Datering: Vel engang i løbet af 1286 strandede en lybsk kogge paa Virlands kyst og blev udplyndret af landets befolkning. Lübeck tog sig af de skibbrudnes sag og rejste overfor den danske konge krav om tilbagegivelse af det røvede gods, en sag som endnu 1295 10. juli ikke havde fundet sin afslutning (cf. Dipl. Dan. II 4 under nævnte dato, Lüb. UB. I 567 nr. 627 med dateringen 1295 7.januar). De denne sag vedrørende diplomer er alle medtaget i Diplomatariet, og da en stor del af dem er udaterede, gives her ved første sikkert daterede aktstykke i sagen en redegørelse for hele sagens forløb og de enkelte akters placering. Vi begynder med et resumé af de enkelte aktstykker, først de daterede og dernæst de udaterede:

1. 1287. 30. marts (nr.238). Dronning Agnes paalægger høvedsmanden i Reval Frederik (Moltke) og de danske vasaller der, at de skal støtte Lübeckeren Johann von Doway i at faa noget gods udleveret, som er blevet plyndret under et skibbrud; hvis besidderne af det plyndrede gods nægter at udlevere det til Johann, skal høvedsmanden beslaglægge det i kongens navn og opbevare det, indtil der kommer sendebud med særlige ordrer derom fra kongen.

2. 1287. 8. april (nr.239). Dronning Agnes meddeler biskop Jens af Reval og fire kongelige vasaller i Estland bl.a. Odward von Lode og Bruno von Dalem, at et lybsk skib med varer, som var strandet paa Virland, er blevet udplyndret af de indfødte; hun paalægger dem at bevæge en række navngivne besiddere af det udplyndrede gods til at levere det tilbage til de lybske borgere, som er i Reval, idet disse skal opbevare det, indtil der kommer særlig besked fra kongen om, hvad der skal gøres med godset. Hvis nogen nægter at udlevere godset, skal de stævne dem for kongen inden 1. juli, idet de ved brev underretter dronningen om deres navne.

3. 1287. 24. juni (nr.253). Stædernes købmænd paa Gotland vedtager, at de i tilfælde af skibbrud eller udplyndring af skibe vil forbyde køb og salg af varer, der stammer fra skibbruddet eller udplyndringen; dernæst bestemmer de, hvordan man i de enkelte tilfælde skal skride ind mod byer eller borgere, der overtræder dette forbud; endelig bestemmes det om Reval, at denne by skal have frist indtil 24. juni 1288 til at yde erstatning for udplyndringen af koggen, der var strandet paa Virland, og til at tiltræde forbundets bestemmelser.

4. 1288. 2. januar (nr.276). Kong Erik 6. Menved giver Lübeckerne frit lejde til at rejse gennem hans rige, lover at tvinge undersaatter, som paafører Lübeckere tab, til at give fuld erstatning og tillader Lübeckerne frit at bjærge deres varer i tilfælde af skibbrud.

Det var de fuldt daterede breve. Af dem har nr.276 væsentlig kun betydning for sagen, fordi det er skrevet med samme haand, er udstedt samme sted og samme maaned og dag, som et andet denne sag vedrørende brev (nr.278), som herefter skal omtales:

5. Uden aar, 2.januar (nr.278). Kong Erik 6. Menved og dronning Agnes takker Lübeck, fordi byen ikke har villet modtage kong Erik 5. Glippings mordere. De lover at overholde alle byens privilegier. Endelig meddeler de, at de lybske sendebud Johann von Doway og Richard har meddelt deres hverv og faaet svar; dette svar meddeler kongen og dronningen nu Lübeck: Alle de, som sendebudene med navn har anklaget for at have bemægtiget sig varerne fra en kogge, der var strandet paa deres land, vil kongen og dronningen stævne ved aabent brev og særligt sendebud til at aflægge regnskab for kongen i Nyborg den 24. juni, idet de forsikrer, at de vil lade Markvard og de andre, som har mistet de omtalte varer, ske fuld oprejsning, og at de vil stævne ugerningsmændene under trusel om formueskonfiskation og landsforvisning, hvis de ikke møder.

