Martinus <uenerabili fratri .. episcopo Ripensiz> ♦ Exposuerunt nobis dilecti fils Magnus et Iohannes canonici ecclesie Wibergensis/ ordinis sancti Augustini/ quod olim ecclesia ipsa pastoris solatio destituta/ capitulum eiusdem ecclesie quondam Asserum ipsius ecclesie canonicum tunc uiuentem in Wibergensem episcopum concorditer et canonice elegerunt/ et tandem cum ipsi bone memorie Iacobo archiepiscopo Lundensi loci metropolitano electionem huiusmodi presentantes/ illam postulassent humiliter confirmari/ quia dictus archiepiscopus electionem ipsam confirmare contra iustitiam recusauit/ dicti electus et capitulum ad sedem apostolicam appellarunt. ♦ Uerum dictus archiepiscopus huiusmodi appellatione contempta/ de fratre Petro ordinis minorum eidem ecclesie de facto cum de iure non posset prouidit/ munus consecrationis sibi postea impendendo/ propter quod dicti capitulum/ cum id ad eorum peruenit notitiam/ iterato uocem appellationis ad sedem emiserunt eandem. ♦ Cumque coram felicis recordationis Clemente papa quarto predecessore nostro/ dictus Petrus personaliter et procuratores alterius partis aliquamdiu in negotio electionis et prouisionis huiusmodi deuoluto ad sedem ipsam postmodum processissent/ prefatus Asserus cupiens consulere sue quieti/ sponte et libere renuntiauit electioni huiusmodi in manibus capituli memorati. ♦ Iidem autem capitulum/ huiusmodi resignatione recepta/ quondam Nicolaum prepositum ecclesie de Sallin Wibergensis diocesis tunc uiuentemin suum episcopum per electionem canonicam concorditer assumpserunt set tandem procuratoribus eorum Nicolai et capituli pro sepefati negotii prosecutione apud sedem constitutis eandem bone memorie Gregorius xus, primo felicis recordationis Iohannem papam xxi. predecessorem nostrum tunc episcopum Tusculanum/ et postmodum pie memorie Nicolaus iiius, predecessores nostri Romani pontifices/ uenerabilem fratrem Latinum Ostiensem episcopum/ et demumipso se transferente ad partes remotas dilectum filium/ nostr<um>/ Iacobum sancte Marie in Via Lata diaconum cardinalem concesserunt in negotio huiusmodi partibus auditores. coram quo quidem Iacobo cardinali/ cum Petrus et Nicolaus electus ac procuratores prefati in negotio huiusmodi processissent/ et fuisset tandem ab eodem Iacobo cardinali a quadam interlocutoria quam in negotio ipso tulerat pro parte pre dictorum Nicolai/ electi/ et capituli ad Nicolaum predecessorem nostrum appellatum eundem/ dictus electus Nicolaus apud eandem sedem diem clausit extremum/ ♦ Sicque postmodum dicti capitulum quondam Trugillum eiusdem Wibergensis ecclesie prepositum tunc uiuentem in suum episcopum concorditerelegerunt. ♦ Postea uero cum dictus Petrus propter hoc apud sedem constitutus eandem cupiditatis ductus consilio eodem indeciso negotio ad ecclesiam Wibergensem predictam accedens/ ipsamque temeritate propria manu occupans uiolenta in eadem temerarius ministraret/ ac demum dei timore/ sueque religionis honestate postpositis/ eundem Trugillum temere capi faciens/ eum denique mancipare carcerali custodie presumpsisset/ nos tibi nostris sub certa forma dedimus litteris in mandatis/ quod prefatum Petrum ex parte nostra peremptorie citare curares/ ut infra sex menses post citationem tuam pro excessu presumptionis huiusmodi recepturus pro meritis/ et super premissis etiam aliis cum omnibus iuribus et munimentis suis compareret personaliter coram nobis super hoc iustam dante domino sententiam recepturus. ♦ Quamuis autem tu mandati nostri huiusmodi/ diligens executor/ prefatum Petrum peremptorie citaueris ut recepturus pro meritis sicut premittitur/ et super premissis cum omnibus actis/ iuribus et munimentis suis prefatum negotium contingentibus infra prescriptum terminum compareret personaliter coram nobis ilustam super hoc sententiam recepturus. idem tamen Petrus ut presumitur ipsius ecclesie Wibergensis uberum allectus dulcedine in huiusmodi negotio formidans euentum iudicii uehementer/ comparere coram nobis in eodem termino contumaciter non curauit/ licet fuerit in audientia publica ut moris est citatus pluries/ et postmodum diutius expectatus. ♦ Nos igitur tam superbe obstinationis ceruicem/et obstinaterebellionis audaciamin eodem Petro humiliare uolentes uirga salutifere discipline/ in ipsum Petrum propter huiusmodi contumaciam manifestam/ excommunicationis sententiam promulgamus. ♦ Et nichilominus ut huiusmodi calumpniosam eiusdem Petri malitiam adiectione mansuetudinis superemus/ fraternitati tue per apostolica scripta mandamus quatinus ex superhabundanti ipsum per te uel per alium ex parte nostra