© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Hertug Woldemar tilkiende giffuer eders værdighed/ oc beklager paa sin egne/ oc hans broders vegne/ at den tid konning Abel hans farfader døde/ da vaar baade den geistlige stand oc hans rige oc lande i rolighed/ ♦ Men siden da haffuer konning Christoffer deris farbroder/ rigens vasal/ oc hertug vdi Lolland oc Falster/ som vaar deris faders verge/ effter lowen/ oc skulde forsuaret oc handtheffuet deris ret/ formedelst nogen hans anhengere/ verdslig oc geistlige/ ladet sig tage oc krone til konge dennem til stor skade/ endog han som deris farbroder/ deris fader oc dennem/ som kom aff hannem/ haffde samtyckt til riget/ ♦ Oc den tid paa Abels børns vegne/ imellem konning Christoffer oc dennem kom trætte/ huem skulde succedere vdi riget/ oc forneffnde Abels børn den tid vaar wmyndige/ at forfølge deris ret/ imod Christoffer/ som da vaar rodfest vdi riget/ da giordis der saadan en forligelse/ at de skulde vere vnder hans forsuar/ indtil de komme til deris myndige aar. ♦ Midler tid skulde hertugdommet/ oc deris faderlige arffue oc indkomst/ som der aff oppetogis/ dennem igiengiffuis/ ♦ Der det vaar skeed/ lod kong Christoffer sin søn Erich/ som nu er konge/ den tid kun 3. aar gammel/ vduelge til konning/ oc hyldis/ ♦ Deris vergemaal faarestod hand saaledis vdi mange aar/ at hand offte førde stor krigsmact ind vdi førstendommet/ ødelagde deris gods/ kircker/ slaat/ som hand nederbrød aff it ont forsæt/ at om de fick førstendommet igien/ skulde de ingen mact haffue at imodstaa hannem/ ♦ Men der tiden nu kom/ hand skulde igien til dennem offuerantuorde førstendommet/ endog alle rigens prælater oc ridder/ bad oc intercederede for dennem vdi mange aar/ at hand skulde holde hues loffuet vaar/ oc igien offuerantuorde hues hand haffde loffuet/ kunde de oc intet erholde/ men samme konge lagde ydermere sin haand offuer dennem/ oc foriagede hand deris moder oc dem vden riget/ ♦ Der hand nu vaar død/ oc deris fru moder hemmeligen igien met dem vaar kommen i landet/ da haffuer konning Christoffers effterleffuerske/ dronning Margrete/ endeligen begierendis at ødelegge dennem/ ført en mectig krigsmact offuer dennem/ vdi huilcken hun aff guds forseende met hendis søn kongen ere bleffuen fangne/ oc ført vdi fengsel/ ♦ Oc da saadant er skeed/ haffuer forneffnde Abels børn affstaaet deris tiltale til riget/ oc oppebørselen/ for det almindelig beste skyld/ oc haffue de allene vildt lade dennem nøye met hertugdommet oc deris fæderne gods/ om det maatte dennem følge/ huilcket dennem offte vaar loffuet ved store oc mange eeder/ men der aff bleff heller intet holden/ for dronningens onde raad skyld; ♦ Oc endog for snimen atter giort er en forhandling/ som skulde vere mere naffnkundig/ som er bekrefftet ved mange deris eeder/ at alt deris fæderne gods skulde dennem igien tilstillis oc offuerantuordis/ ♦ Dog haffuer konningen giort imod hans eed/ oc indeholder endnu meget deris gods paa atskillige stæder/ dennem til stor skade oc forfang/ nu som tilforne/ ♦ Oc effterdi de saa tit oc offte formedelst kongens/ dronningens/ hans moders suig/ ere omgangne/ oc det hialp intet/ de haffue affstandet oc sluppet meget/ oc vil vere tilfreds/ met en ringe deel/ derfaare vdi protestatz viis faaresætter de eder/ at de acter at ville Danmarckis rige met alle deris rettighet begere/ oc forfølge saa vit de kunde/ huorfaare de supplicerer ydmygeligen/ at i denne protestatz for eder giort er/ vilde indføre vdi eders bøger oc papir/ skriffue paffuen til for dennem/ huorledis kongen oc dronningen haffuer handelet icke retfærdeligen imod dennem.