6. Uden aar og dag (nr.233). Lübeck sender raadmanden Vromold (von Vifhusen) som gesandt til kong Erik for at faa standset overgreb mod stædernes købmænd af kongens embedsmænd.

7. Uden aar og dag (nr.232). Prioren Henrik af Antvorskov underretter borgmesteren (Heinrich) Steneke i Lübeck om, at den danske konge er venligt stemt imod byens andragende, og raader Lübeckerne til at sende gesandter til Sjælland inden 16. februar.

8. Uden aar 21.august (nr.258). Kong Erik 6. Menved meddeler Lübeck, at han har talt med Frederik Moltke om godset fra skibbruddet ved Virland og givet ham ordre til at indfinde sig hos ham den 29.september for at aflægge regnskab; han beder Lübeck sende et bud til samme dag, og forsikrer, at han vil give dem erstatning for det skibbrudne gods, der er kommet i kronens besiddelse; han lover ogsaa at ville hjælpe til, at de kan faa igen, hvad vasallerne i Estland i hans nærværelse har tilstaaet at have deraf, og til at de kan gaa frem ad rettens vej med hensyn til det gods, som de nægter at have.

9. Uden aar og dag (nr. 303). Johann von Doway skriver til raadet i Lubeck: Først da jeg kom fra Estland, bød I mig ved Eders brev at vende tilbage for at møde dronningens sendebud (cf. nr.238); dernæst da jeg var beredt til at rejse, skrev I, at jeg skulde forblive paa Gotland og hjælpe Markvard, hvad jeg ogsaa gjorde, idet jeg sammen med brave mænd fra de andre stæder skrev det brev om at nedsætte en domstol, som jeg sender Eder (vel nr. 253). Nu byder I mig atter at vende tilbage til Estland med kongens og dronningens brev (omtalt nr.278). Jeg beder Eder meddele mig, hvornaar høvedsmanden vender tilbage (cf. nr. 258), da jeg næppe kan opnaa noget, hvis han ikke selv kommer til Reval. Jeg beder Eder ogsaa omhyggeligt paahøre alle de breve, jeg sender Eder.

10. Uden aar og dag (nr.305). Sendebudene Johann von Doway, Mathias Puke, Anne og Johann von Rigamünde meddeler raadet i Lubeck, at de indfandt sig til det af høvedsmanden F(rederik Moltke) fastsatte møde i Reval den 24.juni, hvor Revals raadmænd og nogle af vasallerne var kommet til stede; de oplæste saa kongens brev og deres øvrige mandater; dernæst bad de Odward von Lode og Bruno von Dalem (cf. nr. 239) meddele, hvad de vidste om sagen. Odwards redegørelse: Han havde paa talrige maader men uden held forsøgt at bevæge vasallerne til at udpege det omstridte gods og reservere det til kongens afgørelse (cf. nr. 238); han havde ogsaa forgæves bedt raadmændene i Reval forbyde køb og salg af vraggodset i henhold til de andre stæders beslutning (nr.253). Bruno von Dales redegørelse: Han havde med nogle andre vasaller forsøgt at rejse rundt for at faa fastslaaet, hvor vraggodset var blevet af, men undersøgelsen var overalt blevet saboteret. — Sendebudene forsøger derefter at bevæge høvedsmanden til ifølge kongens brev at udvirke, at vasallerne leverer godset tilbage; da de ikke kan opnaa det, søger de at opnaa et klart svar, men heller ikke det kan de opnaa. Høvedsmanden lader dem forstaa, at han anser det for haabløst at faa godset igen, og gesandterne er selv klare over haabløsheden, skønt enkelte af vasallerne dog har ladet sig bevæge til at give det røvede gods tilbage.

Hidtil har forskningen oftest placeret disse breve i følgende orden: nr.231 og 232 i slutningen af 1286, nr. 278 (og undertiden 276) 1287 2. januar, nr.238 1287 30. marts, nr. 239 1287 8. april, nr.303 1287 før 24. juni, nr.253 1287 24. juni, nr.305 1287 efter 24. juni, nr. 258 1287 21. august og undertiden nr. 276 til 1288 2. januar.

