© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
(a:)
Waldemarus dei gratia, dux Iuciæ, omnibus et singulis infra ciuitatem Slesuicensem constitutis, salutem et gratiam. ♦ Ex relatu fide dignorum nobis conquerentium ueraciter didicimus, quod quidam apud uos tam clerici, quam laici fundos suos, quos aput uos possident, fundis aliorum suorum conuicaneorum iam post incendium preferentes, ipsis suis fundis iam nouas et maiores solito nituntur imponere annuas pensiones. ♦ Unde cum in hoc communi bono et maxime utilitati multorum pauperum apud uos existentium intelleximus derogari, uolumus firmiter per gratiam nostram decernentes, ut, siue sit clericus, siue laicus, infra uestram ciuitatem fundum uel fundos habens, pensiones pristinas eisdem fundis ex antiquo impositas non excedat. ♦ Quod quicunque secus attemptauerit, nostram indignationem procul dubio non euadet. ♦ Datum Sleswyck anno domini m cc. lxxxix, tercia feria infra octauas ascensionis domini.
(c:)
Sed Woldemarus anno 1282 quodlibet tributum annuum remisit, gnarus tantę miserię suorum, oppidanis Slesuicensibus, et a quacunque exactione eos pronuntiauit liberos non minimo onere se eos grauaturum ad tempus sexennii, propter illam insignem calamitatem, in sui defensionem acceptam, signatis litteris muniuit: simul prohibens, dum rursum ędificant domos oppidani crematas, ne clerici aut laici, pensionem edium conductarum ciuibus tam misere exhaustis, augerent. Et ne quis largiretur quid clero, donec in pristinum statum restituta omnia cernerentur.
(d:)
Waldemarus dux miseratus uicem Slesuicensium ciuium, qui tam multa per pessi essent, de damno sarciendo cogitauit, ut saltem aliqua ratione illis satisfaceret. Itaque tributum et censum annuum uulgo Stattgelt ciuibus remisit, etutaquauis exactione liberi essent. Insuper pollicitus, se eos sexennio uel minimo onere grauare nolle propter insignem calamitatem, in quam ob ducis defensionem incidissent. Quæ omnia literis consignata, suo sigillo roborauit et litere adhuc apud Slesuicensem senatum extant. Præterea sanciuit, et prohibuit, ne clerici aut layci pensiones annuas habitationum, et ædium quas locassent, ciuibus augerent, qui illas conduwissent, quoad ædes exustæ reædificatæ essent. Sed et uetuit, ne elericis quis aliquid donaret, aut legaret, quoad sese ciues recollegissent, et ad meliorem fortunam peruenissent.
21 domini] herefter mense maio b.
1. Efter Afskrift af Ulrich Petersen:
Valdemar, af Guds Naade Jyllands Hertug, til alle og enhver indenfor Byen Slesvig, Hilsen og Naade.
Af troværdige Mænd, der har beklaget sig for os, har vi erfaret som sandt, at nogle Mænd hos Eder, saavel gejstlige som verdslige, der nu forsøger at lægge nye og større aarlige Huslejer end sædvanligt paa deres Grunde for straks efter Branden at skaffe deres Grunde, som de ejer hos Eder, Fordel fremfor deres Medborgeres Grunde. Da vi har indset, at dette er til Skade for det fælles bedste og især for mange Fattigfolk, som lever hos Eder, er det derfor vor faste Vilje, idet vi ved vor Naade træffer den Bestemmelse, at hvad enten det er en gejstlig eller en verdslig, der har Grund eller Grunde inden for Eders By, maa han ikke overskride de gamle Huslejer, som fra gammel Tid har været lagt paa samme Grunde. Enhver, der forsøger andet, vil uden Tvivl ikke undgaa vor Vrede.
Givet i Slesvig i det Herrens Aar 1289 Tirsdag før Ottendedagen efter Kristi Himmelfart.
