forrige næste

Jens, af Guds Naade Ærkebiskop i Lund og Sveriges Primas, til alle, der ser dette Brev, Hilsen evindelig med Vorherre.

Naar der ansøges om noget paa rette Maade, er det rimeligt, at det tillades med velvilligt og gunstigt Samtykke. Da vor Broder Herr Tyge, af Guds Naade Biskop i Aarhus, med sit Kapitels Samtykke har henlagt en Kirke i Hundslund med alt, hvad der hører til den, under Kantoriet i Aarhus paa Grund af en Forbrydelse, som de, der forhen var nævnte Kirkes rette Patroner, har begaaet ved Allehelgens Nat paa en grusom Maade at dræbe Provsten Ugod, Kannik i Aarhus, Sognepræst i ovennævnte Hundslund Kirke, for hvilken Forbrydelse de efter kanonisk Ret har mistet den Patronatsret, som tilkom dem i nævnte Kirke, bekræfter vi med vor Myndighed som Metropolit den Henlæggelse, der saaledes retmæssigt er sket, idet vi under Trusel om Kirkens Straf forbyder, at nogen drister sig til ubesindigt at gaa imod denne vor Bekræftelse. Til Sikkerhed for dette har vi ladet vort Segl hænge under nærværende Brev. Givet i Nyborg i det Herrens Aar 1284, Fredag før Pinse.