At nr. 276 og nr. 278 er udstedt samme dag er evident; de er skrevet med samme haand og har næsten ens eskatokol, hvor den eneste Forskel er, at nr.276 angiver udstedelsesaaret, som sædvanlig ved et retsgyldigt privilegium, mens nr.278, som hyppigt ved almindelige breve, kun angiver dagen, cf. f.eks. nr.258. I rigtig konsekvens heraf har da ogsaa Munch (Det norske Folks Historie IV,2,145) henregnet begge breve til nr.276's udstedelsesaar 1288. Andre derimod sætter nr.276 til 1288 og nr.278 til 1287, mens Hans. UB. I 347 nr. 1013 med Reg. Dan. nr. *615 anbringer begge breve under 1287. — For en ansættelse af begge breve til 1287 taler kongens og dronningens løfte om at stævne besidderne af vraggodset til Nyborg til St. Hans, et løfte der synes opfyldt ved nr.239. Derimod er det næppe med føje, naar Hans. UB. 1.1. mener, at en passus i hertug Valdemar 2.s privilegium til Lübeck af 1287 31. juli (nr.257) hentyder til nr.276, hvorved dette maatte flyttes til 1287, (hvis man da ikke omvendt vilde flytte hertug Valdemars brev til 1288); thi den citerede passus »hec enim libertas ipsis ciuibus a corona regni et nostris progenitoribus graciosius est collata« viser ikke, at kong Erik 6. Menved forinden skulde have givet Lübeck et saadant privilegium. — Imod en ansættelse til 1287 taler først meget kraftigt det originale brev nr.276's egen angivelse af 1288 som udstedelsesaaret. Vel forekommer det, at originale breves udstedelsesaar evident er fejlskrevet, men saadanne fejl er dog saa sjældne, at kun meget vægtige grunde kan motivere en flytning af et originalt brev. Dernæst takker kongen i nr.278 Lübeckerne, fordi de ikke har modtaget hans fader Erik 5. Glippings mordere i deres by. Erik 5. blev dræbt natten til 22. november 1286; paa hans lig taltes 56 saar, hvorefter det er indlysende, at der var adskillige direkte implicerede i mordet. Alligevel blev ved dommen i Nyborg kun een dømt for personlig nærværelse ved mordet, mens de andre kongemordere blot dømtes som ophavsmænd til gerningen, og heller ikke senere er der i overleveringen spor af, at man har faaet nærmere under retning om, hvem der personlig deltog i drabet. Det er derfor umuligt, at nr. 278 kan være fra 1287; thi havde kongemordernes identitet den 2.januar været saa klar, at kongen da kunde takke Lübeck for afvisningen, maatte dommen i Nyborg være faldet ganske anderledes ud, og det er ogsaa utænkeligt, at de senere i Nyborg dømte allerede 2.januar 1287 havde vedgaaet deres skyld ved at søge asyl i Lubeck for derefter at vende tilbage og haardnakket hævde deres uskyld. Følgelig maa Lübecks afvisning gælde de som »kongemordere« i Nyborg dømte stormænd, og brevet ligge efter 1287 26.maj, hvilket stemmer med 1288 2. januar. — Paa denne baggrund maa man saa underkaste paastanden om, at nr. 278 nødvendigvis maa gaa forud for nr.239 en ny prøvelse. Det viser sig da ogsaa, at der er forskel paa løfterne i nr.278 og deres formentlige udførelse i nr.239. I nr.278 lover regeringen at stævne besidderne af vraggodset til Nyborg 24. juni, i nr. 239 overdrager dronning Agnes i første række bispen af Reval og fire vasaller at samle det omstridte gods, indtil kongen har truffet bestemmelse om, hvad der skal ske med det, og kun hvis nogen vægrer sig ved at udlevere godset, skal de stævnes, og det ikke til en bestemt by og ikke til 24. juni men til 1. juli. Dertil kommer, at hvis man anser nr. 239 som en følge af nr.278, maa nr. 238 synes overflødigt: Efter det klare løfte om ubetinget støtte i nr. 278 (2. januar), synes opfordringen til Frederik Moltke og vasallerne i nr.238 om at hjælpe Johann von Doway og iøvrigt afvente nærmere ordrer mærkværdigt tamt. Tværtimod synes nr. 238 at være udstedt, inden regeringen havde taget klart standpunkt i sagen, mens nye henvendelser fra Lübeck synes at have fremkaldt det videre rækkende skridt 10 dage senere ved afsendelsen af nr.239. Ligeledes tyder den omstændighed, at kong Erik sammen med moderen udsteder nr.278, mens dronningen alene som formynder har udstedt nr.238 og 239, paa at disse breve gaar forud for nr. 278. Der er derfor al mulig grund til at placere baade nr.276 og nr.278 til 1288 2. januar.