2. Efter Referat hos Hier. Cypræus:
Men i Aaret 1282 eftergav Valdemar Borgerne i Slesvig enhver aarlig Afgift, vel vidende om sine Undersaatters store Nød, og han erklærede dem for fritagne for ethvert Krav og bekræftede ved forseglede Breve, at han i et Tidsrum af 6 Aar ikke vilde besvære dem med den mindste Byrde paa Grund af den store Nød, som havde ramt dem, fordi de havde forsvaret ham. Samtidig forbød han gejstlige og verdslige at forøge Huslejen for de saa haardt hjemsøgte Borgere, medens de genopbyggede de brændte Huse og bestemte, at ingen maatte give Gejstligheden noget, indtil man saa, at alt var ført tilbage til den tidligere Tilstand.
3. Efter Referat hos Povl Cypræus:
Idet Hertug Valdemar ynkedes over Slesvigborgernes Lod, der havde døjet saa meget, tænkte han at raade Bod paa deres Tab, for i det mindste til en vis Grad at yde dem Oprejsning. Derfor eftergav han Borgerne den Afgift og aarlige Skat, der paa Folkemaalet kaldes Stattgelt, og han bestemte, at de skulde være frie for ethvert Krav, idet han ydermere lovede, at han i et Tidsrum af 6 Aar ikke vilde besvære dem med den mindste Byrde paa Grund af den store Nød, hvori de var kommet paa Grund af deres Forsvar for Hertugen. Alt dette lod han skriftlig optegne og bekræfte med sit Segl, og Brevene findes endnu hos Slesvigs Raad. Desuden bestemte og forbød han, at gejstlige eller verdslige ikke maatte forøge de aarlige Hus- og Boliglejer for Borgerne, som havde lejet dem, indtil de nedbrændte Huse var genopbygget. Men han forbød ogsaa, at nogen gav eller testamenterede de gejstlige noget, indtil Borgerne havde samlet sig og atter var kommet til at sidde i bedre Forhold.
Ægthed: Ægtheden betvivles af Hasse II nr. 748 og af Rep. l.l.; i Rep. anføres, at Ulrich Petersens afskrifter mangler den »vistnok« til brevet hørende bestemmelse i c og d, hvor det forbydes at skænke kirken noget, før byens skade er udbedret. Denne bestemmelse mangler ogsaa hos J. A. Cypræus, hvorfor Rep. anser det for sandsynligst, at Ulrich Petersen har »fabrikeret« brevet paa grundlag af J. A. Cypræus' excerpt. — Imidlertid skriver Ulrich Petersen som note til ordet conuicaneorum i a »ob conuicaneus ein Mittbürger bedeuten solle?« og i b »forte Mittbürger«, og det vilde da være absurd, om han selv havde ændret sit forlægs klare betegnelse »ciues« til et »conuicanei«, som han ikke engang selv forstod meningen af. Han kan derfor næppe have haft Cypræerne som kilde for sin »fabrikation«. Hvis nu de tre hovedbestemmelser i Cypræernes excerpter (1. Skattefritagelse, 2. Forbud mod forhøjelse af husleje og 3. Forbud mod gaver til gejstlige) var taget fra samme brev, saa var Ulrich Petersens gengivelse givetvis om ikke just en forfalskning, saa dog i al fald en uheldig og utilstrækkelig rekonstruktion; (thi dette, en rekonstruktion af den oprindelige kilde, og ikke en forfalskning for at vinde berømmelse for fremdragelse af ukendt stof, synes at have været Ulrich Petersens bevæggrund, naar han paa grundlag af excerpter ellers rekonstruerer breve); men dette behøver ingenlunde at være tilfældet efter ordlyden af Cypræernes udtog, tværtimod synes netop deres bemærkning om brevets besegling og findested, der er anført efter den første bestemmelse, at vise hen til flere breve; hvis saaledes den anden bestemmelse har været et særligt brev, kan Ulrich Petersen som forlæg have haft enten selve brevet eller en afskrift deraf, og i saa fald kan hans gengivelse være en mere eller mindre nøjagtig kopi, eller han kan have haft et nu tabt eller dog ukendt excerpt og selv rekonstrueret brevet paa dette grundlag.
Teksten gengiver først a med variant fra b, dernæst c og d: