Til vor ærværdige Broder Biskop Bertold af Slesvig. Vor elskede Søn Engelbert Tuboysøn(?), som er Præst i Dit Stift, er draget ned til os og har ydmygt ansøgt os om, at vi i vor Barmhjertighed vilde give ham Dispensation for den Mangel, han lider af ved at være født som Søn af en Præst og en ugift Kvinde, saa han uanset denne Mangel kan forrette Tjeneste i Henhold til de gejstlige Vielser, som han har modtaget, og faa et gejstligt Embede. Nu sender vi ham tilbage til Dig, vor Broder, og paalægger Dig ved denne apostoliske Skrivelse, at Du efter omhyggeligt at have taget alle de Omstændigheder i Betragtning, der med Hensyn til vedkommendes Egnethed skal iagttages, hvis han ikke efterligner sin Faders Mangel paa Afholdenhed, men fører et retskaffent Liv og en god Vandel — hvilket vi agter at overlade til Din Samvittighed at afgøre — og han iøvrigt har Fortjenester til at opnaa Dispensationens Naade, paa vore Vegne skal give ham Dispensation med Hensyn til ovenstaaende og med Hensyn til den Irregularitet, han har paadraget sig ved uden at have faaet Dispensation, men iøvrigt efter Kirkerettens FordringerN, det vil sige til de af Retten bestemte Tidspunkter og uden at gøre sig skyldig i Simoni at have modtaget fornævnte Vielser, gjort Tjeneste i dem og befattet sig med Gudstjenesten; dog skal Du først paalægge ham en helsebringende Bod og for en Tid, Du selv kan bestemme, suspendere ham fra Udførelse af Tjeneste i Henhold til disse Vielser, og Dispensationen skal Du give ham, saaledes som Du finder, at det efter Guds Vilje tjener hans Sjæls Frelse, dog saaledes at denne Præst paa ingen Maade kan stedes til et Embede med Sjælesorg, og at han personligt residerer, som det Embede, han efter denne Dispensation opnaar at faa, kræver det. Ellers skal denne Naadesbevisning med Hensyn til Embedet være ganske uden Gyldighed. Givet i Rom i Sta. Maria Maggiore den 27. Februar i vort Pontifikats 2. Aar.