Tekst efter Aa:
Idem .. regi Dacie illustri. ♦ Quam bonus et suauis est in te fili karissime si prudenter attendis matris ecclesie spiritus/ dum errores tuos aduertens benigne te corripit/ et super hiis in quibus peccare diceris admonens clementer alloquitur/ ut relicta malitia/ quam tibi grauis de regno tuo egressus rumor im- ponit/ et ueritas ut fertur ascribit. salutaribus ipsius monitis acquiescas. ♦ Sint igitur oculi tui aperti et aures intente ut patris affectum filiali deuotione suscipias/ et benignos ipsius affatus patienter audiens/in promptitudine prout decet executionis admittas. ♦ Recogita fili recogita/ et intra pectoris claustra/ sollicita meditatione reuolue/ quanta semper ecclesia ipsa erga clare memorie progenitores tuos affectione feruuerit quanta illi deuotione claruerint erga ipsam. quanta eadem ecclesia predecessorum nostrorum temporibus te diligentia fouerit/ quam feruenter/ tibi et carissime in Christo filie nostre . . illustri regine Dacie matri tue in necessitatibus uestris astitit/ ad tuitionem uestram auxiliatricem porrigendo dexteram/ uestrisque periculis/ modis quibus potuit occurrendo. ♦ Numquid non tu et mater ipsa recolitis/ quod felicis recordationis Alexander papa predecessor noster audito insurgentis in regno prefato fremitu tempestatis/ et grauis contra te ac eandem reginam persecutionis instante procella tibi/regine ac regno predictis/ prompto animo in auxilium exurrexit. ad hoc dilecto filio magistro Gerardo capellano nostro/ qui tibi sollicite astitit/ te ac iura tua manutenendo pro uiribus destinato; ♦ Numquid de tua et ipsius matris memoria oblitterauit obliuio/ qualiter te ac matre predicta/ in hostiles inimicorum incidentibus manus/ et insidiose captiuatis ab eis. recolende memorie Urbanus papa predecessor noster eidem predecessori Alexandro. in apostolatus officio substitutus/ totis conatibus/ promptisque studiis ad tuam et ipsius matris liberationem/ intendit. laborauit/ attentius/ et omnia que potuit remedia exquisiuit/ memorati capellani ad id auctoritatem muniens/ et sollicitudinem excitans/ prelatis eiusdem regni/ qui tibi aduersari dicebantur/ grauiter et multipliciter comminans/ ac multos orbis principes et magnates/ eorum ad hoc inuocando suffragia/ precibus et exhortationibus attentis inuitans/ ♦ Nonne et nos predecessoribus ipsis in affectus plenitudine/ ad te et matrem et regnum eadem succedentes/ uobis pleniora exhibuimus paterne sinceritatis indicia. ♦ Plenius tibi ac ipsis studuimus prouidere\ ad reintegrationem tui status/ ad totius regni predicti plenam reformationem et solidam/ dilectum filium nostrum G. tituli sancti Laurentii in Lucina presbiterum cardinalem apostolice sedis legatum/ magnum quidem et honorabile membrum ecclesie/ necessitatibus ecclesie ipsius in eiusdem cardinalis absentia non parcentes/ tam fauorabiliter destinando. ♦ Quid itaque eadem ecclesia tibi ultra facere potuit et non fecit/ in aduersis assistens/ fauens ad prospera/ et de contingentibus nil omittens\ ♦ Tu uero an eorundem progenitorum laudabilibus inherendo uestigiis/ te ipsi ecclesie deuotum exhibeas/ an ei condigna retributione respondeas/ an te pro tot gratiis gratum reddas/ si qualiter legatum ipsum/ eius salutaria obaudiendo monita/ immo nos et ipsam ecclesiam in eodem. honorare curaueris/ si ea que post aduentum ipsius in regno predicto gesta sunt hactenus et geruntur/ recti iudicii censura recenseat/ tua tibi conscientia respondebit. ♦ Siquidem et libertatem ecclesiasticam in prefato regno conculcari/ quin potius adnichilari pateris et ut dicitur tu ipse annichilas et conculcas/ nonnullos prelatos et alias personas ecclesiasticas regni eiusdem/ non minus solito/ sed eo saltem grauius/ quo diutius