Magnus dei gracia Sweorum Gothorumque rex omnibus presentes litteras inspecturis/ salutem in domino sempiternam/ ♦ Protestamur et recognoscimus per presentes quod inter illustrem regem Norwegie ex parte una et ciuitates marithimas Lybekh/ Rodstokh/ Wissimarie/ Stralaesund/ Gripeswold/ Rigam et Theotunicosin Wistby et dictarum ciuitatumincolas est taliter placitatum quod si rex Dacie conquerens regem Norwegie fecisse sibi iniuriam * secum contra eum dictarum auxilium inuocauerit ciuitatum/ ciuitates debent regi Norwegie quod faciat regi Dacie iusticiam suas literas destinare/ ♦ Quibus receptis si rex Norwegie rescripserit se hoc uelle et quod ad hoc offerat se paratum ad acceptandum eciam diem quo ipse et rex Dacie ad conferendum super eis que inter ipsos uerterentur possent in simul conuenire quam diu memoratus rex Norwegie exhibuerit se ad iusticiam ipsi regi Dacie cum effectu/ memorate ciuitates non astabunt regi Dacie nec aliquid contra regem Norwegie facient puplice uel occulte ♦ Cum uero conuenerint ipsi reges/ quilibet per se assumat unum discretum et tercium ambo simul/ quorum trium uel duorum ex ipsis stabitur arbitrio quis dictorum regum causam habeat magis iustam/ ♦ Etsi arbitrati fuerint quod rex Norwegie iusticiam habeat/ ciuitates contra eum regem Dacie non iuuabunt/ ♦ Si autem arbitrium tulerint quod rex Dacie iustiorem habeat causam ciuitates si uoluntipsum regem Dacie potuerunt tunc iuuare ita tamen quod licet gwerra moueri et geri incipiat incole dictarum ciuitatum in Norwegia et Normanni in ciuitatibus premissis possent hinc inde saluis rebus suis et personis redire ad propria in uno mense postquam constiterit arbitrium esse latum/ ♦ Sed si forsan aliqui manere uoluerint ubi tunc fuerint constituti manendi securitatem habebunt in se et bonis suis ex utraque parte donec gwerra fuerit terminata ♦ Uerum si elapsis octo annis a festo pentecostes proximo preterito dictarum ciuitatum incole regi Dacie auxilium non prestiterint/ ipsi de cetero alicui contra regem Norwegie non astabunt/ nisi quod quelibet ciuitas potest iuuare dominum suumsi ipsum rex Norwegie duxerit inuadendum/ nec se confederabunt cum aliquibus aut coniurabunt quin semper excipient de cetero dominum regem Norwegie quod nichil facient contra ipsum ♦ Et si dominus rex Norwegie cum aliquibus confederacionem seu coniuracionem fecerit similiter dictas precludet et excipiet ciuitates/ ♦ In cuius testimonium sigillum nostrum presentibus est appensum/ ♦ Datum Kalmarnie anno domini mo/ cco/ lxxx quinto/ in uigilia omnium sanctorum.
17 incolas] her mangler, ex parte altera, saaledes som det ogsaa staar i selve kong Magnus voldgiftsdom mellem Norge og stæderne (udtog nr. 155, trykt i sin helhed Pom. UB. II 572 nr. 1356), af hvilket dette brev er et excerpt af de Danmark vedrørende bestemmelser.
18 iniuriam "| iniuriam et ms., en kontamination af »conqueritur . . et .. inuocauerit« og »conquerens .. inuocauerit«; forlægget (nr. 755) har da heller ikke et, som følgelig bør udelades.
29 iusticiam] i selve traktaten (cf. nr. 155) staar der iusticiorem causam.
2 iusticiorem . . causam] i selve traktaten (cf. nr. 155) staar der iusticiam.
Magnus, af Guds Naade de Sveers og Gøters Konge til alle, der faar dette Brev at se, Hilsen evindeligt med Herren.
Vi erklærer og anerkender ved dette Brev, at der mellem Norges høje Konge som den ene Part og Søstæderne Lübeck, Rostock, Wismar, Stralsund, Greifswald, Riga og Tyskerne i Visby og de nævnte Stæders Indbyggere (som den anden Part) er aftalt følgende: at hvis Danmarks Konge klager over, at Norges Konge har gjort ham Skade og paakalder de nævnte Stæders Bistand mod ham, skal Stæderne sende deres Breve til Norges Konge om, at han skal yde Danmarks Konge Retfærdighed. Hvis Norges Konge efter at have modtaget disse svarer tilbage, at det vil han, og at han i dette Øjemed erklærer sig rede til ogsaa at fastsætte en Dag, hvor han og Danmarks Konge kan mødes for at drøfte de Sager, som er dem imellem, maa omtalte Stæder, saa længe nævnte Konge af Norge virker for at yde Danmarks Konge Retfærdighed, ikke bistaa Danmarks Konge og hverken offentligt eller hemmeligt gøre noget mod Norges Konge. Og naar Kongerne kommer sammen, skal hver for sig udpege en god Mand og begge tilsammen en tredje og ved den Voldgiftsdom, som de tre eller to af dem fælder, skal det staa fast, hvem af nævnte Konger der har den retfærdigste Sag. Og hvis Voldgiftsmændene mener, at Norges Konge har Ret, maa Stæderne ikke hjælpe Danmarks Konge imod ham. Men hvis de fælder den Kendelse, at Danmarks Konge har den retfærdigste Sag, saa kan Stæderne, hvis de vil, hjælpe Kongen af Danmark, dog saaledes at — selvom der udbryder og begynder Krig — nævnte Stæders Indbyggere i Norge og Nordmændene i fornævnte Stæder kan vende hjem med deres respektive Ejendele og Personer i Behold i een Maaned, efter at det staar fast, at Voldgiftskendelsen er fældet. Men hvis maaske nogle vil forblive, hvor de da er, skal baade de selv og deres Ejendele frit kunne blive paa begge Sider, indtil Krigen er endt. Men hvis nævnte Stæders Indbyggere ikke inden otte Aar fra nærmest foregaaende Pinsedag har ydet Danmarks Konge Hjælp, maa de derefter ikke bistaa nogen mod Norges Konge, undtagen at hver Stad kan hjælpe sin Lensherre, hvis Norges Konge lader ham angribe, og ikke maa de forbinde eller sammensværge sig med nogen, uden at de bestandigt for Fremtiden undtager Norges Herre Konge og erklærer, at de intet vil gøre mod ham. Og hvis Norges Herre Konge slutter Forbund eller Edsforbund med nogen, skal han paa samme Maade udelukke og undtage Stæderne. Til Vidnesbyrd om dette er vort Segl hængt under dette Brev. Givet i Kalmar i det Herrens Aar 1285, Dagen før alle Helgensdag.