Sagens faktiske Omstændigheder, hvor mange Ting og hvor værdifulde der er frataget dem, hvilken Værdi de har, de Tab og Udgifter, ovennævnte Fordrivelse og Udplyndring har medført for dem, derfor giver vi fornævnte Ærkebiskop, Biskop og de andre gejstlige en Frist til at møde for os i Lübeck Dagen efter den hellige Evangelist Lucas' DagN, hvis det er en Hverdag, ellers til den første Hverdag derefter for at aflægge EdN om fornævnte, som Rettens Gang kræver det. Vi kundgør ogsaa for alle de her paa dette lovlige Sted tilstedeværende troende og for Kongens og Dronningens Udsendinge, som er her tilstede, at Kongen og Dronningen, om de ellers vil det og anser det for at være af Betydning for dem, til denne Tid skal sende Udsendinge for at høre og se Erklæringen om Omfanget af det fornævnte, men de skal vide, at hvad enten de sender eller ikke sender saadanne Udsendinge, vil vi i alt Fald fremme Sagen, som den med Rette bør fremmes. Da fremdeles ovennævnte Ærkebiskop, Biskop og gejstlige ikke kan vende tilbage til deres Stillinger, og Ærkebispen og Bispen ikke kan øve deres Bispegerning, med mindre de selv og deres Tjenere faar frit Lejde for deres Person, og det er notorisk, at de af Frygt for Kongen og Dronningen ikke vover at komme hjem og øve deres Gerning, befaler vi i Henhold til det apostoliske Mandat og fælder Dom for og anordner, at Kongen og Dronningen inden førstkommende Simon og Judas' Apostles DagN skal give dem paalideligt Lejde, som de bør slaa sig til Taals med, for deres Personer, saa Ærkebispen kan visitere sin Provins og øve sin Gerning og ligeledes Bispen visitere sit Stift og øve sin Bispegerning, og ovennævnte Ærkebiskop, Biskop og gejstlige frit og trygt kan færdes rundt om i Riget. Ellers lyser vi nu som Følge heraf skriftligt Kongen og Dronningen i Ban og lægger deres Land under almindeligt Interdikt, hvor de end er indenfor vort Legationsomraade, og hvis de begiver sig udenfor Danmarks Rige til andre Steder, lægger vi paa lignende Maade disse Steder under Interdikt, saafremt de befinder sig indenfor vort Legationsomraade. Det er dog vor Vilje, at der, saa længe dette Interdikt varer, skal gives døende Lejlighed til at skrifte, og at smaa Børn skal kunne døbes. Vi befaler ogsaa, at Tempelherrer, Johannitere, Cistercienser-, Dominikaner- og Franciskanermunke sammen med andre, som er eksimerede eller privilegerede, skal være forpligtet til at overholde dette Interdikt; ellers maa de vide, at vi vil straffe dem med de haardeste Straffe. De Bisper, som ikke overholder dette Interdikt og ikke sørger for, at det overholdes i deres Stifter, frakender vi med det samme Ret til at holde Gudstjeneste og øve deres Bispegerning, og drister de sig til i 14 Dage at sidde denne Suspension overhørig, lyser vi dem skriftligt i Ban med det samme.

Men da Ærkebiskop Jakob af Lund og Biskop Peder af Roskilde, efter hvad vi har erfaret, tidligere er blevet beskyldtN for i fornævnte Rige at anstifte eller lade anstifte Uro og Oprør — af hvilken Grund ved vi ikke — paalægger vi dem til Overflod, at de skal rense sig derfor og selv sværge sig fri derfor her i vor Nærværelse; de skal ogsaa sværge paa, at de altid har været deres Herre Kong Erik tro og for Fremtiden vil være det, og de skal tiltage gode Mænd, der sværger, at de tror, at Ærkebispen og Bispen har svoret sandt og rigtigt. Fornævnte Ærkebiskop og Biskop har paa vor Befaling aflagt denne Ed efter fornævnte Formular, og sammen med dem svor ogsaa Herr Bonde, udvalgt Biskop i Slesvig, Ture og M., Abbeder i Øm og Ryd Klostre af Cistercienserordenen i Aarhus og Slesvig Stifter, og andre troværdige Mænd, at de troede, at den Ed, Ærkebispen og Bispen havde aflagt, var sand, rigtig og lovformelig.

Til Vidnesbyrd og fyldigere Bevis for denne Sag har vi ladet forskrevne Dom nedskrive og forkynde af undertegnede Notar Vilhelm og bekræfte med vort Segl.

Denne Dom er afsagt skriftligt og forkyndt i Domkirken i Slesvig Stad den sidste Dag i September i det Herrens Aar 1266, det tiende Indiktionsaar, i 2. Aar af Pave Clemens 4.s Pontifikat, i Overværelse af fornævnte Bonde, der fungerer som udvalgt Biskop i Slesvig, Ture og M., Abbeder i Øm og Ryd Klostre af Cistercienserordenen i Aarhus og Slesvig Stifter, ..., Provst i Slesvig, ..., Provst i Odense, Kannikerne i Slesvig, Magistrene Troels, Simon, Iver og Jens, Niels, der fungerer som Kantor i samme Kirke i Slesvig og er Kongen af Danmarks Klerk og særlige Udsending, Herr Albert, samme Konges Ridder og Udsending, og ligesaa i Overværelse af Magistrene Peder af Orbec, Doktor i Kirkeret, Odo af Chéroy, Doktor i Medicinen, begge Kanniker ved St. Gérys Kirke i Cambrai, Magistrene Albert, velbyrdig Markgreve Johan af Brandenburgs Klerk, Dommer Silvio af Murco i Benevent Stift, Egidius af Benevent, Kannik i Breslau, Mathæus, Kannik i Vor Frue Kirke i Vaucelles ved Châlons, Pavens Subdiakon, og en stor Mængde gejstlige, Munke og verdensgejstlige, Riddere og andre verdslige.

Og jeg, Vilhelm af Alise, af den hellige romerske Kirke anerkendt som offentlig Notar, overværede Afsigelsen af forskrevne Dom og har med fornævnte Herr Kardinals Mandat og Myndighed nedskrevet den, bragt den i officiel Form og efter Opfordring undertegnet den med mit Mærke.