per continuate ab olim spoliationis iniuriam affligendo. nec super hoc etiam iustitiam offers/ aut pacis consiliis acquiescis. sed prelatis eisdem securitatem denegas/ nec permittis immo aperte prohibes locum in regno ipso ad ineundos cum ipsis tractatus pacificos assignari. ♦ Heccine reddis matris affectibus/ hec patris beneficiis recompensas. ipsorum libertatem persequens/ eosque tam grauiter in suis menbris affligens/ ♦ Profecto si excellentia regia/ si ei consilio assistentes/ attendant/ quam sit graue famam tuam nota infamie tam grauis inficere/ ut ecclesiarum libertatis et personarum ecclesiasticarum persecutor infestus/ in tue iuuentutis auspitiis describaris/ quanti sit res plena periculi/ si contumaciam in hiis continuando ulterius acrimoniam sententiarum quas in talibus rigor iustitie indicit expectes/ ut personam tuam/ tibique in hoc fauentium excommunicationis mucro percellat. regnum idem a diuinorum communione/ interdicti sententia separet/ et absolutio uassallorum tuorum/ a fidelitatis iuramento/ quo tibi tenentur/ continuationem contumacie/ ac tam contumacis iniurie subsequatur. consultius facies/ si prudenter ista predicto legato humiliter in premissis obediendo preuenias/ si ecclesie/ prelatis/ ac personis eisdem/ satisfacere studeas/ si eos tibi per concordie semitas reconciliare coneris. nec te per eos qui tibi sub appellationum friuolarum uelamine diffugia suggerunt/ litigiorum anfractibus patiaris inuolui. ♦ Cum enim appellationis remedium/ ad releuandum oppressos/ non ad opprimendos innoxios sit inductum/ nequaquam ulterius in eorundem prelatorum oppressionem/ tuis friuolis appellationibus deferemus\ ♦ Ceterum quia et ad te more patris afficimur/ ideoque tibi libenter contra huiusmodi pericula prouidemus. et prelatis/ ac personis eisdem in sua iustitia deesse non possumus/ sed eos fouere intendimus/ ut tenemur. serenitatem regiam (rogamus et hortamur attente in remissionem tibi) peccaminum iniungentes/ quatinus animum regium domino deo tuo humilians/ sic nostris et memorati cardinalis monitis et consiliis pareas/ sic errata in premissis emendes/ sic ecclesiasticam libertatem/ et personas ecclesiasticas foueas/ quod seueritatem uitando iustitie/ saluti tue consulas/ fame prouideas/ et tranquillitatem prepares/ prout expedit regno tuo. ♦ Nos enim si te nostris beneplacitis in predictis et aliis que dei sunt/ et tuum honorem commodumque respiciunt coaptare studueris/ te tamquam filium predilectum/ quantum cum deo poterimus specialis prerogatiua gratie prosequemur. ♦ Alioquin uolumus te sollerter attendere/ quod ad uindicandas ministrorum suorum iniurias/ nec manus sicut uerisimiliter de ipsius benignitate speramus domini deerit/ nec nos sicut pro certo ex officii etiam necessitate proponimus in plena et celeri exhibitione iustitie/ prelatis et personis eisdem/ ministerii nostri auxilium subtrahemus. presertim cum sciamus/ eo minus in talibus correctionis debite uirge parcendum quo ad te ac regnum tuum affectum gerimus ampliorem.
28 idem] mgl. Ab. – .. = Erico. 29 aduertens] auertens Ab. 30 super hiis] tilf. i margen m. anden haand Aa; mgl. Ab. – super hiis in] de Ab.
1 fertur] ferrum Ab. – ascribit] asscribit Ab. 2 deuotione)] herefter underprikket suspicione Ab. 4 admittas] admittat Ab. 6 feruuerit] fetuerit Ab. 8 ..–Margarete. – illustri] mgl. Ab. 14 exurrexit] exurexit Ab; exsurrexit Acta Proc. Lit. 17 oblitterauit] obliccauit Ab. 18 insidiose] incidiose Ab. 23 aduersari] mss.; aduersarii Acta Proc. Lit. 27 pleniora] plenioria Ab. 30 G. = Guidonem. – presbiterum)] herefter et Ab.
4 ommittens] obmittens Ab. 16 aperte] mgl. Ab. 17 ineundos] in eundem Ab. 19 menbris] membris Ab.
6 regiam)] derefter etcetera usque mss.
