Til Provincialprioren og Brødrene af Dominikanerordenen i Danmarks Rige.

Naar ogsaa Lægfolks Formastelighed er os til Mishag, som dog paa en Maade kan undskyldes med den tøjlesløse og skadelige Frihed, de er vant til, og med deres Ukendskab til vore Breve er det med god Grund, vi vredes, naar der er Tale om Overtrædelser af alskens gejstlige, men især dog af Klosterfolk; thi idet de fremfor andre er sat til at bære det Aag, som Lydighed mod Gud paalægger dem, ser de i den hellige Skrift, hvad der er Herren velbehageligt, hvad der er dem selv til Gavn og deres Næste til Frelse. Vore elskede Sønner Ministeren og Brødrene af Franciskanerordenen i Danmark har ladet os meddele, at vor elskede Søn Guido, Kardinalpresbyter ved S. Lorenzo in Lucina og den Gang det apostoliske Sædes Legat i de Egne, af visse Aarsager har lagt dette Rige under Kirkens Interdikt. Skønt fornævnte Minister og Brødre med Ærbødighed over holder Interdiktet, som Sønner, der efter Ordenens Bud er forpligtet til Lydighed, er der dog mange, baade verdensgejstlige og regelbundne i Riget, som undlader at overholde hans Interdikt. Og I, som er forpligtet til at staa dem bi af al Magt i denne Sag, da det tilmed gælder Bevarelsen af Kirkens Frihed, skader paa mangfoldige Maader fornævnte Minister og Brødre, fordi de overholder Interdiktet, og I paastaar ikke desto mindre, at de alligevel vil blive banlyst som Fjender af Danmarks høje Konge; ganske egenmægtigt hindrer I dem i deres Prædikener, selvom de af Sognepræsterne kaldes til at prædike, ja I har endog ladet nogle af disse Sognepræster, som havde givet Brødrene Lov til at prædike, afsætte fra deres Kirker, og ogsaa ellers har I paa forskellig Maade besværet baade dem og andre af disse Brødres Velgørere. Men ikke en Gang hermed lader I Eder nøje, men paastaar offentligt for Menigheden, at disse Brødre ikke kan høre Skriftemaal af dem, der vil skrifte deres Synder for dem, og at den Syndsforladelse, de tildeler dem for de begaaede Synder, ikke har noget at betyde. For at lægge de oftnævnte Brødre for Had hos Kongen, Stormændene og andre i Riget anstrenger I Eder ogsaa paa de forud nævnte og mange andre Maader for at bagvaske dem, og I hævder offentligt, at I paa en Maade ikke er forpligtet til at overholde samme Interdikt. Saaledes ser man da, om I vil lægge rigtig Mærke til det, Alter rejse sig mod Alter, Hus falde over Hus til gensidig Ødelæggelse, og Stjærnerne paa Himlen i forunderlige Baner tørne mod hinanden, naar Klosterfolk, som særlig skal bevare Aandens Enhed med Fredens Baand, støder sammen og vækker Forargelse ved gensidige Angreb paa hinanden. Sikkert er det, at den Slags Strid støder vore Følelser og bør aves med Pavestolens Kraft og Tugt. Thi naar de, der staar paa Beskuelsens Tinde, og til hvem verdslige Mennesker ser op til med Ærbødighed for deres Overholdelse af de Baand, Kærligheden paalægger, ikke kan holde Fred med deres Næste, hvor skal da de verdensgejstlige finde Forbilleder paa Fred og Enighed til egen Frelse? Kort sagt, da nævnte Minister og Brødre ikke af os har kunnet opnaa den Naadesbevisning med Hensyn til Interdiktets Ophævelse, som de indtrængende har bønfaldet os om, og som de heller ikke burde kunne opnaa, foreskriver og paalægger vi Eder alle strengt ved denne apostoliske Skrivelse — da vi klart erkender, at nævnte Minister og Brødre ikke, fordi de overholder Interdiktet og viser god og gavnlig Lydighed, paa nogen Maade bør lide Skade og Uret, men snarere faa de Lovtaler, de har fortjent — at I ganske afholder Eder fra fornævnte og hvilkesomhelst andre fornær melige Overgreb. I modsat Fald er det vor faste Beslutning, at vi — hvis et saadant Rygte atter naar os og befindes sandt — ikke vil kunne skjule, at vi vil gaa alvorligt frem mod Eder.