Abbeden og det menige Konvent af Øm i Aarhus Stift bringer til Eders Kundskab, ærværdige Fader, at Aarhus Stifts Biskop Herr Tyge efter at have modtaget den biskoppelige Værdighed i Aarhuskirken paa mange Maader i alle mulige Henseender saa at sige uafbrudt har været meget fjendtlig og skadelig overfor nævnte Abbedi og de Personer, der tilhører det, gejstlige og læge, klostergivne og verdslige, idet han for det første af nævnte Abbed og menige Konvent har forlangt tre Ugers Gæsteri og ni Ugers Gæsteri for tre Aar, i hvilke Bispesædet i Aarhus havde staaet ledig, saaledes at Abbediet for al Fremtid rettelig skulde være pligtig at yde ham og hans Efterfølgere med lige saa mange Mænd og Heste, som han vilde føre med sig til Klosteret, tre Ugers Gæsteri aarlig. Og da Abbeden og det menige Konvent erklærede sig rede og parate til at skænke ham Gehør og beredvilligt at tjene ham i dette og i alle hans øvrige Beslutninger til deres Livs Ende — dog saaledes at han skulde tage dette som et Tegn paa Venskab og Velvilje og ikke fravriste det som en Ret, for at han ikke ved sin Handling i denne Sag skulde synes at gaa imod og modsige adskillige Pavers Bevillinger og Bestemmelser, der forbyder Cistercienserne, hver og en, at være underlagt nogen anden Dommers Retsmyndighed end Faderabbedernes og Pavens aleneN — og da Bispen efter sin Mening ikke var tilfredsstillet i denne Sag, medmindre Munkene indrømmede, at de var pligtige at yde ham med saa mange Mænd og Heste, som han vilde føre med sig, tre Ugers Gæsteri aarligt — og da Munkene ikke vilde forpligte sig til at paatage sig denne Byrde, navnlig da de aldrig havde været bundne ved nogen Pligt til denne eller en lignende Tjeneste over for hans Forgængere, og da Bispen truede med ufortøvet at ville gaa frem saa kraftigt som muligt mod de Personer, der var i Abbediet, medmindre de gjorde hans Vilje, appellerede Abbeden og det menige Konvent efter at have hørt denne Trusel eller Forurettelse eenstemmigt under gode Vidners Nærværelse til det apostoliske Sæde, velvidende, at de af Paverne havde faaet Privilegier, hvorefter de ikke for den nævnte Sag kunde bindes ved nogen Dom af nævnte Biskop.

Medens denne Appel over fornævnte Tynge og flere andre Ting var uafgjort, sammenkaldte nævnte Biskop alle klostergivne og verdslige, gejstlige og læge, som han kunde, til Dover Kirke, som ligger nærmest ved Abbediet, og med Tilsidesættelse af alle retlige Former udslyngede han sammesteds en Banlysningsdom mod Abbeden og det menige Konvent de facto, da han ikke kunde de jure. Siden lod samme Biskop de Abbediet undergivne Bryder og Landboer føle sin tunge Haand paa den Maade, at han lod alle de undergivne, som Abbediet havde i enhver Landsby, give Møde paa een og samme Dag for sig og sine Officialer, saaledes at Abbediets undergivne fra en Landsby skulde staa til Rette for en Official, fra en anden for en anden, fra en tredje for en tredje og saaledes videre i alle Landsbyer, hver for sine Dommere paa sine Steder, og svare paa de Beskyldninger, der blev rettet mod dem, og da enhver af de undergivne i hver enkelt Landsby fik forelagt en særlig Sag af Dommeren paa Bispens Vegne og afviste den mod ham rejste Sag paa det Sted, der var bestemt for Sagen, fastsatte Dommeren, at hver enkelt Mand fra den enkelte Landsby skulde indfinde sig paa samme Dag for at rense sig med tolv af sine NaboerN paa et meget fjerntliggende Sted i Bispedømmet, saaledes at en af dem (skulde drage) mod Øst, en mod Vest, en anden mod Nord og en anden mod Syd, og han bestemte, at der altid mellem to og to Naboer skulde være en Dagsrejses Afstand eller mere, saa at alle Abbediets ulykkelige undergivne — naar enhver skulde rense sig ved sine Naboer, og alle Naboer ved dette Kneb og Bedrag befandt sig paa forkellige Steder, der paa fornævnte Maade laa langt fra hinanden — paa Grund af dette Bedrag undlod at rense sig. Paa Grund af denne Undladelse blev alle de anklagede ved Bispens Myndighed dømt skyldige i den Sag, de var beskyldt for, og efter Omfanget af deres Forbrydelse blev de — efter at Dommeren havde angivet dem overfor Bispen — efter hans Forgodtbefindende dømt til Skadeserstatning. Og saaledes blev der mod alle Abbediets øvrige undergivne i de forskellige Landsbyer gaaet frem ved forskellige Dommere paa Herr Bispens Vegne og med hans Myndighed.

