Omnibus presens scriptum cernentibus Ber<to>ldus dei gratia Slessuicensis episcopus, et Christiernus eiusdem permissione Ripensis episcopus salutem in domino sempiternam: ♦ Cum in causa que inter abbatem et monasterium Loci Dei ex una parte, et dominum Iohannem Vrne militem ex altera parte, super quibusdam terris, nemoribus, ac rebus aliis in Vrnæ et Bollerslemarck situatis, ✝ questio coram diuersis iudicibus fuerit diutius agitata, eisdem a quodam Canuto Snubbe bone memoriæ relictis in testamento, ut dicebant. ✝ ac in nos tanquam in arbitros de communi consensu partium iuramento uallato finaliter exstitit compromissum. nos post multos et processus et tractatus, perquisita diligentius ueritate, tum ex testimoniis plurium fide dignorum eorum sigillis munitis, tum etiam per sententiam diffinitiuam domini Erici regis felicis recordationis, tunc temporis in Synderiutia defensoris seu tutoris ac iudicis existentis, sententiis uenerabilium patrum ac dominorum Iohannis Lundensis archiepiscopi Suetiæque primatis, ac Tuchonis tunc Ripensis episcopi, subsecutis uero herede et legitimo eiusdem Canuti approbante, ac ordinationi dicto monasterio facte, seu collationi, consensiente, predictam ordinationem seu collationem dictarum possessionum inuenimus rite et legaliter factam, in quarum possessione pacifica predicti abbas et monasterium, multo tempore fuerunt, licet eam postmodum amiserunt. ♦ Unde paciet quieti utriusque partis consulere uolentes, anno domini mo cco xco. die sabbathi ante dominicam trinitatis in scriptis presentibus partibus Hatersløff arbitrati fuimus, hoc modo. ♦ Ut esset in optione memorati domini Iohannis Vrnæ, uel a predictis monachis, ut ab ipsorum uexatione desisteret omnimoda, centum marchas usualis monetæ recipere in terminis infra scriptis (quanquam nihil iuris haberet in bonis eiisdem) uel sepedictis abbati et monasterio quingentas marchas eiusdem monetæ, tribus terminis, uidelicet in festo beati Andree, media quadragesima, et festo pentecostes proximo uenientis, persoluere. ♦ Eidem Iohanni super isto articulo inducias deliberatorias concedentes, quibus precedentibus comparuit coram nobis memoratus Iohannes Vrnæ, die ueneris proxima post dominicam trinitatis, ac possessiones ipsas retinere et quingentas marchas abbati et monasterio elegit et acceptauit persoluere in terminis pretaxatis. ♦ In cuius rei testimonium sigilla nostra presentibus sunt appensa. ♦ Actum anno domini mo cco xco die ueneris proxima post dominicam trinitatis.
18 Ber(toyldus] Bercaldus ms.
20 Cum in causa. — compromissum] grammatisk usammenhængende. Relativsætningen que inter etc. mangler et verbum uertebatur ell.lign., som maa indføjes efter situatis. Stykket eisdem — ut dicebant, der grammatisk kun kan passe efter situatis, har formodentlig i originalen staaet som tilføjelse over en linie eller maaske i margin; muligvis er det en senere forklarende tilføjelse, men det er dog sandsynligere at opfatte det som tilføjet allerede af udstederne, da udtrykket ut dicebant (sc. abbas et monasterium) ellers vilde være ret meningsløst. Stykket synes da i originalen at have lydt eller at have haft til hensigt at lyde: Cum in causa — situatis, eisdem — ut dicebant, (uertebatur), questio — agitata, ac in nos — compromissum.
23: cf. nr. 78. 79. 152.
24: cf. Reg. Dan. nr. 1279.
8: cf. nr. 79.
Bertold, af Guds Naade Biskop i Slesvig, og Kristian, med samme Tilladelse Biskop i Ribe, til alle, som ser dette Brev, Hilsen evindelig med Gud.
Da i Sagen, som (verserede) mellem Abbeden og Klosteret i Løgum som den ene Part og Ridderen Herr Jens Urne som den anden angaaende nogle Jorder, Lunde og andet, beliggende i Urne og Bolderslev Mark og — efter hvad Munkene sagde — testamenteret dem af en vis Knud Snubbe, salig Ihukommelse, Proces i længere Tid havde været ført for forskellige Dommere og Parterne endeligt var enedes om os som Voldgiftsdommere ved fælles med Ed bekræftet Aftale, har vi — efter mange Undersøgelser og Underhandlinger og efter omhyggeligt at have efterforsket Sandheden, saavel ud fra mange troværdige Mænds med deres Segl bekræftede Vidnesbyrd som ogsaa ud fra den endelige Dom, som den Herre Kong Erik, salig Ihukommelse, der dengang var Forsvar eller Værge og Dommer i Sønderjylland, fældede, og som paafulgtes af de Domme, som de ærværdige Fædre og Herrer Jens, Ærkebiskop af Lund, Sveriges Primas, og Tyge, dengang Biskop af Ribe, fældede, og idet samme Knuds sande og retmæssige Arving bifaldt og samtykkede i den Bestemmelse eller Overdragelse, der var sket til nævnte Kloster — fundet, at nævnte Bestemmelse om eller Overdragelse af nævnte Besiddelser er foregaaet paa gyldig og lovlig Maade, og at fornævnte Abbed og Kloster har været i disse Ejendommes fredelige Besiddelse i lang Tid, skønt de senere har mistet den.
Idet vi derfor vil sørge for begge Parters Fred og Ro, har vi i det Herrens Aar 1290, Lørdagen før Trinitatis Søndag, da Parterne var tilstede i Haderslev, afsagt følgende skriftlige Voldgiftsdom: At det skulde overlades til omtalte Herr Jens Urne at vælge, om han vilde modtage af fornævnte Munke, for at afstaa fra enhver Forfølgelse af dem, 100 Mark gængs til nedenskrevne Terminer — skønt han ikke havde nogen Ret til Godserne — eller om han vilde betale oftenævnte Abbed og Kloster 500 Mark gængs paa tre Terminer, nemlig St. Andreas' Dag, til Midfaste og til nærmeste Pinsedag.
Da vi indrømmede samme Jens Frist til Overvejelse om dette Punkt, indfandt omtalte Jens Urne sig efter dennes Forløb for os den første Fredag efter Trinitatis Søndag og valgte og indvilgede i at beholde Ejendommene og at betale de 500 Mark til Abbeden og Klosteret paa ovenstaaende Terminer. Til Vidnesbyrd om denne Sag er vore Segl hængt under dette Brev. Forhandlet i det Herrens Aar 1290, nærmeste Fredag efter Trinitatis Søndag.