Den sammeN til Erik, Danmarks høje Konge. Hvor god og mild er ikke Kirken, vor Moder, overfor Dig, om Du blot klogt vil lægge Mærke dertil, idet den, naar den opdager Dine Fejl, venligt irettesætter Dig, og naar den giver Dig Formaninger med Hensyn til de Sager, hvor Du siges at fejle, taler mildt til Dig, for at Du kan aflægge den Ondskab, som et alvorligt Rygte, der kommer fra Dit Rige, i Overensstemmelse med Sandheden tillægger Dig, og for at Du kan rette Dig efter dens gavnlige Formaninger. Lad derfor Dine Øjne staa aabne og Dit Øre lytte, for at Du med sønlig Ærbødighed kan tage imod Din Faders Kærlighed, med Taalmodighed høre paa hans venlige Bud og hurtigt, som det sømmer sig, bringe det til Udførelse. Betænk, Søn, betænk og overvej med omhyggelig Omtanke i Dit Hjærtes Lønkammer, med hvor stor, hvor glødende Kærlighed den altid har omfattet Dine Forfædre, salig Ihukommelse, og hvor stor Ærbødighed de har udmærket sig ved overfor den, hvilken Omhu samme Kirke i vore Forgængeres Tid har vist Dig, hvor ivrigt den har bistaaet Dig og Din Moder, vor kære Datter i Kristus, den berømmelige Dronning Margrete af Danmark, i Eders Nød, har udstrakt sin hjælpende Haand til Eders Beskyttelse og paa alle Maader, saa vidt det var muligt, imødegaaet de Farer, der truede Eder. Erindrer ikke Du og Din Moder, at vor Forgænger, Pave Alexander, salig Ihukommelse, da han hørte om det larmende Uvejr, der rejste sig i Dit Rige, og den svære Forfølgelses Storm, der truede Dig og Dronningen, da med villigt Sind traadte til for at hjælpe Dig, Dronningen og Riget og hertil bestemte sin elskede Søn, Magister Gerhard, vor Kapellan, som med Omhu har staaet ved Din Side og efter Evne holdt sin Haand over Dig og Dine RettighederN. Er det virkelig gaaet Dig og Din Moder af Minde, hvordan vor Forgænger, Pave Urban, højlovlig Ihukommelse, vor tidligere nævnte Forgænger Alexanders Efterfølger paa Pavestolen, da Du og Din Moder faldt i FjendehaandN og blev taget tilfange ved et Baghold, af al Magt med virksom Iver arbejdede paa Din og Din Moders Befrielse, anstrengte sig stærkt og udtænkte alle mulige Midler til det Formaal, udvidede fornævnte Kapellans Myndighed og vakte hans Omhu, hvordan han haardt og paa mangfoldige Maader truede de Prælater i Riget, som sagdes at være Dine Modstandere, og med indtrængende Bønner og Opfordringer henvendte sig til mange Fyrster og deres Stormænd rundt om for at bede om deres Hjælp hertil? Er vi saa ikke selv traadt i disse vore Forgængeres Spor og har vi ikke i vor Kærligheds Fylde til Dig, Din Moder og Dit Rige givet Eder yderligere Beviser paa vort faderlige Sindelag. Vi har til det yderste anstrengt os for at tage os af Dig og dem ved til Befæstelse af Din Stilling og fuld og sikker Genrejsning af hele Dit Rige naadigt at udsende vor elskede Søn Guido, Kardinalpresbyter ved S. Lorenzo in Lucina, som det apostoliske Sædes Legat, et vigtigt og hæderværdigt Med lem af Kirken, uden at tage Hensyn til, hvor vanskeligt hans egen Kirke vilde blive stillet under Kardinalens Fraværelse? Hvad har Kirken da kunnet gøre mere, og hvad har den forsømt at gøreN, naar den hjælper Dig i Modgang, giver Dig sin Støtte til at faa Medgang og ikke forsømmer noget af det, der staar i dens Magt?