En almindelig Afgørelse (blev) derfor (truffet) ved endelig Dom med Hensyn til alle Bryder og Landboer, der tilhørte Abbediet, at de enten skulde trække sig tilbage fra Klosterets Tjeneste eller yde Herr Bispen en saa stor Sum Penge, som det behagede ham, og hvis de ikke vilde indvilge i det ene af disse Alternativer, skulde de være lyst i Ban ved Aarhusbispens Myndighed. Og saaledes gjorde han mange Gange med samme undergivne, idet han afpressede dem mange Penge mod Gud og Retfærdighed og mod de Privilegier, der var tilstaaet Abbeden og det menige Konvent, indtil alle var saa forarmede paa Grund af den Afpresning, som han særdeles ofte gjorde sig skyldig i over for dem, navnlig ved Efteraarstide og paa andre Tider, paa hvilke de kunde tjene noget, saa at de var stedet i en saadan Nød, at de ikke kunde dyrke Abbediets Jord, men opgav at dyrke samme Jord.

Fremdeles trængte samme Biskop med Opgivelse af biskoppelig Værdighed og uden at overholde den Ærefrygt, der skyldes et helligt Sted, voldelig ind i Abbediet og til Foragt for Munkene, der viste og oplæste den af Pavestolen tilstaaede Bevilling, hvori stod, at samme Biskop ikke skulde have nogen Retsmyndighed mod dem, der hørte til Abbediet, lod han egenhændigt paa fjendtlig Vis Døren til Abbediets Hus bryde op. Fremdeles lod samme Biskop ved sine Drabanter Munken og Præsten Bjørn tage tilfange i Abbediets GaardN og med et skarpt Tov bundet om de nøgne Fødder og Ben under Bugen af en Hest bringe til et Pinested, hvor han lod samme Munk straffe med Lænker og Blokke i ca. 19 Uger, idet han pinte ham næsten til Døde i mange Henseender, paa umenneskelig Vis, og han lod ham berøve 3 Heste, kostbare Klæder, Kobberpenge og Sterling, et Klæde og talrige andre Ting til en Værdi af mere end 100 Mark, der alle blev sendt ved nævnte Broder for at blive ført til Venden til Indkøb af Korn til at underholde Gæster og fattige i Tilfælde af Dyrtid, naar de kom som Gæster til samme Abbedi for at lindre deres Nød. Fremdeles lod han tilligemed samme Munk to Lægbrødre, som han havde i sit Følge, banke og ligeledes berøve deres Klæder og blive liggende næsten nøgne til næste Dag.

Fremdeles lod han Munken og Præsten Skjalm tage tilfange ved sine Drabanter, idet han slog de Lægbrødre, der var i Gaarden, og røvede 4 Heste fra Gaarden og dræbte en femte.

Fremdeles lod han i en anden af Abbediets Gaarde Lægbroderen Tyge banke og tage tilfange, Husenes Døre bryde op og en Kiste med Klosterets Penge og alle dets Klæder røve, og Bispens Mænd tilføjede Lægbrødrene sammesteds stor Overlast ved at slaa dem, idet de tog en Hest fra dem, og de førte desuden alle samme Gaards Plovjærn og Landbrugsredskaber bort med sig.

Fremdeles stævner han Abbediets Abbed, Munke og Lægbrødre til sine Ting — som andre verdslige — ganske efter Forgodtbefindende. Fremdeles har han banlyst Abbediets Landboer og Bryder, medmindre de opgav at tjene Klosteret inden en af Bispen nærmere angiven Frist. Fremdeles straffer han Lægbrødrene paa Ladegaardene for en hvilkensomhelst Forseelse og undertiden ogsaa uden skellig Grund med en Pengebøde ligesom de verdslige Magthavere. Fremdeles har han banlyst Abbeden i flere gode Mænds Paahør, fordi han i sine Breve har kaldt sig Abbed, skønt han dog var valgt paa kanonisk Vis med Kapitlets eenstemmige Samtykke. Fremdeles har han banlyst Konventet, fordi det har kaldt ham Abbed. Fremdeles søger han paa alle Maader — hvad der maa anses for endnu mere utaaleligt — at bekæmpe og tilintetgøre de Privilegier, der er blevet tilstaaet og paa lovlig Vis uafbrudt har været hjemlet ikke blot hint Abbedi, men hele Cistercienserordenen af det apostoliske Sæde. Fremdeles har samme Biskop banlyst alle, der hører Munkene læse Messe uden for Klosteret. Fremdeles har han banlyst de verdensgejstlige, der tillader nævnte Abbedis Munke eller Lægbrødre at høre Messer i deres Kirker. Fremdeles truer samme Biskop Abbeden og det menige Konvent med at ville forfølge dem ganske ubarmhjertigt efter Herr Legatens Bortrejse.

Derfor bønfalder fornævnte Abbed og menige Konvent paa Grund af de fornævnte ulykkelige Overgreb og ogsaa paa Grund af flere andre, der skal blive omtalt paa rette Sted og Tid, og som nævnte Biskop og hans Mænd ofte paa ynkværdig Vis har tilføjet dem mod Gud og mod de Privilegier, som er blevet tilstaaet ham og hele Cistercienserordenen af det apostoliske Sæde med mange Pavers Myndighed — saa indstændigt de kan og tør, Eder ærværdige Fader, om for Guds Skyld og den hellige Jomfrus Ære og Eders Sjæls Frelse at yde dem Retfærdighed for de Overgreb, som Bispen har tilføjet Abbediet og drage Omsorg for, at der i Fremtiden paa forsynlig Vis skaffes Abbediet Sikkerhed og nogen Lindring, saa at han ikke efter Eders Bortrejse atter skal begynde at forfølge Abbeden og det menige Konvent og deres undergivne, som han hidtil har gjort det.