Broder Johannes, Dominikanerordensbrødrenes uværdige Tjener, til sin højtelskede Broder i Kristus Aage, Dominikanernes Provincialprior for Kirkeprovinsen Danmark, Hilsen med oprigtig Kærlighed.

For at den hellige Tros Urtegaard kan give fyldigere og for den guddommelige Tunge sødere Frugter, skal den ikke blot overrisles med frelsebringende Formaning og Opmuntring, men der kræves ogsaa til dette, at Urtegaardsmandens lugende Haand med nidkær Tugt bortskærer den menneskelige Skrøbeligheds Spirer, som ofte skyder op i Urtegaarden paa foruroligende Vis, for at de ikke — hvad Gud forbyde — ved en eller andens Forsømmelighed paa faretruende Maade skal vokse op og blive Kviste, og til stor Skade blive en Hindring for det, for hvis Fremgang der længe er slidt og stræbt. Men se, o elskede Broder: Guds grænseløse Kærlighed, som kommer for at frelse Syndere, og som ikke vil, at nogen skal fortabes, og som ønsker, at Folket skal blive velbehageligt for den, uden en Plet eller skæmmende Rynke — den har i de seneste Tider samtidig sendt de højhellige Mænd Dominicus og Franciscus til Verden som flittige Arbejdere og bestemt dem til samme Hverv; begge har de, oplyst af Helligaandens Lue og optændt af dens Glød, for at Sønner skulde fødes dem til at vandre i Fædrenes Fodspor, grundlagt en Orden, hvis mægtige Forkyndere i Gerning og Tale kunde bekæmpe de vindige Magter under Klosterløftets frelsebringende Symboler, frygtløst slaa Fjendernes Angreb tilbage, gøre de onde Aanders Magt til intet og ivrigt hige efter at føre Synderne bort fra Vildfarelsens Vej samt lede de omvendte ind paa Frelsens Sti.

