Til evig Amindelse. Af det Ugræs, som Menneskehedens Fjende har udsaaet, er der fornylig i Danmarks Rige fremspiret en alvorlig Split telse, idet vor højtelskede Søn i Kristus Erik, de Danskes høje Konge, og vor højtelskede Datter i Kristus Margrete, de Danskes høje Dronning, klagede over, at der var tilføjet dem Forurettelser og svære Tab af Ærkebiskop Jakob i Lund, salig Ihukommelse, og vor ærværdige Broder Biskop Peder i Roskilde, medens Ærkebispen, Bispen og tillige Provst Sasser i Lund, Magister Ro, Kannik i Ribe, og Sognepræsten David i Rye i Roskilde Stift alvorligt beklagede sig over, at de af fornævnte Konge og Dronning var blevet fordrevet fra deres Embeder og Stillinger, berøvet deres Gods, og at de havde lidt andre uhyre Forurettelser og svære Tab, og at Kirkens Frihed i Riget var bleven traadt haardt under Fødder. I Anledning af dette er der i længere Tid ført en Retssag saavel for vore Forgængere, de romerske Paver Urban og Clemens, salig Ihukommelse, som for Guido, Kardinalpresbyter af S. Lorenzo in Lucina, salig Ihukommelse, dengang det apostoliske Sædes Legat og Nuntius i hine og andre Egne; der er af dem foretaget adskillige Undersøgelser, og der er tilsidst af Kardinalen afsagt forskellige Domme, fordi fornævnte Konge og Dronning ikke inden en bestemt Frist, der efter Kardinalens eget Sigende var forud angivet af ham, tilstod ovennævnte Ærkebiskop, Biskop, Provst, Kannik og Sognepræst passende Sikkerhed for fuldt Lejde for deres Personer, som de kunde slaa sig til Ro med, og disse Domme gik ikke blot ud paa Banlysning af Kongen og Dronningen og Interdikt over Riget, men tillige paa Banlysning og Suspension af adskillige andre Personer, fordi de ikke overholdt Interdiktet og fik andre til ikke at overholde det.

Men Gud, som bevirker Fred, bøjede de stridende Hjerter mod Freden, og det skyldes formodentlig hans Velgerning, naar der mellem nævnte Ærkebiskop i hans eget og foran anførte Biskops, Provsts, Kanniks og Sognepræsts Navn som den ene Part, og vor elskede Søn Magister Niels, Rigets Kansler og Kongens og Dronningens befuldmægtigede paa deres Vegne som den anden Part er sluttet en fredelig Aftale, som baade Kongen, Dronningen og Ærkebispen sluttede sig til; efter Aftalen var der saa godt som sikkert Haab om at kunne løse de vigtigste Stridsspørgsmaal, saa at blot Uenighed om fornævnte Domme endnu stod tilbage, idet nogle hævdede, at Dommene var afsagt paa rette Vis og ikke burde hæves uden i Overensstemmelse med Kirkens Fremgangsmaade, medens andre sagde, at de var ganske betydningsløse, da de var kundgjort efter lovlig Appel, og at derfor navnlig Kongen og Dronningen ikke var bunden af denne Bansdom, da den var afsagt over dem, som ovenfor angivet, og at Riget heller ikke var underlagt Interdiktet; thi da Dommene af Kardinalen, som ovenfor anført, var fældet under den Forudsætning, at Kongen og Dronningen ikke inden en bestemt Frist gav Ærkebispen, Bispen, Provsten, Kanniken og Sognepræsten passende Sikkerhed for fuldt Lejde for deres Personer, som de kunde slaa sig til Ro med, men Kongen og Dronningen, som det synes at fremgaa af Kardinalens Optegnelser, indenfor den foreskrevne Frist gav denne Sikkerhed, er det klart, at den Forudsætning, hvorunder Dommen over Kongen, Dronningen og Riget er fældet, er bristet, og at følgelig Dommene har været ganske uden Virkning.

Da vi i dette Tvivlsmaal med Hensyn til alle disse Domme ønsker paa frelsebringende Maade at drage Omsorg for fornævnte Konge, Dronning og Rige saa vel som for Ærkebispen, Bispen, Provsten, Kanniken og Sognepræsten og de andre Personer i Riget, ophæver vi Dommene, for saa vidt de har affødt nogen Virkning, for at skaffe dem Sikkerhed og fjerne al Betænkelighed, som Tvetydigheden kunde give Anledning til.

Dersom nogen i Anledning af Dommene maatte have paadraget sig Irregularitetens Lyde, giver vi dem af vor Magtfuldkommenhed Dispensation herfor af særlig Naade.

Men da denne oven omtalte fredelige Aftale ved Ærkebispens indtrufne Død ikke var naaet til endelig Udførelse, da det navnlig ikke var sikkert, om Ærkebispen havde faaet Fuldmagt af Bispen, Provsten, Kanniken og Sognepræsten til at gaa ind paa Overenskomsten, giver vi den nuværende Ærkebiskop i Lund og nævnte Biskop, Provst, Kannik og Sognepræst frit Valg mellem enten i Løbet af fire Maaneder, efter at de har faaet nærværende Brev, at samtykke i fornævnte fredelige Aftale eller, om de vil, lade være, saaledes at Hovedstridsspørgsmaalene i Tilfælde af deres Samtykke ad fredelig Vej skal bringes til Afslutning efter Aftalen mellem Ærkebispen og den befuldmægtigede, da samme Kansler, fornævnte Konges og Dronnings befuldmægtigede, som dertil havde tilstrækkelig Fuldmagt fra Kongen og Dronningen og gav sig ind under vor Bestemmelse med Hensyn til vort Forbehold vedrørende ovennævnte Valg, udtrykkelig gav sit Samtykke til vor Bestemmelse, der var truffen efter vore Brødres Raad.

Men hvis fornævnte Ærkebiskop, Biskop, Provst, Kannik og Sognepræst eller nogen af dem indenfor den angivne Frist ikke skulde samtykke i denne fredelige Aftale, saa skal fra da af baade den eller de, som ikke samtykker, frit have Ret til at forfølge Hovedstridsspørgsmaalene ad Ret tens Vej over for Kongen og Dronningen ved det apostoliske Sæde eller andetsteds for den eller dem, til hvem vi overdrager disse Spørgsmaal, og paa samme Maade Kongen og Dronningen overfor den eller dem, der ikke samtykker.

Men hvis en eller flere af de fornævnte, inden dette Brev naar frem til dem, efter denne fredelige Aftale eller paa anden Maade maatte have sluttet Forlig med Kongen og Dronningen, er det vor Vilje, at dette Forlig ikke paa nogen Maade skal svækkes ved det angaaende Valget trufne Forbehold, men at Forliget skal staa ved Magt. Intet Menneske maa bryde denne Eftergivelses-, Dispensations- og Forbeholdsskrivelse eller i ubesindigt Vovemod gaa imod den. Men hvis nogen drister sig til at forsøge dette, skal han vide, at han vil paadrage sig Gud den almægtiges og hans hellige Apostle Petrus' og Paulus' Vrede. Givet i Lyon den 12. November i vort Pontifikats 3. Aar.