Til vor højtelskede Søn i Kristus Magnus, Sveriges høje Konge. For de udmærkede Fortjenesters Skyld, som smykker Dig, elskede Søn i Kristus, høje Konge, tilstaar vi Dig gerne alt, hvorved Din kongelige Stilling med Fjernelse af, hvad der kunde give Anledning til Ufred, kan opnaa Fredens Værn. I den Ansøgning fra Dig, som er forelæst os, staar, at Du — da der for nogen Tid siden var opstaaet Strid mellem Dig og Kong Erik af Danmark, salig Ihukommelse — i Forstaaelse af, at denne Konge til særlig Hjælper imod Dig søgte at faa den velbyrdige Grev Gerhard af Holsten, som raadede over en betydelig Magt og var Kongens Nabo, og at Du for at undgaa den Skade, som deraf kunde ramme Dig og Dit Rige, har forenet Dig i Ægteskab med fornævnte Greves Datter, den velbyrdige Jomfru HelvigN, ved en Aftale om straks at være Ægtefæller og efter Ægteskabets Fuldbyrdelse ved Samleje ogsaa har faaet Børn i det. Men da Du, høje Konge, siges inden Indgaaelsen af dette Ægteskab at have truffet Aftale om fremtidigt Ægteskab med den velbyrdige Jomfru Sofie, som er beslægtet med Helvig i fjerde GradN, og da Du, efter hvad Du selv siger, har haft et Forhold til en anden Kvinde, som ogsaa var beslægtet med fornævnte Helvig i fjerde Slægtskabsgrad, hvilket Helvig var ganske uvidende om ved Ægteskabets Indgaaelse, og andre endnu siges at svæve i Uvidenhed om, har Du ydmygt ansøgt os om, at vi — da der ved Opløsningen af Ægteskabet, om en saadan virkelig fandt Sted, vilde opstaa stor Forargelse, som kunde indeholde en Trusel om Mandefald, Fyrstestrid og hele Sveriges Riges fuldstændige Fordærv og andre Farer — skulde værdiges at skaffe Dig og Din Hustru Helvig Dispensationens Naadegave i dette Spørgsmaal. I Ønsket om at frelse Eder i denne Sag og hindre Forargelse og Farer med faderlig Omhu, giver vi Eder derfor med apostolisk Myndighed Dispensation til, uanset den Hindring, der ligger i offentlig Velanstændighed og Retfærdighed samt i dette SvogerskabN, som fremgaar af det ovenfor sagte, at maatte blive i dette Ægteskab, saaledes at vi dermed erklærer baade de Børn, I har faaet, og dem, I siden kan faa, for ægtefødte. Intet Menneske maa bryde denne vor Dispensation og Bestemmelse eller i ubesindig Forvovenhed gaa imod den. Men hvis nogen drister sig til at forsøge dette, skal han vide, at han vil paadrage sig Gud den Almægtiges og hans hellige Apostle Petrus' og Paulus' Vrede. Givet i Rieti den 21. Maj i vort Pontifikats 1. Aar.