Men gaar Du i disse Dine Forfædres prisværdige Spor og viser Du Dig ærbødig overfor Kirken? Svarer Du den med passende Gengæld? Viser Du Dig taknemlig for saa mange Naadesbevisninger? Det vil Din Samvittighed give Dig Svar paa, naar den med den retfærdige Doms Prøvelse gennemgaar, paa hvilken Maade Du har vist Legaten, eller rettere os og Kirken gennem ham, Ærefrygt ved at rette Dig efter hans frelsebringende Formaninger, og genkalder Dig alt, hvad der efter hans Ankomst hidtil er foregaaet og foregaar i dette Rige. Sandelig, om ikke Du finder Dig i, at Kirkens Frihed i Riget trædes under Fødder eller rettere helt tilintetgøres, ja, efter hvad man siger, tilintetgør Du den selv og træder den under Fødder ved at lade Prælater og andre af Kirkens Mænd i Riget, ikke i mindre Grad end sædvanligt, men jo længer desto værre, lide under uretfærdig og i lang Tid fortsat Udplyndring. Du vil ikke lade dem faa deres Ret heri eller følge fredelige Raad, Du nægter samme Prælater Lejde, Du tillader ikke, ja Du forhindrer endogsaa aabenlyst, at de faar anvist et Sted i Riget, hvor der kan indledes fredelige Forhandlinger med dem. Er det saaledes, Du gengælder Din Moders Kærlighed, er det saaledes, Du lønner Din Faders Velgerninger, ved at forfølge deres Frihed og ramme dem saa haardt paa deres Lemmer? Betænker Du, høje Konge, og de, der giver Dig Raad, hvor alvorlig en Sag det er at besmitte Dit gode Navn og Rygte med at sætte en saa vanærende Plet paa det, at Du i Din tidlige Ungdom faar Ord for at være en Fjende og Forfølger af Kirkernes Frihed og Kirkens Mænd, betænker Du, hvor farlig en Sag det kan være, om Du heri farer yderligere frem i Din Trods og udsætter Dig for den sviende Dom, som den strenge Retfærdighed i saadanne Tilfælde paabyder, saa Banstraalen rammer Dig personlig og dem, der heri holder med Dig, saa Interdiktsdommen udelukker Dit Rige fra at tage Del i Gudstjenesten, saa Dine Lensmænd løses fra deres Troskabsed, som de har svoret Dig, som Følge af Din fortsatte Trods og trodsige Uretfærdighed? I Sandhed da vil Du handle raadeligere, om Du med Klogskab forebygger dette ved ydmygt i alt det her anførte at rette Dig efter Legaten, om Du anstrenger Dig for at tilfredsstille Kirken og de fornævnte Prælater, om Du søger at forsone Dig med dem ad fredelig Vej, og om Du ikke lader Dig lokke ud i vidtløftige Processer af dem, der raader Dig til Udflugter, som tilsløres ved betydningsløse Appeller. Da nemlig det Hjælpemiddel, der hedder Appel, er indført til Oprejsning for undertrykte, men ikke til Undertrykkelse af uskyldige, vil vi paa ingen Maade til Undertrykkelse af disse Prælater længere tage Hensyn til Dine betydningsløse Appeller. Da vi nærer en faderlig Kærlighed til Dig og derfor gerne vil tage os af Dig overfor saadanne Farer, men da vi ikke kan svigte fornævnte Prælater og samme Personer i den Ret, de har, men, som det er vor Pligt, agter at støtte dem, retter vi vor Bøn og indstændige Opfordring til Dig, høje Konge, idet vi paalægger Dig til Dine Synders Forladelse at ydmyge Dit Kongesind for Herren Din Gud og saaledes rette Dig efter vore og fornævnte Kardinals Formaninger og Raad, saaledes forbedre, hvad Du heri har fejlet, saaledes beskytte Kirkens Frihed og Kirkens Mænd, at Du undgaar Rettens Strenghed, tænker paa Din Sjæls Frelse, tager Hensyn til Dit gode Navn og Rygte og skaffer Fred og Ro til Veje, som det er til Gavn for Dit Rige. Thi hvis Du stræber efter at føje Dig efter vor Vilje i disse og andre Sager, som hører Gud til og angaar Din Ære og Velfærd, da vil vi vise Dig som vor højtelskede Søn vor særlige Naades Gunst, saa vidt Gud tilsteder os det. I modsat Fald er det vor Vilje, at Du omhyggeligt skal agte paa, at til at straffe Overgreb mod hans Tjenere vil Guds Haand, efter som vi med god Grund kan sætte vor Lid til hans Naade, ikke holde sig tilbage, og ikke heller vil vi unddrage disse Prælater og andre Personer vor Støtte og Hjælp, som vi efter vort Embedes Krav sikkert og vist har foresat os, til fuld og hurtig Opnaaelse af deres Ret, især da vi ved, at jo større Kærlighed vi nærer til Dig og Dit Rige, desto mindre bør vi i saadanne Tilfælde spare det vel fortjente Tugtens Ris.