Hertug Valdemar tilkendegiver Eders Velærværdighed og klager paa sine egne og sin Broders Vegne over, at, da hans Farfader Kong Abel døde, da var baade den gejstlige Stand og hans Rige og Lande i Ro. Men siden har deres Farbroder Kong Kristoffer, Rigets Vasal og Hertug i Lolland og Falster, som efter Loven var deres Faders Værge og burde have forsvaret og haandhævet deres Ret, paa Foranledning af nogle af hans Tilhængere, verdslige og gejstlige, ladet sig vælge og krone til Konge til stor Skade for dem, skønt han som deres Farbroder havde givet sit Samtykke til, at deres Fader og hans Efterkommere skulde have Riget. Og da der paa Abels Børns Vegne opstod Strid mellem Kong Kristoffer og dem om, hvem der skulde have Tronfølgen i Riget, og fornævnte Abels Børn da var umyndige, saa at de ikke kunde forfølge deres Ret mod Kristoffer, hvis Magt i Riget da var rodfæstet, sluttedes der det Forlig, at de skulde staa under hans Værn, indtil de blev myndige. I Mellemtiden skulde Hertugdømmet og deres fædrene Arv og Indkomst, som kom derfra, gives dem tilbage. Da det var sket, lod Kristoffer sin Søn Erik, som nu er Konge, men dengang kun var tre Aar gammel, udvælge til og hylde som Konge. Formynderskabet over dem forestod han i mange Aar saaledes, at han ofte førte stor Krigsmagt ind i Fyrstendømmet, ødelagde deres Gods, Kirker og Slotte, som han med ondt Forsæt nedbrød, for at de, selvom de fik Fyrstendømmet igen, ikke skulde have nogen Magt til at modstaa ham. Men da Tiden kom, hvor han atter skulde overgive dem Fyrstendømmet, saa kunde de intet faa igen, skønt alle Rigets Prælater og Riddere i mange Aar bad og skred ind for dem, for at han skulde holde, hvad der var lovet, og atter overgive, hvad han havde lovet, men samme Konge lagde ydermere sin Haand paa dem og forjog deres Moder og dem fra Riget. Da han nu var død, og deres Fru Moder hemmeligt var kommet tilbage med dem til Landet, saa førte Kong Kristoffers Enke, Dronning Margrete, i Ønsket om endeligt at ødelægge dem, en mægtig Krigsmagt mod dem, hvorved hun ved Guds Forsyn sammen med sin Søn Kongen blev taget tilfange og sat i Fængsel. Og da det var sket, afstod fornævnte Abels Børn fra deres Krav paa Riget og Indkomsterne for det almene bedste, og vilde alene lade sig nøje med Hertugdømmet og deres fædrene Gods, om de maatte faa det i deres Besiddelse, hvilket ofte blev dem lovet ved mange og store Eder, men paa Grund af Dronningens onde Raad blev heller intet deraf overholdt. Og skønt der fornylig atter har fundet en Forhandling Sted, som skulde være mere højtidelig, og som blev bekræftet ved mange Eder fra deres Side, om at alt deres fædrene Gods atter skulde gives og overdrages dem, har Kongen dog brudt sin Ed, og tilbageholder endnu meget af deres Gods paa forskellige Steder til stor Skade og Fortræd for dem, nu som før. Og eftersom de saa tit og ofte ved Kongens og hans Moder Dronningens Svig er blevet bedragne, og det intet hjalp, at de afstod og gav Afkald paa meget og vilde være tilfredse med en ringe Del, saa forelægger de Eder som Protest, at de agter at stille Krav om Danmarks Rige med alle deres Rettigheder og forfølge Sagen, saavidt de kan, hvorfor de ydmygt beder om, at I vil indføre denne for Eder skete Protest i Eders Bøger og Dokumenter, og paa deres Vegne skrive til Paven, hvordan Kongen og Dronningen har gjort Uret mod dem.
Datering: Hvitfeld l.l. anfører brevet under 1284, muligvis efter brevets oprindelige angivelse i eskatokollen, som Hvitfeld ikke har medtaget i sin oversættelse. — Erslev, Danm. Riges Hist. II, 128 mener, at brevet ligger efter dommen af 1285 28. maj (nr.139), men bortset fra sandsynligheden for, at Hvitfeld virkelig har kendt udstedelsesaaret, er det lidet rimeligt, at hertug Valdemar skulde have paakaldt ærkebispens støtte umiddelbart efter at denne havde bekræftet, at vortelsnævnets dom havde givet kongen ret (nr. 139), ligesom det er betegnende, at hertug Valdemars brev ikke nævner denne dom.