Den samme til Erik, Danmarks høje Konge. Hvor god og mild er ikke Kirken, vor Moder, overfor Dig, om Du blot klogt vil lægge Mærke dertil, idet den, naar den opdager Dine Fejl, venligt irettesætter Dig, og naar den giver Dig Formaninger med Hensyn til de Sager, hvor Du siges at fejle, taler mildt til Dig, for at Du kan aflægge den Ondskab, som et alvorligt Rygte, der kommer fra Dit Rige, i Overensstemmelse med Sandheden tillægger Dig, og for at Du kan rette Dig efter dens gavnlige Formaninger. Lad derfor Dine Øjne staa aabne og Dit Øre lytte, for at Du med sønlig Ærbødighed kan tage imod Din Faders Kærlighed, med Taalmodighed høre paa hans venlige Bud og hurtigt, som det sømmer sig, bringe det til Udførelse. Betænk, Søn, betænk og overvej med omhyggelig Omtanke i Dit Hjærtes Lønkammer, med hvor stor, hvor glødende Kærlighed den altid har omfattet Dine Forfædre, salig Ihukommelse, og hvor stor Ærbødighed de har udmærket sig ved overfor den, hvilken Omhu samme Kirke i vore Forgængeres Tid har vist Dig, hvor ivrigt den har bistaaet Dig og Din Moder, vor kære Datter i Kristus, den berømmelige Dronning Margrete af Danmark, i Eders Nød, har udstrakt sin hjælpende Haand til Eders Beskyttelse og paa alle Maader, saa vidt det var muligt, imødegaaet de Farer, der truede Eder. Erindrer ikke Du og Din Moder, at vor Forgænger, Pave Alexander, salig Ihukommelse, da han hørte om det larmende Uvejr, der rejste sig i Dit Rige, og den svære Forfølgelses Storm, der truede Dig og Dronningen, da med villigt Sind traadte til for at hjælpe Dig, Dronningen og Riget og hertil bestemte sin elskede Søn, Magister Gerhard, vor Kapellan, som med Omhu har staaet ved Din Side og efter Evne holdt sin Haand over Dig og Dine Rettigheder. Er det virkelig gaaet Dig og Din Moder af Minde, hvordan vor Forgænger, Pave Urban, højlovlig Ihukommelse, vor tidligere nævnte Forgænger Alexanders Efterfølger paa Pavestolen, da Du og Din Moder faldt i Fjendehaand og blev taget tilfange ved et Baghold, af al Magt med virksom Iver arbejdede paa Din og Din Moders Befrielse, anstrengte sig stærkt og udtænkte alle mulige Midler til det Formaal, udvidede fornævnte Kapellans Myndighed og vakte hans Omhu, hvordan han haardt og paa mangfoldige Maader truede de Prælater i Riget, som sagdes at være Dine Modstandere, og med indtrængende Bønner og Opfordringer henvendte sig til mange Fyrster og deres Stormænd rundt om for at bede om deres Hjælp hertil? Er vi saa ikke selv traadt i disse vore Forgængeres Spor og har vi ikke i vor Kærligheds Fylde til Dig, Din Moder og Dit Rige givet Eder yderligere Beviser paa vort faderlige Sindelag. Vi har til det yderste anstrengt os for at tage os af Dig og dem ved til Befæstelse af Din Stilling og fuld og sikker Genrejsning af hele Dit Rige naadigt at udsende vor elskede Søn Guido, Kardinalpresbyter ved S. Lorenzo in Lucina, som det apostoliske Sædes Legat, et vigtigt og hæderværdigt Med lem af Kirken, uden at tage Hensyn til, hvor vanskeligt hans egen Kirke vilde blive stillet under Kardinalens Fraværelse? Hvad har Kirken da kunnet gøre mere, og hvad har den forsømt at gøre, naar den hjælper Dig i Modgang, giver Dig sin Støtte til at faa Medgang og ikke forsømmer noget af det, der staar i dens Magt?