At nr. 233 hører til sagen om udplyndringen af den paa Virland strandede kogge, fremgaar af en regnskabsopgørelse for udgifterne til visse gesandtskaber fra Lübeck, bl.a. i denne sag; det første punkt lyder nemlig »Prima summa prime reise domini Vromoldi pro bonis naufragis in Vironia est lxiii marc. den.« (Lüb. UB. II 1031 nr. 1088), hvorefter Vromolds rejse synes at være Lübecks første skridt i sagen, og brevet saaledes maa ligge før nr.238, hvor Johann von Doway nævnes som Lübecks gesandt; det stammer saaledes rimeligvis fra slutningen af 1286, cf. Hans. UB. I 348 nr. 1010.

At nr. 232 ogsaa hører til denne sag, anser Hans. UB. I 348 nr. 1011 for sandsynligt, idet der henvises til, at der ikke kendes nogen anden sag, brevet kan passe til, og at Heinrich Steneke var borgmester i Lubeck august 1286 til august 1287. Brevet synes da at ligge nogen tid før 1287. 16. februar (cf. brevet), og det er muligt, at det just er dette brev, der har foranlediget nr. 233.

At nr.303 ansættes til 1287 før 24. juni, skyldes formentlig kun, at det formodes at gaa forud for nr.305, der imidlertid som senere paavist maa være fra 1288 snart efter 24. juni.

Det brev, Johann von Doway i nr.303 hentyder til, om at nedsætte en domstol for at støtte Markvard, som havde mistet sin ejendom ved skibbruddet (cf. nr.278), kunde vel være bre vet af 1287 24.juni (nr.253), om end betegnelsen de iudicio sedendo er noget misvisende. Naar Johann taler om, at han først havde faaet ordre til at møde dronningens sendebud i Estland, er det sandsynligst, at han sigter til det sendebud, der medførte brevet 1287 30. marts (nr. 238) til høvedsmanden i Reval, og kontraordren til Johann kan saa tilskrives, at Lübeck i mellemtiden fik udvirket det klarere brev af 1287 8. april (nr. 239), hvorved sagen skulde behandles i Danmark. Naar Johann i brevet spørger, hvornaar høvedsmanden tager over til Reval, kan det hentyde til, at Frederik Moltke ifølge brevet 1287 21. august (nr. 258) har været i Danmark til mundtlig forhandling med kongen, og at han vil afvente dennes hjemkomst. Men ordene kan ogsaa hentyde til, at en ny høvedsmand, Jens Sjællandsfare, ventedes til Estland, som med titel af capitaneus nævnes i Danmark 1288 23. juni (nr. 302). Er saaledes en terminus post quem for nr.303 vanskelig at angive med tilnærmelsesvis nøjagtighed, giver nr.305 en klarere terminus ante quem, idet nr.303 ikke, som man ellers maatte vente, paa nogen maade hentyder til det deri omtalte møde i Reval. Og nr.305 kan ikke være fra 1287, da Odward von Lode paa mødet 24. juni beretter, at han inden 1. januar har opfordret raadmændene i Reval til ligesom de andre stæder at forbyde køb og salg af vraggodset, hvilket maa hentyde til brevet af 1287 24. juni (nr. 253). Altsaa maa nr.305 være fra 1288 snart efter 24.juni. Vi faar da følgende dateringer for brevene i denne sag:

nr. 232: [1286].

nr. 233: [1286].

nr. 238: 1287 30. marts.

nr. 239: 1287 8. april.

nr. 253: 1287 24. juni.

nr. 258: [1287] 21. august.

nr. 276: 1288. 2. januar.

nr. 278: [1288] 2. januar.

nr. 303: [Før 1288 24. juni].

nr. 305: [1288 efter 24. juni].