peremptorie citare procures/ ut infra sex menses post huiusmodi citationem tuam sub pena priuationis iuris si quod sibi competit in premissis/ quam ipsum nisi paruerit huiusmodi tue citationi incurrere uolumus eo ipso/ similiter cum omnibus actis/ iuribus/ et munimentis suis negotium huiusmodi contingentibus personaliter compareat coram nobis/ iustam ut premissum est auctore domino sententiam auditurus. ♦ Ceterum prefatis Magno et Iohanni cum proprium utpotereligiosi non habeant/ de quo suis in eiusdem negotii prosecutione necessitatibus ualeant prouidere/ ne pro defectu necessariorum cessare a prosecutione huiusmodi negotii compellantur/ de redditibus ad mensam episcopalem Wibergensem spectantibus/ usque ad ualorem quinquaginta librarum Turonensium propter hoc quamdiu durauerit causa huiusmodi annis singulis facia<s> ministrari. inuocato ad hoc si opus fuerit/ auxilio brachii secularis. contradictores per censuram ecclesiasticam appellatione postposita compescendo. ♦ Diem autem huiusmodi tue citationis et formam et quicquid inde duxeris faciendum/ nobis per tuas litteras harum seriem continentes/ fideliter intimare procures. ♦ Datum apud Urbemueterem x. kalendas iulii pontificatus nostri anno quarto.
5 T. = Tuco.
14 (rei)] mgl. i ms.
24 Martinus] De to breve (Martin 4.8 og Honorius 4.s, cf. indledningen) har samme inscriptio, hvorfor kopisten i Reg.Vat. er kommet til at afskrive Martin 4.s brev umiddelbart efter inscriptio (Uenerabili fratri .. episcopo Ripensi) ; han har derefter opdaget sin fejltagelse og nederst f.2v ( i Reg.Vat.) skrevet ordlyden af Honorius 4.s brev (fra Dilectus til Martinus, cf. brevet 1285 5. april, nr. 135), idet han har angivet, at dette skulde indskydes efter episcopo Ripensi i den anførte inscriptio; derved er han kommet til at udelade inscriptio i Martin 4.s brev, som derfor her er anført i brudt parentes.
— .… = Tuchoni.
18 Sallin = Salling.
25 se] 0. I. ms.
26 nostr(um)] nostros ms.
28 Nicolaus] herefter overstreget electus i ms.
29 fuisset] fuissent ms.
9 facia(s)] faciat ms.
1: quod olim … clausit extremum] konciperet efter Martin 4.s brev af 1282 26. april (nr. 32).
11: cf. 1282 26. april (nr. 32).
(Til vor ærværdige Broder ... Biskop af Ribe). Vore elskede Sønner Mogens og Jens af Augustinerordenen, Kanniker ved Kirken i Viborg, har meddelt os, at Kapitlet ved samme Kirke, da den i sin Tid var berøvet sin Hyrdes Trøst, i Enighed og paa kanonisk Vis valgte den nu afdøde Kannik Asser, som dengang var i Live, til Biskop i Viborg, og at fornævnte udvalgte Biskop og Kapitel efter at have forelagt dette Valg for deres kirkelige Overhoved, Ærkebiskop Jakob af Lund, salig Ihukommelse og ydmygt bedt ham om at bekræfte det, eftersom denne Ærkebiskop imod al Retfærdighed nægtede at bekræfte Valget, appellerede til det apostoliske Sæde. Men nævnte Ærkebiskop gav uden at tage Hensyn til denne Appel Broder Peder af Franciskanerordenen de facto Provision paa Kirken, skønt han ikke kunde det efter Loven, og meddelte ham siden Indvielsens Naadegave; det nævnte Kapitel appellerede derfor, da dette var kommet til dets Kundskab, for anden Gang til samme Sæde. Da saa siden fornævnte Peder personlig og Modpartens befuldmægtigede en Tidlang havde procederet for vor Forgænger Pave Clemens 4., salig Ihukommelse, i denne Sag, der angik Valget og Provisionen, og hvis Afgørelse var tilfaldet det apostoliske Sæde, ønskede nævnte Asser at sørge for sin egen Fred, hvorfor han frit og af egen Drift gav Afkald paa dette Valg over for det nævnte Kapitel. Kapitlet modtog denne Embedsnedlæggelse og valgte i Enighed ved kanonisk Valg den nu afdøde Niels, Provst til Kirken i Salling, som dengang var i Live, til deres Biskop, og da der siden var blevet indsat befuldmægtigede for Niels og Kapitlet til Forfølgelse af den ofte nævnte Sag ved det apostoliske Sæde, udnævnte vore Forgængere, de romerske Bisper, først Pave Gregor 10., salig Ihukommelse, vor Forgænger Pave Johannes 21., som da var Biskop af Tusculum, og senere Nicolaus 3., salig Ihukommelse, vor ærværdige Broder Latinus, Biskop af Ostia, og endelig — da denne drog bort til fjerne Egne, — vor elskede Søn Jakob, Kardinaldiakon af Sta. Maria in via lata, til Dommere for Parterne i denne Sag. Da fornævnte Peder og den udvalgte Biskop Niels og de befuldmægtigede havde procederet i Sagen for denne Kardinal Jakob, og der omsider fra en foreløbig Kendelse, som denne havde afgivet i Sagen, af fornævnte udvalgte Biskop Niels og Kapitlet var blevet appelleret til vor Forgænger Nicolaus, døde den udvalgte Biskop Niels ved Kurien.