Men gaar Du i disse Dine Forfædres prisværdige Spor og viser Du Dig ærbødig overfor Kirken? Svarer Du den med passende Gengæld? Viser Du Dig taknemlig for saa mange Naadesbevisninger? Det vil Din Samvittighed give Dig Svar paa, naar den med den retfærdige Doms Prøvelse gennemgaar, paa hvilken Maade Du har vist Legaten, eller rettere os og Kirken gennem ham, Ærefrygt ved at rette Dig efter hans frelsebringende Formaninger, og genkalder Dig alt, hvad der efter hans Ankomst hidtil er foregaaet og foregaar i dette Rige. Sandelig, om ikke Du finder Dig i, at Kirkens Frihed i Riget trædes under Fødder eller rettere helt tilintetgøres, ja, efter hvad man siger, tilintetgør Du den selv og træder den under Fødder ved at lade Prælater og andre af Kirkens Mænd i Riget, ikke i mindre Grad end sædvanligt, men jo længer desto værre, lide under uretfærdig og i lang Tid fortsat Udplyndring. Du vil ikke lade dem faa deres Ret heri eller følge fredelige Raad, Du nægter samme Prælater Lejde, Du tillader ikke, ja Du forhindrer endogsaa aabenlyst, at de faar anvist et Sted i Riget, hvor der kan indledes fredelige Forhandlinger med dem. Er det saaledes, Du gengælder Din Moders Kærlighed, er det saaledes, Du lønner Din Faders Velgerninger, ved at forfølge deres Frihed og ramme dem saa haardt paa deres Lemmer? Betænker Du, høje Konge, og de, der giver Dig Raad, hvor alvorlig en Sag det er at besmitte Dit gode Navn og Rygte med at sætte en saa vanærende Plet paa det, at Du i Din tidlige Ungdom faar Ord for at være en Fjende og Forfølger af Kirkernes Frihed og Kirkens Mænd, betænker Du, hvor farlig en Sag det kan være, om Du heri farer yderligere frem i Din Trods og udsætter Dig for den sviende Dom, som den strenge Retfærdighed i saadanne Tilfælde paabyder, saa Banstraalen rammer Dig personlig og dem, der heri holder med Dig, saa Interdiktsdommen udelukker Dit Rige fra at tage Del i Gudstjenesten, saa Dine Lensmænd løses fra deres Troskabsed, som de har svoret Dig, som Følge af Din fortsatte Trods og trodsige Uretfærdighed? I Sandhed da vil Du handle raadeligere, om Du med Klogskab forebygger dette ved ydmygt i alt det her anførte at rette Dig efter Legaten, om Du anstrenger Dig for at tilfredsstille Kirken og de fornævnte Prælater, om Du søger at forsone Dig med dem ad fredelig Vej, og om Du ikke lader Dig lokke ud i vidtløftige Processer af dem, der raader Dig til Udflugter, som tilsløres ved betydningsløse Appeller. Da nemlig det Hjælpemiddel, der hedder Appel, er indført til Oprejsning for undertrykte, men ikke til Undertrykkelse af uskyldige, vil vi paa ingen Maade til Undertrykkelse af disse Prælater længere tage Hensyn til Dine betydningsløse Appeller. Da vi nærer en faderlig Kærlighed til Dig og derfor gerne vil tage os af Dig overfor saadanne Farer, men da vi ikke kan svigte fornævnte Prælater og samme Personer i den Ret, de har, men, som det er vor Pligt, agter at støtte dem, retter vi vor Bøn og indstændige Opfordring til Dig, høje Konge, idet vi paalægger Dig til Dine Synders Forladelse at ydmyge Dit Kongesind for Herren Din Gud og saaledes rette Dig efter vore og fornævnte Kardinals Formaninger og Raad, saaledes forbedre, hvad Du heri har fejlet, saaledes beskytte Kirkens Frihed og Kirkens Mænd, at Du undgaar Rettens Strenghed, tænker paa Din Sjæls Frelse, tager Hensyn til Dit gode Navn og Rygte og skaffer Fred og Ro til Veje, som det er til Gavn for Dit Rige. Thi hvis Du stræber efter at føje Dig efter vor Vilje i disse og andre Sager, som hører Gud til og angaar Din Ære og Velfærd, da vil vi vise Dig som vor højtelskede Søn vor særlige Naades Gunst, saa vidt Gud tilsteder os det. I modsat Fald er det vor Vilje, at Du omhyggeligt skal agte paa, at til at straffe Overgreb mod hans Tjenere vil Guds Haand, efter som vi med god Grund kan sætte vor Lid til hans Naade, ikke holde sig tilbage, og ikke heller vil vi unddrage disse Prælater og andre Personer vor Støtte og Hjælp, som vi efter vort Embedes Krav sikkert og vist har foresat os, til fuld og hurtig Opnaaelse af deres Ret, især da vi ved, at jo større Kærlighed vi nærer til Dig og Dit Rige, desto mindre bør vi i saadanne Tilfælde spare det vel fortjente Tugtens Ris.
Datering: Brevet maa være pavens svar paa kongens appel (se nr. 29); det kan med sandsynlighed henføres til oktober maaned, cf. Kirkehist. Saml. l.l. og Norvin i Scandia V (1932) p. 284.