I Herrens Navn Amen. Jeg Niels, Abbed af Vor Frue Kloster i Sorø, føler mig og nævnte Kloster besværet ved en Retsnægtelse fra Din Side, ærværdige Fader, Herr Jens, af Guds Naade Ærkebiskop i Lund og Sveriges Primas, af følgende Grund: jeg har fra den Slutdom, som blev fældet af Dekanen Herr Rane og Jens kaldet Rude, Kanniker i Roskilde Kirke og af Eder udpeget til Dommere for mig og det allerede nævnte Kloster i Sorø som den ene Part og for Jens Kok og Bo Breds Arvinger som den anden PartN, men som dog ikke er nogen Dom, appelleret til Eders Domstol, saaledes som det tydeligt fremgaar af det derom affattede og til Eder overgivne Brev, hvis Ordlyd er følgende:

Jeg Niels, Abbed af Vor Frue Kloster i Sorø, anbringer over for Eder, ærværdige Fader Herr Jens, af Guds Naade Ærkebiskop i Lund og Sveriges Primas, at — da I paa Andragende af Jens Kok (havde henvist)N den Sag, som verserede eller som jeg haabede skulde versere mellem mig og nævnte Kloster som den ene Part og nævnte Jens Kok og Bo Breds Arvinger som den anden Part angaaende Gods i Søstrup i Merløse Herred, til Dekanen Herr Rane og Jens kaldet Rude, — blev det fra min og nævnte Klosters Side fremhævet, at samme Kok imod al Retfærdighed har røvet det nævnte Gods i Søstrup fra vort Kloster, hvorfor der efter Ret og Billighed og i Henhold til Eders Paabud til dem fra vor Side blev nedlagt Paastand paa, at vi før alt andetN burde genindsættes i Besiddelsen af det nævnte Gods; nævnte Kok svarede imidlertid i Retten, at han ikke havde røvet det fra os, men at han havde samlet sine Venner og sat sig i Besiddelse af nævnte Gods, og han sagde, at han havde gjort det ifølge en kirkelig Dommers lovlige Dom, og for at bevise det krævede han, at der skulde indrømmes ham en Frist, som samme Dommere ogsaa indrømmede ham, nemlig til Fredag i Pinseugen. Da vi saa paa den fastsatte Dag indfandt os hos de allerede nævnte Dommere, fremlagde oftenævnte Kok et Dokument forseglet med Roskildebispens SeglN, som det ved første Øjekast syntes, hvori stod, at nævnte Biskop havde tildømt nævnte Bo Breds Arvinger nævnte Gods. Fra dette Dokuments Udstedelse er der forløbet næsten tre Aar, i hvilken Tid der ikke har været Tale om noget Klageskrift eller noget indledende Processkridt, og det er ikke underligt, da der aldrig i denne Sag for ham eller andetsteds er indgivet Klageskrift mod mig eller indledet Proces mod mig, men da samme Biskop vilde fremskynde Dommen uden at overholde Rettens Gang, appellerede jeg, der forud anede dette, til Eders Domstol af retmæssige Klagegrunde; I overdrog imidlertid Sagen til Herr Bispen af Odense og Herr Dekanen i Roskilde, og senere da Bispen af Odense var død, overdrog I atter paa Andragende af nævnte Kok Sagen, som allerede sagt, til oftenævnte Dekan og Jens kaldet Rude, Kanniker i Roskilde; men om nævnte Dom af Bispen mod os har vi aldrig hørt noget, førend den paa den nævnte Fredag før Pinse blev fremlagt af nævnte Kok; thi hvis der overhovedet er fældet nogen Dom, er den fældet uden mit Vidende, uden at jeg har været stævnet, og uden at jeg paa Trods har holdt mig borte, hvorfor den af mange Grunde bør anses for ikke eksisterende og ugyldig. Derfor blev det fra vor Side paastaaet, at Genindsættelsen i Besiddelsen ikke burde forsinkes paa Grund af det Brev. Men Dekanen og Jens Rude stævnede os den følgende Dag for at høre deres Dom angaaende dette, og da jeg og min Modpart den Dag mødte for dem, spurgte oftenævnte Dekan, om vi vilde overlade Afgørelsen til nogle Mænd, som paa venskabelig Maade kunde ende Sagen mellem os, til hvilket jeg svarede: ikke førend Besiddelsen af nævnte Gods er givet os igen, og det blev fra vor Side paastaaet, at de skulde lade Herr Ærkebispens aabne Brev til dem om denne Sag oplæse; men efter at have hørt dette, rejste nævnte Jens Rude sig pludseligt, idet han ikke regnede Eders nævnte Brev for noget, og staaende, ikke siddende, læste og forkyndte han et Brev af følgende Ordlyd: Magister Rane, Dekan, og Jens kaldet Rude osv. (= Nr. 294). Derfor appellerede jeg mundtligt straks i Domstolen til Eders Dom og jeg fornyedeN atter samme Appel i en Skrivelse til Eder inden tre Dage, saaledes som det tydeligt fremgaar af det derom affattede Brev, hvilket jeg altsammen eller i det mindste det af det foregaaende, som er tilstrækkeligt til at begrunde min Paastand, tilbyder at ville bevise for Eder paa lovlig Vis, og jeg beder om at faa Lejlighed til dette ved Eders ærværdige Velvilje, og jeg beder om, at I vil erklære nævnte DomN, hvis den fortjener at kaldes en Dom, for ugyldig og uvirksom, og at I vil tilbagekalde det Brev, hvorved I har bekræftet nævnte Dom, skønt det ikke er nogen Dom, fældet som den er under mit Fravær, uden at jeg var stævnet og efter lovlig Appel og inden ti Dage fra nævnte Doms Afsigelse uden retslig Undersøgelse af Sagen, og at I vil lade mig og nævnte Kloster blive genindsat i Besiddelsen af oftenævnte Gods, som uretmæssigt er blevet røvet fra os. Dette anfører jeg uden at forpligte mig til at bevise alt det ovennævnte, men alene det, som er tilstrækkeligt af det fornævnte. Jeg beder ogsaa om, at Eders Segl til Forvaring maa blive hængt under dette Klageskrift eller denne Besværing.

Men I har ikke villet høre os eller yde os Retfærdighed, hvorfor jeg gaar bort fra Eders Domstol og med dette Brev appellerer til Pavestolen, og jeg beder saa indtrængende som overhovedet muligt om AppelbrevN, idet jeg stiller mig og alle det nævnte Klosters Godser under Pavestolens Beskyttelse. Dette er forhandlet offentligt i Nærværelse af mange troværdige gejstlige og verdslige, der særlig var indkaldt og opfordret til dette, ved Fliinge under det Herrens Aar 1288 den 20. Juni.