Og saaledes valgte derpaa nævnte Kapitel i Enighed Troels, forhen samme Viborgkirkes Provst, der dengang var i Live, til Biskop. Da siden nævnte Peder, som i den Anledning opholdt sig ved Kurien, ledet af Begærlighed, inden Sagen endnu var afgjort, drog hjem til Kirken i Viborg, bemægtigede sig den uden videre med Vold og i sin Forvovenhed gav sig til at styre den og endelig med Tilsidesættelse af Gudsfrygt og sit eget Munkelivs Ære uden videre lod samme Troels tage tilfange og derefter dristede sig til at sætte ham i Fængsel, paalagde vi Dig ved vort Brev i en bestemt Form, at Du paa vore Vegne med een afgørende Stævning skulde lade fornævnte Peder indstævne til personlig inden seks Maaneder efter Din Stævning at give Møde for os med alle sine Rets- og Forsvarsmidler for at faa, hvad han fortjener for dette formastelige Overgreb, og tillige om alt det øvrige foromhandlede, for med Guds Hjælp at modtage en retfærdig Dom. Skønt Du omhyggelig har udført dette vort Paalæg og med een afgørende Stævning har stævnet fornævnte Peder til at møde personlig for os inden ovenstaaende Frist med alle Akter, Rets- og Forsvarsmidler, som vedrører fornævnte Sag for at faa, hvad han fortjener, som det anføres ovenfor, og for i forannævnte Anliggende at modtage en retfærdig Dom, har dog samme Peder lokket, som det formodes, ved Viborgkirkens milde Gaver og af alvorlig Frygt for Dommens Udfald i denne Sag trodsigt undladt at give Møde for os indenfor samme Frist, skønt han, som Skik er, blev stævnet ved flere offentlige Bekendtgørelser og derpaa længe blev ventet. Idet vi nu vil ydmyge samme Peder ved at bøje hans hovmodige Genstridigheds Nakke og haardnakkede Opsætsigheds Frækhed med et frelsebringende Revselsesris, lyser vi samme Peder i Ban paa Grund af hans aabenlyse Forstokkethed.
Og for at overvinde samme Peders rænkefulde Ondskab ved yderligere at vise Mildhed, paalægger vi ved denne Skrivelse Dig, vor Broder, at Du endnu engang lader ham stævne paa vore Vegne gennem Dig selv eller en anden med een afgørende Stævning, for at han indenfor seks Maaneder efter denne Din Stævning under Trusel om at blive berøvet den Ret, der maatte tilkomme ham i ovennævnte Sag, hvilken Straf vi vil at han eo ipso skal ifalde, hvis ikke han adlyder Din Stævning, personlig skal give Møde for os med alle Akter, Rets- og Forsvarsmidler, der angaar denne Sag, for med Guds Bistand at høre en retfærdig Dom, som det er forudskikket.
Da nævnte Mogens og Jens som Klosterfolk ikke har deres eget, hvormed de kan sørge for deres Fornødenheder under Forfølgelsen af dette Anliggende, skal Du — for at de ikke af Mangel paa det nødvendige skal tvinges til at undlade at forfølge denne Sag — af de Indtægter, der tilkommer Bispebordet i Viborg, aarlig lade udbetale til dem indtil en Værdi af 50 Mark Toursmønt paa Grund af dette, saalænge Sagen varer, idet Du, hvis det er nødvendigt, paakalder den verdslige Magts Hjælp og under Trusel om Kirkens Straf tugter Overtræderne med Udelukkelse af Appel. Fristen og Formen for denne Din Stævning, og alt hvad Du lader foretage desangaaende, skal Du sørge for troværdigt at meddele os ved Brev med udførlig Beretning derom. Givet i Orvieto den 22. Juni i vort Pontifikats 4. Aar.