Jakob, af Guds Naade Ærkebiskop i Lund og Sveriges Primas, til alle, som ser dette Brev eller hører det læse, Hilsen med alles Frelser.

I skal vide, at vi med Forstandens Øje betragter den Fare, der truer vor Kirke, som — efter hvad vi hører — baade i det aandelige og det timelige paa Grund af vor langvarige Fraværelse skal have lidt et alvorligt Sammenbrud, samt at vi i Fremtiden vil imødegaa Sjælenes Fare og med Guds Hjælp søge at bringe Kirken paa Fode igen og med aarvaagen Iver for Fremtiden tage os af de os betroede Sjæles Frelse; men da vi af Frygt for vor Herre, de Danskes og Venders høje Konge Erik og hans Moder, den høje Dronning, ikke kan vende tilbage til vor Kirke, før vi af dem har faaet tilstrækkelig Sikkerhed, og der er givet og tilstaaet os sikkert Lejde, beder vi ydmygt Kongen og Dronningen om og kræver indtrængende af dem, at de vil tillade os at komme tilbage til deres Rige og vor Kirke og trygt at blive der, og at de hertil vil give os Lejde, som er bekræftet af dem selv og tyve Stormænd i Riget ved Ed og ved et aabent Brev, der er forsynet med Kongens, Dronningens og Stormændenes Segl, og at de vil give os Adgang i Fred og Ro til vor Kirke, vort Embede, vor Stilling, alle vore Rettigheder og Beneficier og alle vore faste Ejendomme og vort endnu eksisterende rørlige Gods, og de endnu forhaandenværende Frugter, der er oppebaaret deraf.

Vi erklærer ogsaa og lover ved nærværende saavel for os selv som for vor ærværdige Broder Herr Peder, Biskop i Roskilde, Sasser, Provst i Lund, Magister Ro, Kannik i Ribe, og David, Sognepræst i Rye i Roskilde Stift, med Hensyn til alle Klagemaal eller Klager, Forurettelser, Krænkelser og Tab, som tidligere har været mellem afdøde Kong Kristoffer, salig Ihukommelse, eller som nu er rejst, eller som der staar Strid om mellem fornævnte Herre Kong Erik og Dronningen som den ene og os og vore Kirker som den anden Part, at henvise dem til Afgørelse af gode Mænd i Riget, som skal udnævnes med begge Parters Samtykke, for Sager angaaende Kirkens timelige Forhold gejstlige eller verdslige, men for Sager angaaende dens aandelige Forhold Kirkemænd, som skal være juridisk uddannet, for at de med Gud for Øje skiftevis kan høre og undersøge Parternes Klager og Stridsspørgsmaalene mellem dem og bilægge dem enten ved Voldgift, hvis Overtrædelse efter Parternes Samtykke skal straffes, eller paa anden Maade ved venskabelig Overenskomst og efter god Skik og Brug der i Landet og tilvejebringe en venskabelig Overenskomst mellem Parterne, som de finder det passende og heldigt for begge Parter og deres Fred og Ro.

Skulde, hvad Gud forbyde, de fornævnte, som skal udnævnes til mulig Bilæggelse af fornævnte Stridigheder, ikke inden seksten Maaneder, efter at vi er kommet tilbage til vor Kirkeprovins, kunne blive enige om Vilkaarene eller om en Dom, da bør Sagen oplyst af disse Mænd, der skal udnævnes, med Parternes Samtykke og gode Vilje forelægges Paven, for at han enten ved en Kardinallegat eller ved en anden Udsending til fornævnte Rige eller ved et paveligt Reskript til Dommere, valgt af Parterne i Fællesskab, kan faa den bilagt ved Overenskomst eller ved Dom.

Visselig maa man, da Sjælen er langt kosteligere end Legemet, gaa saa meget forsigtigere frem der, hvor det gælder Fare for Sjælene.

Da vi nu erfarer, at nogle gejstlige, efter at vi var draget bort fra vor Kirke, har tiltaget sig Præbender ved vor Domkirke og andre kirkelige Embeder i Lunds Stad og Stift og endnu beholder dem, har vi i Ønsket om ikke at forurette nogen af dem heri, men ubrydelig at skaffe hver enkelt hans Ret, herom bestemt, at vi efter Tilkaldelse af kloge og gode Mænd vil tillade hver den af dem, som tror, at han har Ret til disse Embeder, for os og fornævnte Mænd at give en Fremstilling af sin Ret, og saa skal vi være rede til med fornævnte Mænds Raad at gøre, hvad Retfærdighed paabyder og Retsordenen tilsiger, og skulde maaske nogen af dem mærke eller tro, at de besværes af os, hvilket vi dog ikke agter at gøre, skal de frit kunne appellere til en højere Dommer.

Derfor nægter vi dog ikke, at vi agter at vise os naadige mod dem, vi kan vise os naadige mod, naar det ikke er til Vanære for Kirken.

Tillige lover vi, at vi, hvis paa Grund af Tidens Knaphed eller paa Grund af nogle Personers Fraværelse ikke alle de fornævnte adeliges Segl første Gang skulde kunne sættes under fornævnte Lejdebrev, ikke desmindre samtykker i dette Lejdebrev, naar det blot overgives os forseglet med Kongens, Dronningens og ti adeliges Segl, og antager det og vil overholde alle fornævnte Bestemmelser, dog med det Vilkaar, at de manglende Segl, naar vi kommer tilbage til Riget, skal sættes under Brevet.

Til Vidnesbyrd herom har vi overgivet Magister Niels, nævnte Herr Konges Kansler og hans Prokurator ved den romerske Kurie, nærværende Brev og til yderligere Stadfæstelse bekræftet det med vort Segl.

Givet i Orvieto i det Herrens Aar 1272, paa Søndagen efter Allehelgensdag.