I det Herrens Aar 1283 11. Oktober mødte i Retten for os, Biskop Tyge af Ribe, af Ærkebispesædet udpeget som Dommer, Abbeden af Løgum som den ene PartN og Herr Jens kaldet Urne som den anden angaaende en Sag, som verserer mellem dem om nogle Jorder, Skove og andet Gods i Bollerslev Mark og Urne, og fra nævnte Abbeds Side blev der overrakt os et Klageskrift, der gennem os blev meddelt Modparten. Men Sagføreren for den indklagede Part, nemlig Herr Jens, indlod sig paa Sagen og fremførte mod Stævningen, at — da den bør indeholde Dommerens Navn, Grunden til Indkaldelsen og et passende og sikkert Sted, hvortil Stævningen sker, og dette, som han forsikrede, ingenlunde indeholdtes i nævnte Stævning — var Stævningen ifølge hans Paastand ikke nogen Stævning eller dog uvirksom. Fra Herr Abbedens Side blev der svaret, at i Begyndelsen af Stævningen var Dommerens Navn udtrykt. Ogsaa Grunden til Indkaldelsen fremgaar klart af Reskriptet, hvilket Reskript er indflettet i Stævningsskrivelsen. Og hvis Stedet skulde være mindre trygt eller sikkert for ham, saa bedes han paavise dette ved lovlige Beviser, hvad han ikke kan gøre.

Herefter blev det atter paastaaet fra indklagedes Side, at vi efter Reskriptet ikke kunde modtage Dommerhvervet, baade fordi Ærkebispen ikke kan udpege Dommere mellem Lydbispernes undergivne, og ogsaa fordi nævnte Abbed og Munkene i nævnte Sag er gaaet til Kongen, altsaa den verdslige Dommer, og har faaet hans Dom i samme Sag — hvorfor det ikke var lovligt, at de udvirkede en anden, nemlig en gejstlig Dommer — og de ved at gaa til en verdslig Dommer efter hans Forsikring har fortjent at tabe SagenN. Fra Abbedens Side blev der svaret herpaa og til det første Punkt, at mange Sager forebragtes Ærkebispen fra hans Lydbispers undergivne som den behørige Dommer, og at det i det foreliggende Tilfælde var tilladt, bevistes ved den udtrykkelige Hjemmel i Glossen til Kapitlet Pastoralis i Afsnittet om den ordinære Dommers HvervN med de der opregnede Tilfælde. Ogsaa til det andet Punkt blev der svaret, at nævnte Abbed og Munke havde lidt voldelig Overlast af nævnte Jens, i hvilket Tilfælde de forsikrede, at de kunde føre Proces for hvilken Dommer de foretrak, og saaledes godt kunde søge deres Ret hos Kongen. Men med Hensyn til det andet Punkt, nemlig Generhvervelsen af deres Besiddelse maatte de kunne føre Sag for en kirkelig Dommer, og ikke danner det paaberaabte Pavebrev: Si diligenti, der findes i Afsnittet om VærnetingN nogen Hindring derfor; thi dette Brev taler kun om det Tilfælde, at en gejstlig drager en anden gejstlig for en verdslig Domstol. I nævnte Voldssag fulgte altsaa Anklageren anklagedes Domstol. Efter at have hørt dette afsagde vi den foreløbige Kendelse, at Stævningen var god og gyldig, og at vi uden Hensyn til fornævnte Paastande overtog Dommerhvervet efter Reskriptet. Der blev fastsat som Frist for indklagede til at svare paa Klageskriftet første Mandag efter nu forestaaende Mortens Dag samt til yderligere at procedere, som Retsordenen kræver det, og han modtog at svare til dette Tidspunkt. Til Vidnesbyrd om denne Proces er vort Segl tilligemed vort Kapitels Segl hængt under nærværende. Forhandlet i Ribe paa ovennævnte Dag. Herr Sagføreren forsikrede fremdeles, at han vilde svare paa Klageskriftet den nævnte Dag, men den følgende Dag appellerede han, og skønt der blev fremsat en kraftig Begæring til ham, nægtede han at lade denne Appel kopiere.