Men eftersom det vilde blive til Fare for Brødrene af begge Ordener, til Forargelse for andre og til mangfoldig Skade for Sjælene, hvis der mellem dem, som bør forene de stridende i Enighedens Pagt, skulde opstaa noget Emne til Uro, har den ærværdige Fader Hieronymus, Generalminister for den fornævnte Franciskanerorden, og jeg besluttet at følge i de højhellige Fædres Fodspor, de som altid ved Fredens Baand skabte Aandens Enhed mellem Brødrene af begge Ordener, og hvis Efterfølgere vi, skønt uværdige, er i Kraft af det os paalagte Embede. Idet vi ønsker ved belejlige Bestemmelser at træde op mod det, der kunde hindre de ædle Træers Vækst i vore Ordners Urtegaard, at varetage vor fælles Fred og vort fælles Omdømme og at sørge for andres Fremgang, har vi derfor truffet den Beslutning efter Raadslagning med de bedste Brødre af begge Ordener at foreskrive det nedenfor anførte: Efterdi det vides at være far ligt at drøfte de helliges Fortjenester og at forøge eller forklejne noget med Hensyn til dem, som dette har bragt Helgenkronen, og da det vides at være forvovent at nedsætte dette over for Mængden, skal hver den, der bevidst eller offentligt drister sig til at hæve sin Røst for at forklejne en anden Ordens hellige Mænd eller Ordenens almindelige og hele Stilling, straffes strengt, og desuden skal han af sin foresatte tvinges til at tilbagekalde sine Ord i Overensstemmelse med hvad der besluttes af Prioren eller Guardianen for det Kloster, hvor Forargelsen derover maatte være opstaaet, eller yde Bod paa anden Maade. Ogsaa dette bør man af al Magt undgaa, at ingen af Iver efter at bringe en Novice ind i sin Orden virker for hans Udtræden af den Orden, vedkommende allerede har antaget, og hvis nogen lokket og paavirket paa denne Maade forlader sin Orden, maa han indenfor et Aar ikke optages i den Orden, til Gunst for hvilken han brød ud, uden Tilladelse fra den Orden, som han forlod. Da der fremdeles mellem den Guds Tjenere, der ikke er Tvistens, men Fredens, enten ingen Retsstrid bør føres, eller den bør afsluttes saa hurtigt som muligt, skal Priorer og Provincialministre og deres Generalvikarer ikke opsætte at yde Retfærdighed til de fremmede Ordensbrødre, der klager over Brødre, der er overgivet til deres Forsorg, for at de forurettede ikke paa Grund af disses Svigten med Vanære for begge Ordener skal tvinges til at henvende sig til fremmede Dommere. Og eftersom det, der sker i den romerske Kurie bliver bekendt nær og fjærn, skal begge Ordeners befuldmægtigede, der opholder sig der for at værne Ordenernes fælles Rygte, ikke rejse Klage mod den anden Orden paa Anmodning af enkelte Brødre eller af eet Kloster eller tillade, at den rejses af nogen Broder, eller at de erhverver Breve, medmindre Klagernes Provincial, hvem det paahviler at beslutte, om der skal føres Proces angaaende det, Sagen drejer sig om, herom sender særligt Brev til sin Ordens Prokurator. Eftersom man fremdeles skal adlyde de apostoliske Formaninger og Forbud, maa ingen af de to Ordeners Brødre til Opførelse af et Kloster, en Kirke eller et Kapel driste sig til at vælge en Plads, der ligger i Nærheden af den anden Ordens Brødre inden for den af Pavestolen fastsatte Afstand paa hundrede og fyrre Alen, uden deres Tilladelse og Billigelse. Vi beder dog om, at de ikke gør Vanskelighed ved at vise en saadan Gunst, naar der paa Grund af Stedets naturlige Beliggenhed ingen eller kun ringe Skade forvoldes dem. Da iøvrigt enhver bør vogte sig for at gøre mod nogen, hvad han ikke ønsker gjort mod sig selv, maa heller ingen driste sig til selv eller gennem andre at foranledige, at nogen Persons Valg af Gravsted hos Brødre af den anden Orden — herfra undtages dog vedkommendes Fader og Moder, Broder og Søster — bliver ændret, eller at testamentariske Gaver til dem bliver forringet. Hver enkelt skal fremdeles tage vare paa, at han ikke, idet han overilet værner sin Ordens Ære, i Kappestrid eller af Avind afbryder eller hindrer andres Tale. Da fremdeles det Raad er bedst, og den Dom den fasteste, som finder Medhold hos de fleste, skal man, hvad angaar Overholdelsen af Banlysnings- og Interdiktdomme, som er afsagte af andre end af Paven og Pavestolens Legater, for hvilke man uden videre maa bøje sig, og som drages i Tvivl, efter at der forud er sket omhyggelig Drøftelse mellem Brødrene af begge Ordener, og man om fornødent har søgt de retskyndiges Raad, uden Forskel overholde dem, naar Samvittigheden maatte tillade det. Da fremdeles alt, hvad der forøves mod Kristentroens Renhed, er til Skade for alle, maa ingen hindre eller forstyrre Inkvisitorer af kættersk Vranglære, men de skal snarere utrætteligt bistaa hverandre og andre skal yde dem Hjælp i Udførelsen af deres Hverv.

Da vi ønsker at drage nøje Omsorg for ovenstaaende med virkningsfulde Formaninger og belejlig Revselse paa en saadan Maade, at man hurtigt og forsigtigt afholder sig fra, hvad I maatte finde paabegyndt, og saa at ingen i Fremtiden vover at forsøge noget lignende — og for at ovenstaaende hos de Brødre, der er betroet Eders Ledelse, hurtigt kan opnaa den ønskede Virkning, skal I til alle Konventer i Eders Provins sende en Afskrift af nærværende og til yderlige Stadfæstelse bekræfte det med Eders Segl, idet I skal vide, at omtalte Fader, Generalministeren, har sendt lignende Breve til sin Ordens Provincialministre. Levvel og bed for mig. Givet i Lyon den 6. November.